Blog
Coronaen udfordrer vores fællesskab
Vi er stærkt udfordret af Covid-19 i vores folkeskole. Vores fællesskab er udfordret. Kulturen smuldrer mellem hænderne på os. Usikkerheden vokser dag efter dag.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En rigtig skole bygger på relationer og fællesskaber. Faglige fællesskaber, menneskelige fællesskaber, interessefællesskaber, mødefællesskaber, vidensfællesskaber, oplevelsesfællesskaber, forberedelsesfællesskaber, frokostfællesskaber og mange flere fællesskaber, der er med til at definere skolen, som den levende og fantastiske organisme den er.
Alt, hvad der kan aflyses, bliver aflyst. Alt hvad der gør os klogere og mere reflekteret over vores lærerliv bliver aflyst. Vores fællesskaber er aflyst. Det, der er tilbage, er undervisning med mangel på afstand og rengøring. Eleverne reagerer på situationen. Og den aldrene overlærer drømmer om tiden med morgensang, teaterforestillinger, motionsdag, morgenmad i klasserne, ferniseringer, skolefester, julefrokoster, sommerferiefrokoster, lejrskoler og fællesskab. Lige nu mangler vi fællesskabet, og kulturen smuldrer for os. Eleverne er udfordret på motivation, fokus og meningen med skolen. Det er ikke den letteste tid at være lærer i.
I matematiktimerne har eleverne faste makkere, og jeg fiser rundt og beder dem om, at holde afstand. Vi spritter af og ser på grafer for smittede over hele verdenen. Coronaen er en fast del af matematikundervisningen. Jeg er optaget af, om matematikundervisningen kan gøre noget for elevernes opfattelse af pandemien og dens konsekvenser. Opgaverne om Corona er min trofaste følgesvend og har været det siden februar. Underligt at det er så lang tid. Der dukker hele tiden nye muligheder op for nye opgaver. Det er det eneste gode ved Corona.
I denne uge er min klasse så i praktik. Superdejligt for dem, at det kunne lade sig gøre. Forhåbentlig en god erfaring og oplevelse at komme videre i livet med. Men også en ny måde at få smitten spredt på. Håber det går.
Der er meningsløshed i skolen lige nu. Vi forstår ikke Coronareglerne. Vi har, som alle andre, svært ved at følge med i udmeldingerne fra myndighederne, og vi kan ikke se, hvordan de bliver implementeret i vores hverdag. Vi føler os ikke sikre på vores arbejdspladser. Vi ved nu at smittetallet for de 10 til 19årige stiger. Og vi ved godt hvorfor. Vi er tyndslidte, og det er heldigvis snart efterårsferie