Blog
Risikofri matematikundervisning
Hvordan overlever man som matematiklærer i en lang skoleuge
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Noget af det gode ved matematikundervisning er, at der er så mange muligheder. Arbejdet kan organiseret på forskellige måder og forskellige steder. Man kan arbejde kreativt og undersøgende. Man kan anvende forlagsproducerede materialer, deltage i events og konkurrencer. Man kan udvikle egne opgaver og finde inspiration til opgaver på udenlandske platforme. Man kan arbejde med teknologi og udforske mulighederne for nye formater på opgaveløsninger. Vi kan bygge og undersøge geometri med alle mulige analoge materialer. Kaste terninger, spille kort og lave simuleringer. Forstå antal med centicubes og spille spil. Vi kan løse åbne opgaver, der fører os ud i nye områder af matematikken. Vi kan forklare matematikken for hinanden ved at lave film, og internettet bugner af film om matematik som vi kan se og vurdere. Vi kan forstå vores omverden med matematik ved at lave undersøgelser og interviews. Vi kan lege og undersøge, spille og bygge, være en del af et fællesskab, der forstår og forklarer med matematik, vi kan lære.
Men alligevel bliver det ind imellem til risikofri matematikundervisning. Undervisning der kræver minimal forberedelse. Undervisning der skaber et roligt og kedeligt undervisningsmiljø. Undervisning, der kan måles og vejes. Undervisning der er forudsigelig. Undervisning hvor eleverne træner på platforme og får respons på resultaterne med det samme. Undervisning der ender med en karakter. Det er ikke dårlig undervisning, men det er ikke så spændende og udfordrende matematikundervisning, som man kunne præsentere. Det skaber nok heller ikke den samme læring og kompetencer hos eleverne. Men det er trygt og roligt. Og det er til at håndtere i en uge med al for mange undervisningstimer og for lidt tid til forberedelse.
God matematikundervisning kræver tid og overskud. Den er svær at gennemføre som undervisningstime nr. 26 og 27 på en fredag eftermiddag i en uge med en vifte af andre opgaver og udfordringer. Men hvad gør man ikke for at overleve.