Folkeskolens matematikrådgiver

Blog

Verdens bedste lærere

Lærerne er dygtige. De er vant til udfordringer og kan undervise under mulige og umulige omstændigheder. Men denne gang er det med helbredet som indsats.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har bedrevet undervisning alle mulige og umulige steder. I Metroen. På en tysk pizzarestaurant. I den lokale park. Vi gør det. Og vi gør det for eleverne. Jeg var fuld af optimisme og oplevede den måde, som lærerne tog online-nødundervisningen til sig. Lærere er seje. Læringskurven var stejl, men det gjorde bare, at man havde grund til at være stolt af resultatet. Det kørte rigtig godt mange steder.

Nu skal nogen så i skole igen. Kommuner og ledere har fået en forfærdelig opgave. Hvordan kan vi overholde sundhedsstyrelsens anbefalinger i en nedslidt, tørmoppet og beskidt skole. Skolen er ikke bygget til en stille og rolig returnering. Skolen er mange steder bygget til en hel anden tidsalder. Der skal tages valg og lægges planer. Italien er pludselig ikke så langt væk. Vi sidder nu og venter tålmodigt. Skriver sammen på de sociale medier og ringer hinanden op. Lærerne er stadig et stærkt fællesskab.  Nu bare rystet og ængste.

Folkeskolens matematikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Lis Zacho er Folkeskolens matematikrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning - lis.zacho@gmail.com

Nå, men der kan komme nogle rigtig relevante matematikopgaver ud af det her. Hvordan spreder smitten sig på skolen? Hvor mange elever dukker ikke op i skole, og hvordan er fraværet fordelt på årgangene? Hvad kan vi udlede af fraværsstatistikkerne hos eleverne og lærerne? Hvor meget ekstra rengøring bliver der investeret i? Hvor meget udendørsplads er der til hver elev? Hvem bliver først syg? Hvor mange skolekammerater kommer man tæt på i løbet af en skoledag? Hvor lang tid tager det for en klasse at vaske hænder på den grundige måde? Hvor mange flasker håndsprit skal der daglig anvendes på skolen? Hvor mange hænder bruger et bestemt håndtag uden det bliver sprittet af? Hvordan er forældrenes trivsel og arbejdskoncentration, når deres børn er i skole?

Jeg kan ikke komme til frisøren eller i svømmehallen, hvilket ville være godt for min mentale og fysiske sundhed. Men jeg kan godt undervise på en skole – hvilket kan blive en udfordring for mit helbred.