Demokrati i Skolen

Jeg har i mine foregående blogs problematiseret den forestilling, vi har om, at skolen lykkes med sit elevdemokratiske arbejde. Det gør den ikke, viser forskningen. Problemet er både politisk og pædagogisk: Politikerne sætter rammerne og retningen for skolens virke, og skolen udøver den konkrete, pædagogiske praksis i kontakten med eleverne.

Siden 1975 har demokrati været en del af skolens vigtigste formål, men inden for de sidste par årtier er der sket en nedtoning af dette formål. I 2006 skiftede ordlyden i folkeskolens formålsparagraf således fra, at skolens undervisning og hele hverdagsliv skulle bygge på et demokratisk tankesæt (fra 1975 og frem), til at skolen nu blot skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. I folkeskolereformen fra 2014 gøres elevinddragelse ikke til en del af reformens hensigter, og Klassens time (senere Klassens tid) - der blev indført samtidigt med, at demokrati blev en del af skolens formål - bliver taget ud af elevernes faste skema.

Skolen i praksis har heller ikke gjort meget ud af at prioritere elevdemokratiet: Googler man fx Klassens tid, er det først og fremmest kageopskrifter, der dukker op. Og elevrådskontaktlærerrollen er ude på skolerne ofte så nedprioriteret, at rollen gives videre til den næste kollega, så snart at det bliver muligt.

Med andre ord er elevdemokratiet forsømt, og har vi haft en demokratisk kultur i skolen, er den i dag vanskelig at få øje på. Derfor er det vel heller ikke mærkeligt, at eleverne mangler den politiske selvtillid, der sætter dem i stand til at udtrykke deres holdninger, og at de har svært ved at præge skolens fællesskaber, fordi de ikke bliver inddraget.

Skal vi styrke elevdemokratiet, skal vi bringe elevernes egne stemmer i spil, for det er dem, der ved, hvordan det er at gå i skole. Og beslutningsmagten, hvad end den er politisk eller pædagogisk, skal bringes i en situation, hvor den lytter til elevernes stemmer, uanset hvor ubekvemme elevernes ønsker til deres skoleliv måtte være (fx kortere skoledage). Eleverne kan ikke mobilisere en sådan proces alene; dertil er det asymmetriske elev-lærer-forhold en hindring, men det kan netop elevrådskontaktlæreren hjælpe eleverne med, fordi elevrådskontaktlæreren er til for at støtte elevernes sag.

For at styrke elevdemokratiet har jeg som elevrådskontaktlærer udviklet initiativet Demokrati i Skolen i samspil med elever, pædagoger, lærere, skoleledelse og skolebestyrelse for på den måde at udvikle den demokratiske kultur og styrke den elevdemokratiske struktur. Demokrati i Skolen er på én gang et demokratisk børneperspektiv og et undervisningsmateriale med konkrete aktiviteter, der kan bruges ude i klasserne på skolen. Ikke alene udvikler vi elevdemokratiet lokalt; vi arbejder også for at styrke elevernes stemmer udadtil, så politikerne lytter. Elevdemokratisk udvikling gøres dog ikke over night. Men den vedholdende indsats har virket. Derfor blev jeg også utrolig rørt ved skoleafslutningen i fredags, hvor elevrådsformanden for de sidste to år i sin aftrædelsestale som 9.klasseselev foran hele skolen sagde, at det største, han havde deltaget i som formand, var at være med til at lave Demokrati i Skolen. Han påpegede, at skolen er blevet mere demokratisk, og at jeg har haft stor betydning for, hvordan han har klaret opgaven som formand for elevrådet.

God sommer.