Demokrati er noget, vi gør sammen

1. december får jeg svært ved at glemme: Dagen begyndte ganske vanligt med en cykeltur gennem byen til Frederiksberg i den mørke vintermorgen.

Skoledagen var også pænt meget, som den plejede, men noget skulle vise sig at være ganske anderledes.

Mødet med min skoleleder Gregers om skolens demokratitiltag blev afbrudt, først af et telefonopkald der bimlede løs, uden at min leder tog mobilen, og siden af den pædagogiske leder, der afbrød mødet med info om, at Gregers skulle til et vigtigt møde med undervisningsudvalget.

Jeg blev ærligt talt lidt ærgerlig, da jeg ikke var kommet igennem de punkter, jeg havde på min liste.

Gregers bad mig følge med, så vi lige kunne snakke sammen på vejen. Jeg fulgte i hælene på ham ud i aulaen, op ad trappen og hen mod lærerværelset.

Hvad der herefter hændte, var så overraskende, at jeg efterfølgende har været nødt til at få mine kollegaer til at hjælpe mig at forstå, hvad der helt præcist skete.

Columbusægget

I aulaen er der mere stille end sædvanligt, fornemmer jeg. På vejen mod lærerværelset forsøger jeg at få videreformidlet så mange demokratiting, jeg kan nå.

Gregers åbner døren med mig i hælene, der er optaget af at give de sidste pointer fra mit notes-papir. Jeg bider mig undskyldende i læben, da jeg opdager, at borgmesteren og børne- og undervisningsdirektøren står på lærerværelset og ligner nogen, der skal til at sige noget.

Alle lærerne begynder at klappe. Jeg går et skridt til siden og begynder at klappe ad Gregers i den tro, at vi er trådt ind til en surprise-cermoni til ære for ham på vegne af undervisningsudvalget.

Men Gregers ser ikke spor overrasket ud. Han smiler og klapper, imens han kigger på mig. Jeg opdager pludselig, at alles øjne er rettet mod mig.

Jeg spørger Søren ved min side, hvad Søren der sker, og han svarer smilende: ”Det får du at se.”

Min hjerne kører på højtryk: Hvad sker der? Hvad er det, der sker? Min 50års fødselsdag er først om halvandet år, så hvad er der i gærde?

Borgmesteren forklarer endelig, at jeg har fået Columbusægget for mit arbejde med elevdemokrati.

Fine taler, pris, blomster, champagne og kransekage. Alligevel gør øjeblikket, hvor jeg kigger ud på mine kollegaer, størst indtryk: Lige her forstår jeg, hvor velkommen min indsats på Lindevangskolen faktisk er.

At de bakker mit arbejde op, også selvom det kræver en ekstra indsats af dem, hver gang jeg fremsætter mine demokratitiltag.

Ikke alene har de bakket op; de har også bidraget til skolens elevdemokratisk udvikling på Lindevangskolen. Derfor er bloggens overskrift rammende for, hvad demokratiudvikling kræver.

Demokrati er noget, vi gør sammen