Danske Skoleelever
Blog
Åben skole i en tid med Covid-19
En bøvlet hverdag, med krav om afspritning, afstand og minimeret antal eksterne aktiviteter, er heldigvis ikke lig med en skole, der isolerer sig, demotiverede elever og større arbejdspres på lærerne. Det kan sagtens forenes med en spændende og ikke mindst åben skole
Vi kan selvfølgelig ikke komme ud og besøge virksomhederne, som vi kunne før Covid-19, og det er nok heller ikke den bedste ide at invitere en virksomhed fysisk ind på skolen. Men når mødet med en ekspert, virksomhed eller fagperson virker motiverende og styrker engagementet for specielt udskolingseleverne, så skal vi finde de gode løsninger og bakke op om elevernes ønske om mere af det. Og løsningerne findes.
Her er mine bud
Jeg har lagt hovedet i blød og kommer her med to bud på Covid-19-venlige tiltag, som er lette at gå til for lærerne, kan virke motiverende på udskolingseleverne og fører til større faglighed:
1. Kulturinstitutionernes tiltag
Da krisen ramte stod kulturinstitutioner i hele landet på spring for at udvikle nye virtuelle forløb og digitale materialer, som kan bruges i en tid, hvor man ikke fysisk kan besøge museerne. Her er en liste
Læs mere om kulturinstitutionernes tiltag
2. DM i Fagene
DM i Fagene tilbyder virkelighedsnære opgaver i fagene dansk, matematik, engelsk, biologi samt historie. Opgaver der på fornem vis kobler den faglighed, vi elever får i skolen med den virkelighed, der venter på den anden side. Opgaverne er udarbejdet i samarbejde med rigtige virksomheder, på en måde så eleverne er med til at løse virksomhedernes reelle problemer.
Til og med november er der faktisk konkurrenceperiode, så elever der ønsker det, kan endda se, om de kan kvalificere sig til landsmesterskaberne i deres yndlingsfag. Man logger bare ind med UNI-login.
Læs mere om virkelighedsnære opgaver
Læs mere om konkurrencen i skolens fag: DM i Fagene
(Jeg repræsenterer Danske Skoleelever, som står bag DM i Fagene)