Valgugen - i morgen går det løs!

I morgen mandag begynder Valgugen. Om ugen bliver en succes, er ikke længere i mine hænder, men i hænderne på mine kollegaer, og jeg har fuldkommen tillid til, at de vil gøre deres bedste. Det er ikke det samme som, at alle vil følge den plan, jeg har struktureret for dem, men jeg tror på, at alle lærere vil gøre deres bedste ud fra de individuelle omstændigheder, de hver især står i. Men hvad får mig egentlig til at tro det? Lærerne har en masse faglige hensyn og sociale opgaver, de skal nå og er måske slet ikke indstillet på en hel Valguge.

De sidste par uger har jeg skrevet flere opslag på aula for at forberede mine kollegaer på den kommende Valguge. Jeg har både skrevet om Valgugen, dels om hensigten, dels om tidsrammen. At beskrive målet med Valgugen var en smal sag, da målene glider fint ind i den praksis, vi arbejder med på skolen i forvejen. Vanskeligere var det at fastsætte en tidsramme, eftersom Valgugen er langt mere tidskrævende på skemaet, end lærerne er vant til, når de arbejder med elevdemokrati.

Hov!

Frederiksberg Kommune opfordrer sine skoler til at deltage i Valgugen, men jeg er ikke sikker på, at der er kigget særligt grundigt på indholdet af materialet: Da vi kom tilbage fra sommerferie, blev vi fortalt, at Valgugen ikke er en emneuge og ikke kommer til at kræve noget særligt af medarbejdergruppen, men materialet til Valgugen er organiseret netop som en emneuge. Så hvordan balancerer en elevrådskontaktlærer uden et ledelsesmandat denne udfordring? Jeg besluttede, at Valgugen på Lindevangskolen finder sted mandag til fredag i første modul. Jeg prioriterede desuden i materialet, så jeg kunne servere indhold målrettet hhv. indskoling, mellemtrin og udskoling for at gøre arbejdet med ugen mere overskuelig for mine kollegaer. Arbejdet kostede naturligvis enormt meget tid og tankevirksomhed, og jeg havde ingen idé om, hvordan det ville blive taget imod.

De sidste to-tre uger har der været pænt stille, når jeg har skrevet ud om Valgugen, så jeg har været lidt spændt på, om min ramme for ugen ville blive accepteret. Fredag efter undervisning hos 1. klasse tikkede en besked ind fra min kollega - lad os kalde ham Preben - der havde læst min seneste blog. Han skrev, at han var stolt af at arbejde med en ildsjæl som mig, og at mit demokratiprojekt måske er det vigtigste projekt for folkeskolen overhovedet. Var jeg rørt? Ja, i den grad! Hele sidste uge har jeg mødt lærere, der går til Valgugen på forskellig vis. Nogle går 100 % ind i Valgugen og vil følge det program, jeg har lagt, imens andre er udfordret af tid, ture eller fag. Men alle finder løsninger på deres udfordringer. Menuen til madkundskab kan godt indlejres i en demokratisk ramme, og har man undervist i demokrati i udskolingen lige inden Valgugen, er et emne i Valgugen dækket. Mit konstruktive bidrag har været at sige til mine kollegaer, at så længe de sætter fokus på elevdemokratiet i Valgugen og på bedste vis får prioriteret ugen inden for de rammer, de nu har, kan ugen kun blive en succes. Det har lettet noget af byrden for lærerne, tror jeg. Og så tror jeg faktisk også, at mange lærere savner, at dannelse fylder mere i skolelivet, hvilket måske er grunden til, at flere og flere af mine kollegaer sætter pris på det fokus på elevdemokrati, vi har på Lindevangskolen.

Som lovet: En kanin i en hat

Og det har vi gjort nu i fem år. Og det målrettede arbejde har forandret kulturen. Man bliver det, man laver. På vores skole har vi en fast organiseret demokratiproces, en kommunikationsmodel for elevsager, egne demokratiske aktiviteter, et demokratiråd og et demokratisk børnesyn. Vi har præget elevdemokratiet kommunalt til et nyt børneløfte og indført en årlig event for Fælleselevrådet kaldet ’Elevernes talerstol’. Samtidig med disse indsatser har jeg advokeret for elevdemokratiet på SoMe. Og det har vækket opmærksomhed. Danske Skoleelever henvendte sig for nogle uger siden for at spørge, om vi på Lindevangskolen havde lyst til at tage imod undervisningsministeren mandag i Valgugen med Lindevangskolens næstformand og Danske Skoleelevers formand som værter på besøget. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Det, jeg glæder mig allermest over ved besøget, er, at eleverne på Lindevangskolen nu også får lov til at tale ind i en nationalpolitisk sammenhæng og rådgive Pernille Rosenkrantz-Theil om, hvordan hun skaber bedre rammer for elevindflydelse på de danske folkeskoler.