BLOG
Empty article - Subtitle
Svinehjertet på det forkerte sted - Kommentar i Information 7/11 2016
Da et par muslimske elever nægtede at dissekere svinehjerter i naturfagstimen, fulgte lærerne op med alle islamdebattens automatreaktioner. Før vi vidste det havde vi forskelsbehandlet og tillagt eleverne motiver, de sikkert aldrig har haft
Maliks nysgerrighed sitrer helt ud i hans fingerspidser, mens han dissekerer et svinehjerte. Hans finger er på opdagelsesrejse i hjertets indre. »Prøv lige at trække i den her,« siger han og vil have mig til at iføre mig gummihandsker og hive i hjertet, som tydeligvis er et stærkt organ, man ikke lige sådan river i stykker med de bare næver.
Jeg står i min klasse og ser på eleverne, der skærer i svinehjerter. Deres naturfagslærer har sat forsøget op; temaet denne uge er ’hjerte/hjerne’. Jeg er bare på besøg.
Jeg må også indrømme, at jeg er lidt nysgerrig. Der har været enorm polemik blandt lærerne på skolen, for kan man overhovedet kan tillade sig at bede muslimske elever skære i svinehjerter? Polemikken opstod bl.a., fordi enkelte elever inden ugen meldte ud, at de ikke vil røre ved svinekødet på grund af deres religion.
Skolen befandt sig midt i et kultursammenstød. Et sammenstød, der har lært mig en del om, hvorfor integration og kulturmøde kan være svært.
Skal man røre ved svinekød?
Umiddelbart er det vel ikke okay at melde sig ud af undervisningen på forhånd?
Jeg kan lige høre Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige råbe op: »Børn i den danske folkeskole SKAL røre ved svinekød!«
På den anden side er det vel heller ikke okay at tvinge børn til noget, de ikke vil?
Som lærer står vi tit i situationer, hvor dømmekraften bliver udfordret. Men denne gange var det bare overhovedet ikke rart.
Vi diskuterede længe frem og tilbage.
Som lærere mener vi naturligvis nok, at undervisningen er vigtig. Også at den er vigtigere end religion. Fordi vi tror på livsoplysning. Derfor besluttede vi også i fællesskab at gennemføre undervisningen med et krav om deltagelse. Der står jo ingen steder, at man ikke må røre ved svinekød. Desuden giver vi eleverne handsker på.
Nå! Tilbage i klassen.
Alle fem muslimske elever har hænderne dybt begravet i hjerterne. De synes, det er spændende og tager opgaven alvorlig. Ingen bakkede ud, da det kom til stykket. Fedt!
Pludselig opdager jeg en håndfuld elever, som står udenfor og kigger ind ad vinduerne til klassen. Jeg åbner døren og spørger dem, hvorfor de ikke er inde i klassen for at arbejde.
»Det lugter derinde,« siger en.
»Jeg brækker mig,« siger en anden.
Jeg tror næsten ikke mine egne øjne. Her har vi brugt energi på at diskutere de muslimske elever. De skulle for alt i verden deltage. Hvem deltager så ikke, når det kommer til stykket?
Forskelsbehandling
Med ét går det op for mig, at vi faktisk har forskelsbehandlet eleverne. Selv om de aldrig selv opdager det, får jeg en dårlig smag i munden, og skammer mig over vores diskussion på lærerværelset for et par dage siden.
Lettere bekymret må jeg altså konkludere, at hvis du ikke vil skære i et svinehjerte, fordi din religion ikke bryder sig om svinekød, så er det svært at acceptere. Men hvis det er, fordi du synes det er ulækkert, så fair nok.
Jeg får en underlig følelse i kroppen.
Det er følelsen af at blive konfronteret med sine fordomme. At finde ud af, at man har taget fejl. At opdage, at man faktisk har handlet på baggrund af nogle primitive forsvarsmekanismer. At man både har taget sorgerne på forskud og har tillagt nogle børn nogle hensigter, som de måske aldrig har haft.
Jeg tror på, at alle kan lære af situationen. Den viser, hvad der desværre ofte sker, når vi skal forholde os til andre kulturer eller religioner. Vi har svært ved at forstå, når nogen opfører sig på en anden måde end os selv. Det tror jeg gælder alle mennesker og alle kulturer. Vi bliver frustrerede og bange.
Inderst inde tænker alle lærere, tror jeg, at børn generelt ikke skal tvinges til noget, særligt ikke i et ønske om at skabe læring. For tvang og læring fungerer ikke sammen. Alligevel provokerer det, når nogen bruger en undskyldning, som i andres optik ikke er valid, og så bliver selv helt basale værdier sat på en prøve.
På vej ud af døren til klassen slår det mig. De to elever, som meldte ud, at de ikke ville røre ved svinekødet pga. deres religion, synes måske i virkeligheden også bare, at svinehjerter er ulækre og brugte den undskyldning, de havde ved hånden. Det havde nok været bedre, hvis vi bare havde talt om det.
debat@information.dk
Allan Bech er lærer