Læring og undervisning

Undervisning er forudsætningen for læring

I mit sidste indlæg her på bloggen ‘Læreren eller læringen’ skrev jeg om afvisningen af den elevcentrering, som store dele af reformpædagogikken har ført med sig. Jeg forsøgte at sætte fokus på, hvordan kritikken af reformpædagogikken som et hele fører væk fra det efter min opfattelse gode princip om, at eleverne og deres læring må være i centrum for den pædagogiske intervention.

Min overskrift var nok uheldig, da den kunne læses som om læring og undervisning er modsætninger, hvilket jeg bestemt ikke mener, de er. En forudsætning for at have elevernes læring, interesser og forudsætninger i centrum er netop en undervisning, der designes og løbende redesignes ud fra elevernes udvikling. Det kræver et stort didaktisk beredskab og en høj grad af lydhørhed hos læreren - ligesom det kræver gode relationskompetencer og gode dialogiske egenskaber, hvor lytning ikke er den mindst vigtige.

- Altså en veluddannet lærer!

Elevcentrering

Forudsætningen for elevcentreret undervisning er, at det didaktiske design understøtter elevernes nysgerrighed og undersøgelsestrang som det drivende princip! Kundskaber kommer som en følge af, hvad der er nødvendigt i forhold til de mål eleven og eleverne stiller, og eleverne understøttes i at opbygge deres viden og forståelse i en given kontekst i forbindelse med deres arbejde. Elevcentrering handler om, at det er elevernes meningskonstruktioner, der skal udvikles og udfordres på konstruktive måder.

Læring opfattes her som en orienteret mod helheder og sammenhænge ud fra elevernes perspektiv og meningskonstruktion(er). Den projektorienterede undervisning er her en privilegeret tilgang, da den netop kombinerer målsætninger, meningsfuldhed, helhed og kontekst fra et elevperspektiv.

Det er noget af dette, der kritiseres af Biesta, hvor elevcentreringen opfattes som en devaluering af læreren, fremmedbestemmelse af eleverne og reduktion af verden til et objekt.

Men det ligger jo ikke nødvendigvis i et læringsbegreb, at verden reduceres til et objekt. Verden bestemmes ud fra de perspektiver, den indgår i. Der er et samspil mellem den enkelte, den sociale sammenhæng, omgivelserne og involverede artefakter og de betinger og påvirker gensidigt hinanden. - Og det er blandt andet i den proces, eleverne dannes.

Kritik af kritikken

Biesta projicere en dualistisk verdensforståelse over i læringsbegrebet (et subjekt står over for et objekt), hvilket er en kraftig reduktion af læringsprocessen. Og han ser her helt bort fra den måde, tænkningen har udviklet sig de sidste par hundrede år.

Det er ikke min opfattelse, at der kun findes én måde at bedrive skole på eller at lære på - slet ikke. Jeg vil blot advare mod, at man afviser læringsbegrebet, hvilket i hvert fald delvist sker i Biestas argumentation.