Lærerstyring eller dialog - om digitale medier i skolen

Chefkonsulet ved Aalborg Universitet Dorte Ågaard har skrevet en god kronik om brug og ikke-brug af digitale medier i skolen: ‘Destruktiv digitalisering’ (Weekendavisen 10/8 2018)

I dette indlæg taler Ågård imod et generelt forbud mod anvendelse af mobiltelefoner og andre digitale medier, men samtidig er det vigtigt, at der bliver handlet, da der er nogle problemer med anvendelsen af digitale medier i skolen. Indlægget har hun skrevet på baggrund af sin forskning i klasseledelse.

Ågård peger på klasseledelse, som en vej ud af de problemer, der kan være med at holde elevernes opmærksomhed fanget om undervisningen, så de ikke tyer til at melde sig ud af undervisningen og hengive sig til private aktiviteter med digitale medier. Det tror jeg, hun har ret i. Klasseledelse gennem lærerens professionelle dømmekraft, må være de vigtigste elementer, når man skal tackle de udfordringer, der opstår i en klasse.

Ågårds budskab er: “Udgangspunktet skal være, at det er læreren, der styrer og har ansvar for, hvornår og hvordan eleverne bruger de bærbare, tablets og mobiler. Når devices er med i skolen, er de ikke længere private gadgets, men en del af undervisningen og lærernes pædagogiske repertoire.”

Det er efter min mening en fin og nogenlunde nuanceret fremstilling. Jeg er meget enig langt hen ad vejen, men jeg mener også, at der er nogle beskrivelser, der kan diskuteres.

For det første er Ågårds fremstilling af diskussionen om mediernes fantastiske egenskaber unuanceret. Det er ikke rigtigt, at der har været en unison tilslutning til digitale medier. Der har været en lige så massiv dæmonisering af, hvad digitale medier vil betyde. Ingen af de to positioner holder. Det er derfor også problematisk, når der således her lades som om, at her komme den enlige stemme, der taler alle andre imod. Og især når der henvises til medieforskningen som ‘skurken’ i ensidigheden. Medieforskere har netop forsøgt at fjerne debatten fra en enten-eller-logik, og medieforskere har peget på, at det handler om, hvordan medierne bruges og indgår i undervisningen - og ikke om hvad medierne er i sig selv. Derfor skyder Ågårds kritik forbi.

Hvis der alligevel kan være noget om kritikken af ensidig tilslutning til anvendelse af digitale medier, så er det snarere i en politisk diskurs ikke mindste fremført via digitaliseringsstyrelsen godt støttet af nogle medieindustri og it-interesseorganisationer. Digitalisering har været et mantra for effektivisering og er indgået som en del i konkurrencestatens repertoir.

Jeg savner også et blik for, at det mere burde handle om brugen af medier end om medierne selv. Medier kan bruges meget forskelligt - og det er ikke al brug, der nødvendigvis skal bestemmes af en lærer. Det er godt, at lærere og skoler har en pædagogisk opfattelse af, hvordan forskellig mediebrug og brug af andre ressourcer og værktøjer kan indgå i undervisningen. Men den skal jo også udfordres. Det kan elevers anderledes brug være med til.

Det er efter min opfattelse problematisk, når det er lærerens forestilling om elevernes brug af medier, der bliver enerådende. Og ved at pege på den ensidige lærerstyring af mediebrug, så bliver det netop medierne som artefakter, der gøres til genstand for en vurdering - og ikke elevernes brug. Ågård skriver eksempelvis: “It er godt – it hele tiden er skidt.” Hmmm - hvilken forestilling om teknologi eller medier ligger i udsagn som ‘It er godt’? Det er netop en forestilling om, at det er noget, der ligger i ‘it’ eller i mediet. Men IT er ikke noget ud over dets brug i en kontekst - og dette selvom teknologi heller aldrig er neutralt. Det indgår blot altid i en sammenhæng, der er afgørende for, hvad det ‘er’.

Desuden frakobler Ågård også elevernes stemmer jo også helt i forhold til vurderingen af, hvad undervisning er og betyder. Eleverne gøres mere til objekter for undervisningen i højere grad end deltagende subjekter - og dette gør sig ikke i mindre grad gældende, da Ågårds eksempler stammer fra gymnasieskolen. Der ligger et stort dannelsespotentiale gennem inddragelse af elevernes stemmer, som man går glip af gennem en ensidig lærerstyring.

Der er også nogle helt elementære værktøjer, som eleverne kan anvende, og hvor det ikke nødvendigvis vil give mening, at det skal være op til den enkelte lærer. Hvad med eksempelvis notetagning - hvem skal bestemme på hvilke årgange hvilke typer af notetagning, der er tilladt? Og skal det gøres til en diskusion, om mobilen må anvendes som lommeregner - eller er det op til læreren?

Jeg savner også en inddragelse af det perspektiv, at mediebrug også er sprogbrug - og den måde elever og unge formulerer sig og fremstiller sig selv og deres opfattelser skal inddrages i undervisningen, hvis man tror på, at undervisning også handler om dialog. En dialog kan ikke kun etableres på den enes præmisser. Igen handler det om, at man som underviser også hele tiden må forholde sig lærerne til sine elever.

Det betyder omvendt ikke, at det er eleverne, der skal bestemme. Jeg vil i stedet pege på, at mediebrug i skolen - ligesom med andre forhold i skolen - gøres til genstand for fælles refleksion ud fra de formål, der er med undervisningen. Det betyder nemlig, at i stedet for at lægge op til en diktatorisk klasseledelse, så inddrages eleverne i overvejelser over, hvordan man bedst lever op til formålene.

Det er selvfølgelig i sidste ende op til lærernes professionelle dømmekraft, hvordan undervisningen skal foregå - og derfor kan det også komme på tale momentvis at fjerne distraktionsmuligheder for elever - uanset om disse er digitale eller analoge.

Men at fjerne medier, fordi de er medier, forekommer mig uklogt. Eleverne skal lære at bruge de kapaciteter, de har. De kan være kognitive, kreative, ekspressive, interesser og på alle mulige andre måder - deres udvikling af sprog med de medier, de har til rådighed er også en af dem.

Lad skolen kultivere den gennem dialog og refleksion i stedet for at stoppe dialogen gennem ensidighed.