Om dannelse med mere

Om dannelse med mere

Blog

Hvad vi taler om, når vi taler om teknologiforståelse

Dansk Erhverv mener, at vi svigter børnene, hvis skolen ikke øjeblikkeligt indfører faget teknologiforståelse. Deres opfattelse bygger på tre præmisser eller fortællinger, som dog ikke nødvendigvis er rimelige: fortællingerne om, at ingen gør noget, at det er skolens opgave at løse, og at forståelse er en kompetence.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er rigtig meget snak om teknologiforståelse som fag og i fag i øjeblikket. Der kører et forsøg på en lang række skoler, og der er mange uden for skolen, der også giver deres besyv med.

Om dannelse med mere

Jeg er idehistoriker og ansat på Center for Skole og Læring på Professionshøjskolen Absalon. Mine faglige interesser spænder vidt og omfatter blandt andet 'dannelse i det aktuelle samfund', skoleudvikling, forholdet mellem skole og samfund, professionelle læringsfællesskaber, netværkslæring samt digitale og sociale medier til undervisning og udvikling. Jeg er medstifter af foreningen SUMU - Sekretariatet til Udvikling af Modig Undervisning, som har til formål at støtte initiativer, der forholder sig udfordrende til gængse rammer for undervisning og didaktiske designs. Jeg debatterer aktivt skoleforhold på Twitter, hvor du finder mig under navnet @oveucsj

Men meget af diskussionen om teknologiforståelse foregår på nogle præmisser, som er alt andet end selvindlysende. Der er en række fortællinger, som får lov at cirkulere og som sætter en særlig ramme for diskussionen af teknologiforståelse.

I Politikens Skoleliv i dag den 18. december kan vi så læse, at vi svigter de unge, hvis vi ikke indfører teknologiforståelse nu. Det er Dansk Erhverv, der skriver “Jo længere vi venter med teknologiforståelse, jo mere svigter vi børnene.” Det er alvorligt, for hvem vil dog svigte børnene?

Der er mindst tre præmisser i deres indlæg, som kræver en dybere overvejelse, end forfatterne Janus Sandsgaard og Claus Rosenkrands Olsen fra Dansk Erhverv tilsyneladende har gjort sig.

Det er selvindlysende rigtigt, at ingen gør noget

Den underliggende præmis for indlægget er, at børn i dag ikke ved noget og ikke bliver støttet i at vide noget om digitale teknologier. Fortællingen er, at børn går rundt uden muligheder for at navigere i den verden, de er en del af. Men holder den fortælling overhovedet?

Det er måske blot blevet en fortælling, der er blevet gentaget så mange gange, at den bliver holdt for sand - lidt ligesom fortællingen om, at skærme skaber afhængighed. Taler forældre virkeligt aldrig med deres børn om, hvad de gør? Taler børnene ikke indbyrdes sammen og finder ud af, hvordan de hver især og sammen gør i forskellige situationer? Inddrager lærere og undervisere ikke refleksioner over livet med digitale medier, værktøjer og ressourcer? Og er kildekritik ikke længere noget, der er med i undervisningen?

Det er i hvert fald underligt, at man kan fortælle historien om de svigtede børn uden at gøre sig overvejelser over, hvad man selv gør - og uden at inddrage hvad andre gør. Det er blevet selvindlysende, at ingen gør noget, men bare lader stå til, selvom man kan se rigtig mange initiativer hos mange forskellige aktører - ikke mindst forældre, oplysningsinstanser (eks: Medierådet for børn og unge og medier generelt) og i skolen.

Fortællingen bliver et bekvemt bagtæppe for at skitsere løsningen på en udfordring, selvom udfordringen ikke i sig selv er blevet undersøgt. Og hvad er det for en viden, der er nødvendige i livet i dag, og hvilke evner og kompetencer, kræves der for et godt liv? Fortællingen skitserer både den nødstedte fanget i hjælpeløsheden og det, der skal til, for at redde den nødstedte, så det alligevel bliver jul til sidste - for nu at trække på en anden aktuel fortælling.

Svaret er et fag i skolen

Den anden præmis er, at hvis der eksisterer et samfundsmæssigt problem, så er svaret et fag i skolen. Det må være skolens opgave at sikre, at eleverne udvikler tilstrækkelige kompetencer til at træde ud i en digitaliseret verden, og dette kan kun sikres gennem et målrettet fag i netop dette: at træde ud i en digitaliseret verden.

Men er det nu selvindlysende rigtigt, at de kompetencer, der kræves i erhvervene og i det offentlige liv er noget, der skal undervises i? Altså er skolens opgave kompetencer - eller er skolens opgave en række almene færdigheder og almen viden? Der er mange forhold, de nuværende børn vil møde i deres voksenliv, som de ikke vil være blevet klædt på til at forholde sig til direkte.

I skolen skal børn udvikle viden, evner og færdigheder, der kan anvendes i mange forskellige sammenhænge, men ikke nødvendigvis kompetencer i mere snævert definerede sammenhænge. Det handler om almene færdigheder

Og sjovt nok peger Dansk Erhverv ikke på, hvad det så er skolen ikke længere skal undervise i. Hvis man tager nye fag ind i skolen, så kan man kun enten øge undervisningstiden, hvilket ingen vist foreslår i øjeblikket, eller undervise mindre i noget andet - det kan så være alment udviklende områder, der ellers ville bidrage til, at børn udvikle almen evner til at tackle uforudsete forandringer i samfundet.

Der er en underliggende forestilling om lineær og determineret samfundsmæssig udvikling i forestillingen om teknologiforståelse som et bidrag til at være de det samfund, som Dansk Erhverv forestiller sig som en fremskrivning af det nuværende, med den teknologiske profil, som Dansk Erhverv ser for sig.

Den fortælling står temmelig uimodsagt i den offentlige debat, men det ændrer ikke ved, at der er tale om et narrativ, som er alt andet end en selvindlysende sandhed.

Teknologiforståelse er en kompetence

En tredje præmis for fortællingen om teknologiforståelse går på, hvad det betyder at forstå teknologi. Det synes indlysende, at man forstår teknologi ved at kunne ‘gøre teknologi’ og afsløre de bagvedliggende intentioner. Det ligger ikke kun i indlægget i Skoleliv, men gør sig gældende som en grundfortælling om det fag, der nu er forsøg med og som Dansk Erhverv vil have indført nu - inden forsøget er færdigt og evalueret.

“Udviklingen kalder på, at vi sikrer teknologiforståelse en mere fremtrædende plads i folkeskolen. At alle børn lærer, hvordan digitale teknologier virker, om aktørerne og deres interesser.” Dette skal sikre, at børn vokser op og bliver kritiske samfundsborgere og forbrugere. For et par år siden hed det sig, at eleverne skulle lære at kode: “Det haster med at få indført kodning på skoleskemaet, hvis Danmark vil beholde den digitale førertrøje og ruste vores børn til fremtiden, lyder det fra IT-branchen.” (Altinget januar 2017) Man må sige, at interessenter fra erhvervslivet har flyttet sig i løbet af de seneste to til tre år, hvad dette angår. Man er gået fra en snæver forståelse af, hvad der er brug for, at skolen leverer, til en mere bred.

Men præmissen er grundlæggende den samme: teknologiforståelse handler om en række specifikke kompetencer, der er nært knyttet til en forestilling om et nuværende (og kommende) samfundsmæssigt behov. Men kompetencer er ikke det samme som forståelse, og noget går tabt, når man som Dansk Erhverv går ud fra, at forståelse nødvendigvis er en kompetence. Det skyldes formentlig, at diskussionen om teknologiforståelse følger den samme teknisk-rationelle logik, hvorudfra de teknologiske produkter bliver til.

Men hvis man virkelig ønsker, at elever skal arbejde med en forståelse af teknologi - og altså ikke en kompetence inden for teknologi - så må man spørge til, hvilke sammenhænge teknologier indgår i. Man må spørge til, hvad teknologi er og betyder for menneskelig væren og dermed også: hvad betyder det at være menneske i den tid, vi lever i. Her vil dannelsesaspektet være direkte tilstede i forhold til elevernes selvrefleksioner og deres forståelse for sig selv i kontekst af de andre, det omgivende samfund og den natur, de også er en del af.

Men det er ikke sådan, Dansk Erhverv forstår teknologiforståelse - de tænker inden for rammerne af en teknisk-rationel forklaring, og derfor bliver ‘teknologiforståelse’ tænkt som en kompetencer, som Dansk Erhverv mener, at de har brug for. Så spørgsmålet er, om det er børnene, de mener, vi svigter, eller om det er Dansk Erhverv, der føler sig svigtet af, at man ikke allerede har indført faget teknologiforståelse på bekostning af….. Tjah, det er der vist ikke noget svar på.

Afslutning

Jeg har med dette indlæg ville pege på nogle narrativer, der ligger som præmisser for nogle ret udbredte forestillinger om teknologiforståelse - og mere generelt i forhold til, hvordan børn lærer at leve et liv i den aktuelle kultur. Her ser man bort fra, hvad der rent faktisk foregår i det levede liv, og man fremstiller børnene som isolerede individer, der er mere eller mindre fortabt i deres egen livsverden, fordi de voksne og skolen svigter dem. Disse fortællinger er på trods af deres massive tilstedeværelse ikke nødvendigvis sande, og man bør efter min mening i højere grad overveje deres sandhedsværdi - i stedet for blot at tage dem for at være et direkte billede af virkeligheden: børnenes, de voksnes og samfundets.

Powered by Labrador CMS