Lidt om professionelle læringsfællesskaber

Professionelle læringsfællesskaber (PLF) er blevet det nye sort. Det er i hvert fald noget, som mange skoler satser på. Og det er jo en god ide, at lærere og pædagoger både indbyrdes og på tværs arbejder sammen og deler viden om deres praksis for hele tiden at være opmærksomme på, hvor man kan forbedre den til fordel for børn og elever.

Men omvendt er det også noget, der er importeret fra USA og det bygger på en hel anden pædagogisk kultur end den danske, og hvad betyder det for konceptet? Når skoler og forvaltninger så ovenikøbet gør det til en en måde at styre lærerne og pædagogerne på og måske ovenikøbet gør det til en del af en accountability-kultur, så er der grund til bekymring.

To betydninger af PLF

Men det har vist sig, at der også er flere forståelser af, hvad et PLF er eller kan være, hvilket kan gøre diskussioner om PLF temmelig vanskelig. Og der er så vidt jeg kan to grundopfattelser af, hvad et PLF er.

Den første går på, at PLF er et ledelsesværktøj, hvor man bruger PLF for at indløse den strategi, en skole eller kommune har lagt. Her er lærer- og pædagogteams et middel for at styre skolen i en bestemt retning og tilgangen er top-down.

Den anden opfattelse af PLF er, at det er et team, som deler viden ud fra de behov, de har med henblik på at nå de mål, de selv har været med til at sætte. Det er et team som sammen foretager eksperimenter med deres praksis for at afprøve større eller mindre ændringer i deres sædvanlige praksis for at arbejde med egen praksis - og for at kvalificere praksis gennem fælles pædagogiske refleksioner. Man kan lidt flot sige, at man gør sin almindelige praksis til aktionslæring, hvor man sammen reflekterer over, hvad der virker godt i undervisningen - og hvorfor.

Erfaringer med PLF

Chase Mielke har mange års erfaringer med professionelle læringsfællesskaber, og han peger på, at for mange, så bliver PLF netop et styringsredskab, hvor ledelsen forsøger at enten at få lærerne til at gøre noget bestemt eller at leve op til bestemte målsætninger (eksempelvis mål for nationale test eller karakterløft). Det er også noget af det, som Dorthe Carlsen er inde på i sin artikel ‘Professionelle læringsfællesskaber - i dansk?’. Her spørger om PLF er “et middel til at øge effektivitet og performance” eller om de “understøtter … lærernes fagdidaktiske kompetence?”

PLF er eller rettere kan være en måde at arbejde på, hvor det er lærerne og pædagogerne, der sætter rammerne og mål for børnenes og elevernes udvikling samtidig med, at de fokuserer på, hvordan de selv kan udvikle sig. Og som Mielke viser, så kræver det, at

• det er teamdeltagerne, der har kontrollen over, hvad der foregår i teamet. Ledelsens inviteres med som dialogpartner til afklaring af - evt. for at inspirere, men også for at afklare, hvad der giver mening for såvel team som skolen i forhold til børnenes udvikling
• man i teamet reflekterer over hinandens praksis og afprøve ny praksis - og ikk bare tilegner sig viden fra fælles læsning eller lignende
• at man laver fælles og fordomsfrie analyser af forholdet mellem børnenes udvikling og den pædagogiske og didaktiske praksis
• at man er parate til at begå fejl - og se dem som en anledning til læring (det gælder også for eleverne/børnene

At udvikle gode og velfungerende professionelle læringsfællesskaber kan godt være en træls proces. Det er det, fordi det kan være besværligt at sætte ord på sin praksis, endnu sværere at ændre den og helt vildt svært at anerkende, at det, man vidste, vidste man måske ikke alligevel. Det kræver derfor også en god ledelse at udvikle PLF og fastholde udviklingen i PLF. Og her er erfaringerne, at det ofte kniber med ledere, der kan lede PLF.

Understøttet af forksning

Der er rigtig meget forskning, der understøtter ideen om, at velfungerende og udviklende teamsamarbejde bidrager til børns og elevers positive udvikling. Det er ikke sådan, at PLF understøtter bestemte pædagogiske ideer og forestillinger. Pædagogiske og didaktiske metoder er noget, man må afklare på skole- og teamniveau inden for de rammevilkår, man nu engang må arbejde indenfor.

At sætte mål for børnenes udvikling er også noget, man må finde ud af på lokalt niveau - og jo mere specifikt, et mål skal være, jo mere lokalt skal det også sættes.

PLF kan være et rigtig godt organisationsprincip, men det kræver, at man lever op til idealerne og værdierne i fællesskabsorienteret udvikling, eller også bliver det, som Chase Mielke siger, en farce.

Referencer:

Carlsen, Dorthe: ‘Professionelle læringsfællesskaber - i dansk?’ I: Th. Albrechtsen (red.): Professionelle læringsfællesskaber og fagdidaktisk viden. Dafolo, Frederikshavn

Christensen, Ove: ‘Skoleforbedring med PLF’ I: Liv i Skolen Nr. 2 · Maj 2017. Århus

Mielke, Chase: ‘Is Your PLC a Farce?’ I: Cult of Pedagogy