Digital ditten og datten - og dannelse

“Teknologi hverken god eller dårlig; den er heller ikke neutral.”

(Kranzbergs første lov om teknologi)

En tidsalder med digitalisering

Det er en del af forståelsen af et moderne samfund, at det udvikler sig. Det ligger i det moderne samfunds DNA så at sige.

Samfundets stadige udvikling betyder også, at de måder, vi begriber vores samtid på, er dynamiske. Vi kan ikke en gang for alle få styr på, hvordan vi forstår os selv og vores samtid - og ligesom samfundet er i konstant udvikling er vi det også selv. Og det både som individer og som sociale grupper.

I øjeblikket er der meget fokus, hvad den digitale udvikling betyder for vores forestillinger om dannelse. Det har fået mange til at tale om behovet for mere ‘digital dannelse’, ud fra en opfattelse af, at dannelse som begreb problematiseres og udfordres af udviklingen inden for digitale teknologier.

Digital dannelse som begreb

‘Digital dannelse’ som begreb er blevet brugt i en række forskellige forbindelser. I den brede offentlighed har det især være børns og unges brug og misbrug af sociale medier, der har været genstand for en opmærksomheden. Når børn og unge har adgang til sociale medier, hvordan sikrer vi os så, at de kender konsekvenserne af deres brug, og hvordan sikrer vi os, at de ‘opfører sig ordentligt og respektfuldt’, når de færdes der? ‘Digital dannelse’ betyder her en viden om konsekvenser af brug og ‘god opførsel’. Altså ikke noget, der i traditionel forstand kan siges at være forbundet til et begreb om dannelse, som vi kan spore i udviklingen fra antikken over nyhumanismen og til moderne forestillinger om, hvor livet bør leves.

Digital dannelse er endvider blevet anvendt som et begreb for de kompetencer, der i særlig grad er nødvendige for at begå sig i det nuværende samfund. I Digital dannelse udtrykker Jeppe Bundsgaard det således: “Digital dannelse… handler om at kunne bruge teknologier til at få adgang til, tilegne sig og forholde sig til viden. Det handler om at kunne bruge teknologier til produktion af produkter og design af programmer og af meddelelser i skrift og andre repræsentationsformer.”

Her bliver ‘digital dannelse’ altså forstået som en række mere eller mindre specifikke ‘kompetencer’, som eleverne skal tilegne sig blandt andet gennem deres skolegang. Denne kompetencetænkning finder vi også i et andet værk med titlen Digital dannelse, hvoraf det fremgår: “Digital dannelse betyder, at den opvoksende generation ikke blot skal lære at anvende digitale medier til dit og dat. Derimod skal de støttes til at bruge it til at udvide deres horisont og til at forholde sig til den samlede globale situation.” - Altså dannelse i ånden fra Klafki.

Og endelig vil jeg lige citerer fra Digitaliseringsstyrelsens beskrivelse af ‘digital dannelse’: “For at understøtte, at digitale kompetencer udvikles hos børn og unge, skal der sættes fokus på digital dannelse, så børn og unge tilegner sig god digital adfærd, og så de hver for sig - og i fællesskaber - bliver bevidste og målrettede i deres brug af teknologi og bliver i stand til at begå sig læringsmæssigt, socialt, etisk og produktivt i den digitale virkelighed.” Samme sted hedder det, at dagtilbud, skolen og ungdomsuddannelserne skal opbygge forudsætninger for, at børn og unge i “en tidlig alder at blive rustet til at leve og arbejde i et samfund, hvor de skal være kritisk tænkende, innovative og undersøgende samt aktivt bruge teknologi til at løse komplekse og virkelighedsnære problemstillinger.” - Altså dannelse i konkurrencestatens tjeneste.

4 betydninger eller dimensioner af 'digital dannelse'

I alt dette kan vi udkrystallisere fire betydninger af ‘digital dannelse’:

• at opføre sig hensigtsmæssigt på nettet
• finde og forstå informationer på nettet - kildekritik
• hensigtsmæssig anvendelse og brug af digitale medier, værktøjer og ressourcer i forskellige sammenhænge
• forståelse for teknologiens funktionsmåder og samfundsmæssige betydning og rolle - teknologiforståelse

Efter min opfattelse er det gode agtværdige og respektable målsætninger at have for skolen og for børns og unges (og voksnes) udvikling i det moderne samfund. Men hvorfor insistere på at kalde det for ‘digital dannelse’?

Dannelsen er ikke diigital!

Så vidt jeg kan vurdere er konsekvensen af at kalde de nævnte kompetencer og handlingsanvisende regler for ‘digital dannelse’ for det første, at der lægges for meget vægt på, at der er noget ganske særligt dannelsesmæssigt på spil, når vi inddrager digitale medier. Det forskyder hele opmærksomheden væk fra det, det egentlig handler om - evt. dannelse - og til det, der har med digitale medier at gøre. Men spørgsmålet om dannelse handler ikke om digitale medier - det handler om menneskesyn. Og dette risikerer meget let at blive glemt i den tekniske forestilling om dannelse som et spørgsmål om kompetencer, som man jo også tydeligt kan se af Digitaliseringsstyrelsens ovenstående formuleringer.

“Dannelse er at forstå sig selv og samtidig være en del af noget større,” siger Alexander von Oettingen i sin bog Undervisning er dannelse. Dette skal man efter min mening holde fast ved - og så lade være med at lede efter det særlige for dannelsen i forhold til digitale medier.

Det betyder ikke, at man ikke skal overveje, hvad det betyder for dannelsesbegrebet, at samfundet udvikler sig, som det gør. Det vil være rigtig godt at tage en diskussion af dannelsen som begreb i forhold til måden, det aktuelle samfund fungerer på. Men denne diskussion handler ikke om digitaliering - den handler om, hvordan vi forstår os selv som mennesker i samspil med de betingelser, vi har for at være det - Vi bliver som mennesker til i samspil med os selv, de andre, naturen og de medier og teknologier, vi løbende udvikler og udvikles af.

Diskussionen skal således ikke handle om digitale ditten og datten, men gerne om dannelse.

(Ovenstående er en let bearbejdet udgave af en artikel jeg har skrevet til IT, medier og læring, nr. 2, 2018 s.24-6)