Læreren eller læringen?

Kritik af ‘eleven i centrum’

Der er i øjeblikket en stor diskussion om, hvorvidt det er læreren eller læringen, der skal være i centrum i skolen. Sidste år udgav Per Fibæk Laursen bogen Didaktiske ambitioner, hvor han blandt andet gør op med forestillingen om, “eleverne skal have lov til at udvikle sig i overensstemmelse med deres egne potentialer, og at lærerens rolle snarere er at hjælpe denne udvikling på vej end at styre og disciplinere den.” Han blæste derfor til kamp mod de reformpædagogiske tendenser i skolen.

I sin bog Dannelse er undervisning kalder Alexander von Oettingen til orden. Han bestemmer læreren ved tavlen som "grundfiguren for alle andre undervisningsformer."

Og i går udkom Gert Biestas bog Undervisningens genopdagelse, som er et stort opgør med elevcentrering på bekostning af læreren: “At foreslå, at pædagogik blot skal understøtte barnets udvikling, blot lade hver elev udvikle sine evner og nå sit fulde potentiale, er ... en pædagogisk løgn – en løgn, som ikke bare vildleder børnene og eleverne, men som også er et vildledende vokabular for undervisernes mulighed for at beskrive og sågar forstå, hvad deres virkelige opgave er.” (s.41)

For Biesta og andre er det på tide at sætte læreren i centrum igen, og det kræver et opgør med et begreb om læring og forestillingen om elevernes meningskonstruktioner.

Hvad mener vi med læring?

Læringsbegrebet er under kritik - og med god grund. Det er nemlig blevet omdefineret de seneste år til at betyde, at eleverne skal opnå en række bestemte mål. Men i det oprindelige begreb om læring, var det elevens alsidige udvikling, der var det centrale. I stedet for, at undervisningen skulle tage udgangspunkt i det skolen ville, skulle undervisningen være i dialog med eleverne ud fra den ide, at det er elevernes meningskonstruktioner, der skulle være det centrale.

I de mest radikale udgaver af en frigørelsespædagogik lægger man hele ansvaret for elevens udvikling på barnet selv. Men udover en række mere eller mindre vellykkede forsøg med total elevstyring, så har de fleste didaktiske designs en balancering af elevcentrering og stilladsering i forhold til, hvad skolen og lærerne mener gavner elevernes udvikling mest.

Dialogisk pædagogik

Denne dialogiske pædagogik skal man efter min opfattelse forsvare imod de, der vil genopdage undervisningen som en lærercentrering. Selvom Fibæk Laursen kan have ret i, at elevcentrering kan være en udfordring for visse elever, så kan det ikke være et argument for, at man skal øge lærercentreringen. Men det er et argument for, at skolen skal gøre mere for at lære eleverne at lære ud fra meningskonstruktioner og i læringsmiljøer, hvor viden og færdigheder udvikles i dialog.

Skolen skal udvikle mere dialogisk pædagogik - helt i tråd med skolens formålsparagraf.