Præstation, perfektion og prestige er det modsatte af læring

Børnerådet har lavet en rapport om børns ‘bekymringer’ i 8. klasse. I den peger de på, at skolens har en stor del af ansvaret for, at børn føler, at presset blandt andet kommer fra skolen. “61 pct. af de unge peger på, at presset kommer fra skolen,” skriver de blandt andet i deres rapport.

Ansvarsfralæggelse

Dette afvises dog af undervisningsministeren, som i stedet peger på, at det er forældrenes skyld:  “Jeg mener, at det er de voksne, der italesætter eksaminer og karakterer som et problem. Det er bekvemt som voksen, for så kan man lægge ansvaret fra sig,” som hun siger i et interview til politiken. Nu kunne man jo så pege på, at det er meget bekvemt for en undervisningsminister at pege på forældrene, så man kan lægge ansvaret fra sig. Og for at sætte trumf på, hævder hun, at forældrene kører for meget Instagram ind over deres børn i stedet for at anerkende dem, som de er.

Denne anklage er fuldstændig grebet ud af den blå luft - og der er ikke skyggen af belæg for, at det er det, der sker i børneopdragelsen. Meget tyder på, at undervisningsministeren ikke er interesseret i at forholde sig til Børnerådets rapport eller anden viden på området. Hun er snarere interesseret i at fastholde en ideologisk pointe om, at karakterer og prøver er en udmærket ting. Det har man gjort i 200 år, så systemet fejler ikke noget. Hvis børnene har et problem med prøver og karakterer, så er det forældrenes skyld.

Præstation og 'sund' konkurrence - læring som en sportsgren

Undervisningsministeren vil gerne holde fast ved en præstationskultur, hvor det handler om, at man skal gøre det så godt, man kan. Men det forældrene, der kører Instagram over deres børn, som hun siger, der er skyld i, at den gode præstationskultur har udviklet sig til en usund perfektionskultur. Og det har fokus på præstationer intet med at gøre.

Det er ærgerligt, at undervisningsministeren på den måde fuldstændigt lader hånt om viden inden for området. Netop fokus på præstationer, hvor disse bliver sammenlignet med andres, og hvor det er præstationernes resultater, der bliver vurderet, er med til at skabe en dårlig kultur, hvor det for børnene handler om at klare sig i konkurrencen.

Men karakterfokus og fokus på sammenligninger er skolen med til at fremme en kultur, hvor det ikke handler om, at det enkelte barn udvikler sig, men om opnå mere prestige end andre. Rangordningen er den norm, undervisningsministeren lægger op til.

Problemet er, at når der er fokus på rangordning og bedømmelser, så bliver fokus på barnets og elevens udvikling mindre. Man skal klare sig i konkurrencen, og derfor handler det om at brillere i bedømmerens øjne - ikke om at blive bedre. Børnene fokuserer på det, der giver umiddelbar prestige, og bliver mindre interesseret i samarbejde og læring i dybden.

Med det fokus der er på sammenlignende bedømmelser, så kan være sikre på, at nederlag bliver resultatet, og at fejl bliver set som et problem. Men fejl er en måde at lære på - og er ikke et nederlag, selvom det i konkurrencen bliver set som et nederlag.

Somme tider taber man

Mette With Hansen, landsformand for forældre og skole, tager også fat i problemet. Og selvom hun har en helt anden opfattelse end Merete Riisager, så holder hun dog også fast i sportsmetaforen, når det gælder skolearbejde. With Hansen mener ifølge et indlæg i Altinget, at forældre skal vise deres eget eksamensbevis til deres børn. Hun mener, at man som elev somme tider fejler, og det skal vi acceptere - og at vi i højere grad skal sige, at ‘godt nok er godt nok’.

Men nej, godt nok er ikke godt nok - hvad er det for en opfattelse, der bedømmer barnets præstation efter godt nok eller bedre eller perfekt? Det er jo ikke det, det handler om i skolen. I skolen skal man ikke bedømme præstationer - man skal etablerer rammer for, at eleverne kan udvikle sig - fagligt og socialt. Det er ikke en konkurrence - det er et spørgsmål om udvikling, hvor der ikke er en bestemt barre man skal over eller under, hvor der ikke er en konkurrence mellem deltagerne, men hvor den enkelte og fællesskabet skal have de bedste muligheder for udvikling - hvor alle skal udfordres i forhold der, hvor de er.

Præstationer er det modsatte af læing

Det kan skolen, når den ikke har fokus på at vurdere præstationer i en sammenligning - når den enkelte ikke kun kan klare sig godt, hvis en anden klarer sig mindre godt. Når der ikke er fokus på karakterer - ikke fordi karakterer i sig selv betyder noget. Men når karakterer gøres til hård valuta i konkurrence mellem børn - og i øvrigt er med til at bestemme, hvilke uddannelsesretninger, der er åben eller lukket for dem - så får man en præstationskultur, hvor læringen og udviklingen bliver ligegyldig, og hvor det kun handler om den belønning, der ligger i at opnå højere prestige end andre.

Når der er fokus på præstationer, er der ikke fokus på elevernes udvikling, for udvikling og præstationer er ikke det samme! Tværtimod!

Så mit bud vil være, at man i skolen skal lægge vægt på den faglige og sociale udvikling, eleverne til enhver tid er inde i, og droppe karakterer og test og præver, der sammenligner elever med hinanden. Fint med test og prøver, der anvendes didaktisk i forhold til, hvordan den enkelte og gruppen af elever kan udfordres og opmuntres.