Biestas tredje vej - til debat

Tak Lærke for din kommentar her på Folkeskolen til min anmeldelse af 'Undervisningens genopdagelse'.

Jeg finder Biestas tanker om undervisning meget inspirerende, og jeg er enig med hans kritik af den konservative pædagogik med fokus på et eller andet bestemt indhold.

Men jeg forholder mig samtidig kritisk til dele af hans tænkning - ligesom jeg forholder mig kritisk til den tiljubling, der er til hans position, som jeg indimellem finder noget sekt-agtig, hvilket netop fjerner noget af det vigtigste ved hele den pædagogiske tænkning, nemlig kritikken. Gennem fejringen af Biesta gøres han immun for kritik - lidt af det samme er i øvrigt sket med Sir Ken Robinson

Nå men til sagen:

Sans for den tredje vej

Du siger, at jeg ikke 'har sans for Biestas tredje vej'. Til det vil jeg sige både jo og nej. Jo, jeg forstår godt behovet for 'en tredje vej', der betyder at åbne sig for verden. Det var jo også Klafkis pointe. At eleven ('den studerende', kursisten) skal åben sig for stoffet, og dermed åbner stoffet sig. Det er besynderligt så fraværende Klafki er hos Biesta. Det er der bestemt behov for.

Og nej, jeg har ikke sans for Biestas tredje vej, fordi der stort set ikke er mange inden for den mere eller mindre progressive pædagogik, der fornægter verden og behovet for at åbne sig for den. Måske kan man finde nogle, der insisterer på en stærk curriculum-orienteret tilgang, men de vil nok typisk være af angelsaksisk herkomst. Og nok kan man finde nogle enkelte, der mener, at det hele drejer sig om barnet, som skal tillades en ubesmittet tilgang til verden - Rousseau-agtig romantisme. Men der vil være langt imellem dem. Langt de fleste inden for den pædagogiske tænkning er interesserede i, hvordan børn, unge og voksne kan blive bragt i et forhold til verden, hvor der både er plads til og forståelse for samspillet mellem subjektet og det andet og 'den anden' - altså forbindelsen mellem subjektet forstået kontekstuelt og det, der er omgiver subjektet og som subjektet er en del af og tager del i. Subjektet - den lærende - befinder sig i en evigt forskydende konstellation mellem sig selv, de andre og sin øvrige omverden. Det at lære betyder at forandre sig i forhold til denne konstellation, så man kan mere af det, man gerne vil, end man kunne tidligere.

Undervisning

En del af kritikken, Biesta rejser, handler om det, han opfatter som en afvisning af undervisningsbegrebet - evt til fordel for et læringsbegreb. Og det er jo rigtigt, at læringsbegrebet har været og i øjeblikket er overtaget af en meget underlig opfattelse af ‘læring’, nemlig som et bestemt indhold, der skal tilegnes. Men det er mest af alt et politisk og ideologisk defineret læringsbegreb (et konservativt pædagogisk begreb ud fra Biestas kategorisering), som ikke finder meget resonans inden for den pædagogiske tænkning.

Jeg vil på ingen måde afvise undervisningsbegrebet - og jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan udslette forskellen mellem undervisning og læring, da de jo udgør et relationelt forhold mellem den undervisende (læreren eller den, der forholder sig som lærer til en anden) og den lærende, der udvikler sig og sin kunnen/viden/holdning.

Undervisningsbegrebet er efter min opfattelse helt afgørende. Uden undervisning, ingen skole. Men Biesta tager fejl, når han tror at være den eneste, der vil fastholde undervisningsbegrebet. Men undervisning kan betyde så meget andet, end Biesta mener, det gør, hvor det er efter min bedste mening burde hedde: prædiken (se næste punkt). Undervisning betyder for mig at se at føre til undring og refleksion. At provokere til at se, at ting kan forholde sig anderledes, end den underviste tænkte i udgangspunktet. At få den underviste til at undre sig over, hvordan noget hænger sammen, og hvordan det kan forstås ift. den enkelte og den sociale sammenhæng, den enkelte befinder sig i. Undervisninger derfor også guidning og facilitering af undringsveje til indsigt og forståelse. - Igen kan man jo pege på Klafki, der jo havde denne opfattelse af undervisning. Ikke fordi jeg skal være nogen fortaler eller talsmand for Klafki. Der er sikkert meget, jeg ikke vil være enig med Klafki i.

Transcendens

Biestas tredje vej er modsat Klafkis utænkelig uden en transcendentalitet. Der er noget, der er større end den socialt etablerede verden, der må ses som konstitutiv for en menneskelig væren og for menneskelig eksisten. Jeg tillader mig at anfægte denne transcendentale størrelse uanset, hvad man kalder den. Jeg kan ikke se, at det ikke er en præmoderne efterladenskab, som samles op som alibi for fri hævd på det eksistentielle eller åndelige område. Det er for mig at se en ekstrem form for konstruktivisme, som Nietzsche kaldte for nihilisme: nemlig det at hævde, at der er noget, hvor der ikke er. For Nietzsches samtid havde det ofte navnet Gud, men det kan jo hedde hvad som helst.

Konstruktivisme

Kritikken af konstruktivismen hos Biesta forekommer meget fortegnet, som om han ikke har gidet sætte sig ind i, hvad konstruktivisme er - eller hvordan forskellige former for konstruktivisme fungerer.

Biesta forholder sig til konstruktivisme som om, det er en position, hvor man eller den enkelte blot kan konstruere verden efter forgodtbefindende. Og det gør han jo nok fordi, der i hans system er ‘et noget’ og ‘et nogen’, der er hævet over den historiske virkelighed - noget der falder uden for tid og sted - altså en eller anden form for idealisme, hvor det ‘ideelle’ har en virkelighedsstatus, der transcenderer det historisk givne.

Men hvis man ser på, hvad konstruktivismen betyder i erkendelsesteoretiske forstand, så betyder det jo, at man for at forstå verden må sætte ord og begreber på den. Hvordan skal man forstå verden, hvis man ikke benævner den - evt som en dans eller en nuance? Verden bliver til for os, når vi re-præsenterer den for os selv og hinanden. Men det kan vi kun gøre i en historisk kontekst, hvor erfaringer og repræsentationer er akkumulerede i etablere systemer - diskurser. Om disse kan der strides, men de kan ikke være subjektive, da betydning og mening aldrig opstår i et tomrum.

Selvom ‘konstruktivisme’ for Biesta banaliseres, vil han heller ikke kunne acceptere en mindre banal form for ‘konstruktivisme’, da det vil stride imod hans transcendentale udgangspunkt. Så her er der tale om en ren og skær uenighed mellem Biestas position og en pragmatisk, som jeg vil tilslutte mig. En pragmatik undlader dog at stille ontologiske spørgsmål, da de ikke vil give mening eller kunne finde afklaring.

Biesta inspirerer til dialog

Det fine ved Biestas skriverier er, at de lægger op til at holde den pædagogiske dialog åben. Han er rigtig god til at få os til at tænke over pædagogikkens grundlag. Derfor er hans bøger vigtige. Men set fra min stol er de vigtige for de spørgsmål, de stiller, og ikke for de svar, de leverer - hvilket Biesta jo også selv peger på.

Derfor er jeg også glad for din kommentar, Lærke. Den bidrager til den pædagogiske dialog, så vi ikke bliver stående ved troen på, at vi allerede har fundet svaret - eller svarene.