Præstationer og perfekthedskultur

1) Hvordan tror du, presset for at klare sig godt i skolen, påvirker børn og unge?

Undervisning handler blandt andet om, at elevers nysgerrighed skal pirres, og at de skal udfordres på deres måde at forstå verden omkring dem på. Børn skal på en gang bekræftes i deres forståelse af verden og udvikle sig. Det betyder at undervisning skal gøre to ting på en gang: både bekræfte og sætte spørgsmålstegn ved, hvad elever ‘ved’ og ‘synes’ om noget.

Derfor er et vist pres også nødvendigt, fordi det er nødvendigt, at man forventer, at eleverne udvikler sig; at de udfordres. Børn har brug for det, man kalder ‘mestringserfaringer’, hvilket betyder, at de skal have udfordringer, som er svære for dem, men ikke sværere end, at de med en indsats - kreativ, kognitiv, kollaborativ, gennem flid osv - kan løse den. Her taler man om, at børn kan klare udfordringer af en vis størrelse eller, at det ligger inden for den enkelte eller gruppens zone for udvikling. At det er noget, der kan bringe dem et nyt sted hen, men at det nye netop er opnåeligt, hvis eleven/eleverne gør noget for det.

Denne omvej fører til dit spørgsmål om, hvordan presset for at klare sig godt i skolen påvirker børn og unge, da det som sagt er vigtigt, at børn og unge ved, at det at gå i skole også er, at man stiller forventninger til, at de udvikler sig lærende i en retning, som skolen/samfundet har sat op: altså de mål for viden, kunnen, socialitet, tilegnelsesmåder, adfærd osv. skolen/undervisningen stiller. Målene gælder for den enkelte og for klassen som et fællesskab. Her er det vigtigt, at målene for de enkelte elever kan varierer efter elevernes forskellige udgangspunkter.

Når presset udelukkende eller primært er på ‘at klare sig godt’ i betydningen at leve op til nogle forventninger, der ikke er afstemt med eleverne og de enkelte elever, så opstår der en modsætning mellem elevernes motivation og selvforståelse på den ene side og de mål, de skal leve op til på den anden. Dette bidrager til, at der opbygges en kultur, hvor den enkelte elev ikke nødvendigvis motiveres i sin lærende udvikling, men tværtimod ser sig selv og (undervisningen) som noget, der står i modsætning til hinanden. Elever kan opleve, at de skal leve op til nogle mål, der ikke har noget med dem at gøre. Men de lærer også, at hvis de vurderes til at leve op til målene, så belønnes de med ros fra skolen og måske også fra forældrene. De lærer på denne måde, at det er vigtigere at leve op til andres forventninger end at udvikle sig i overensstemmelse med en egen personlighed og identitet. Nogle af dem, der ikke kan leve op til forventningerne, vil føle sig ekskluderet fra den dominerende skolekultur og måske betragte viden, læring, udvikling som noget, der er forbundet med negative følelser, noget der er forbundet med noget, som disse elever ikke er og ikke er en del af.

Så man kan sige, at et eksternt pres - eller følelsen af et eksternt pres - dels splitter eleverne og dels er med til at fremmedbestemme eleverne. Elevernes udvikling gøres derved mindre harmonisk.

2) Er det et problem at stræbe efter at undgå fejl? Hvorfor (ikke)?

Ja, det er et stort problem, hvis man arbejder på en måde, hvor man vil undgå fejl. Hvis man kun holder sig til det, man er sikker på er rigtigt eller virker, så er man ikke særlig undersøgende, eksperimenterende, kreativ osv på måder, hvor man udfordrer sig selv, sin viden, kunnen osv. Hele tiden at gå efter det sikre kan være en forhindring for udvikling og nye erfaringer med omverden.

Man lærer rigtig meget ved at forsøge sig frem, ved at afprøve noget (nyt). Så hvis man er bange for dét, fordi man ikke vil begå fejl, så er det en barriere for at lære noget (nyt).

3) Hvis ansvar er det, at sørge for børn og unge ikke føler et for stort pres?

Efter min opfattelse er mennesker hele tiden ved at blive til. Det betyder, at man ikke er nogen, men man er ved at blive nogen. Man er på vej til sig selv, kan man sige.

Og i dette har alle et ansvar. Forældre har et stort ansvar i den måde, hvorpå de taler om og til deres børn; det handler om god opdragelse. Børnene skal først og fremmest mærke kærlighed og accept af at være den, de er. Samtidig er det også forældres ansvar at støtte børn i deres udvikling, så børn hele tiden er på vej til at blive den, de (bliv)er. Forældre må gerne udfordre deres børn, men de må ikke presse dem. Forældre må dog også gerne hjælpe børn, der ønsker at presse sig selv. Det kan være at støtte dem i alle mulige aktiviteter, hvor børn gerne vil udfordre sig selv.

Det er også lærernes og skolens opgave og ansvar, at børn mødes både som de individuelle personer, de er, og som den elevgruppe en klasse udgør. Skolen skal på en gang møde den enkelte og gruppen, og det er skolens ansvar, at den enkelte og gruppen spiller sammen. Den enkelte bliver også til i social sammenhæng, og det at lære sociale omgangsformer er en vigtig del af skolens opgave.

Som jeg skrev tidligere, så skal undervisningen udfordre eleverne, men den skal ikke presse dem. Det bør handle om lærende udvikling - ikke om præstationer. Udvikling er i overensstemmelse med den enkelte, hvorimod præstationer er til for andre/noget andet. Der er derfor også stor forskel på undervisning og træning til sport eller andet. Undervisning handler om den enkeltes udvikling ift. den enkelte selv, hvorimod sport handler om udvikling i forhold til nogle mål (hurtigere, højere, længere) eller konkurrence om at blive bedst/komme først. Selvom man kan bruge sport til personlig udvikling, så her pointen med sport (som konkurrence), at der er nogle ydre kriterier for succes. Når vi taler lærende udvikling, så er kriterierne ikke eksterne, men hænger sammen med den enkeltes ønsker, behov osv.

Men det er også elevernes ansvar ikke at bidrage til eller forsøge at leve op til et eksternt pres. Eleverne skal ikke konkurrere med hinanden, men forsøge at gå til undervisningen ved at finde deres motivation i, hvordan de kan udfordre sig selv ift. undervisningsaktiviteterne. De skal være nysgerrige på at finde ud af verden, lade sig åbne for den. Elever skal derimod undgå at hævde sig på bekostning af hinanden. De skal betragte klassekammerater som nogen, de sammen kan udfordre verden med.

4) Hvordan mener du, karakterræset påvirker børnenes modtagelighed for læring?

Når man taler om karakterræs, så skyldes det, at karaktererne har fået en betydning, som ikke har noget med elevernes lærende udvikling at gøre. Karakterræs er netop en måde at bruge eller forstå karakterer på, hvor de tillægges samme betydning som måleenheder ved sportskonkurrencer.

Man kan bruge karakterer som et udtryk for, hvor eleverne er i deres udvikling ud fra nogle mål, der er fastsat for den enkelte elev. Her vil karakterer være udtryk for, hvor eleven er i sin udvikling. Karakterer, der bliver brugt for at sammenligne elever med hinanden, lægger derimod ikke op til, at fokus er på elevernes lærerende udvikling.

Ydermere er der det problem med karakterer, når de anvendes som belønninger, at de selvstændiggør sig fra det, de angiveligt skulle være et mål for: elevens læring. Og når eleverne ved eller tror, at karakterer er belønninger, så lægger det op til at ‘game systemet’, så elever gør det, der udløser gode karakterer, men ikke det, der støtter deres lærende udvikling. Disse to ting er nemlig slet ikke det samme.

En yderligere negativ ting ved karakterer i den måde, de bliver brugt på, er, at eleverne mere eller mindre gøres til eller forstås som deres karakterer - altså at der sættes lighedstegn mellem karaktereren og den enkeltes identitet. Når man taler om 12-tals-piger eller kan sige Anders er dygtig ud fra en karakter, så kan elever opfatte deres egen værdi som det, der måles med karakterer. At det er eller kan opfattes sådan skyldes den måde, vi som samfund (hvilket forældre og skole bidrager til) anvender og forstår karakterer på.

Så når man bruger karakterer, så er det vigtigt, at man taler med eleverne om, hvad karakterer er, og hvordan de skal forstås. Det er vigtigt, at karakterer knyttes til den enkeltes udvikling og ikke bruges som belønning eller straf, og at det ikke knyttes til den enkeltes identitet. Den enkelte elev er langt mere og andet end sine karakterer (på samme måde som en med en (kronisk) sygdom er meget andet og mere end sin sygdom).

5) Hvordan tror du, man ville kunne skabe de bedste rammer for læring? Bør man fx helt droppe karakterer? Fjerne adgangskravene til uddannelser? Undgå eksaminer? 

I forhold til folkeskolen (grundskolen) tror jeg ikke, at karakterer gør noget godt. Jeg tror, det vil være bedre helt at droppe karakterer. Det skyldes, at det er skolens opgave at alle elever anspores til læringslyst, hvor fokus skal være på, hvad eleverne kan udvikle sig til at kunne, vide, ville osv. Læringslyst skal anspores ved at motivere eleverne til at deltage i aktiviteter (undervisning), så de kan udvikle sig. Der vil nok altid også være en tvang involveret og en ulyst ved aktiviteter, hvor skolen skal arbejde med elevernes evne til også at udholde noget, der ikke i udgangspunktet forekommer meningsfuldt og motiverende.

Jeg tror, at det vil være bedre med en afsluttende samlet vurdering af eleverne ift. hvad de skal og kan gøre efter grundskolen. Karakterer forekommer igen ikke at være det bedste kriterium for at vælge ens videre vej i uddannelsessystemet (ungdomsuddannelse).

Jeg ved ikke så meget om ungdomsuddannelser, men også her mener jeg, at man skal være varsom med at anvende karakterer. I hvert fald skal eleverne vide, hvordan og hvorfor de anvendes. Man skal jo hele tiden holde sig for øje, hvad formålet med skolen/uddannelsen er, nemlig at eleverne/de studerende vil (og skal) lære noget mere eller mindre bestemt.

På mange måder kan jeg godt se fornuften i at fjerne adgangskrav til uddannelser, men det vil kræve et særdeles velfungerende vejledningssystem - og muligvis også en række vurderinger med adgangsprøver, adgangssamtaler, eller hvad det nu kan være. 

De bedste rammer for læring og elevernes lærende udvikling er, at der på skolen er en åben læringskultur, der giver mening for de deltagende elever og lærere. Det handler om, at eleverne støttes i deres nysgerrighed ift. det, undervisningsaktiviteterne sigter mod, at de skal lære. Det er skolen og lærernes ansvar, at aktiviteterne er på en sådan måde, at eleverne kan se mening med dem og bliver motiveret af dem. Eleverne skal samtidig mærke, at man forventer, at de er nysgerrige, at de kan og vil noget med deres deltagelse.

Dette stiller store krav til lærerne og skolen, men omvendt er det vigtigt, at skolen bidrager til læringslyst frem for at kvæle den til fordel for at præstere ud fra nogle kriterier, der ikke støtter den enkeltes (og elevgruppens) lærende udvikling.

6) Hvorfor og hvordan er perfekthedskulturen et problem?

Perfekthedskultur er et problem, fordi det er et uopnåeligt mål, og fordi det sætter en målestok for den enkelte, som ikke anerkender den enkelte som unik. Man kan sige, at det bedste er det godes fjende. Med det mener jeg, at perfekthed (det bedste) altid gør det gode til noget, der ikke er godt nok. Dermed lægger perfekthedskultur op til, at alle skal være utilfreds med sig selv. Den lægger endvidere op til, at der kan være personer med forskellige værdier ift. hvor tæt på eller langt fra, de er ift. det, der opfattes som det perfekte. På den måde er perfekthedskultur også en stratificeringsmekanisme - altså en måde, hvorpå man kan inddele mennesker i forhold til deres (opfattede) ‘værdi’.

Perfekthedskultur er også problematisk, fordi det negligere forskellighed. Når noget opfattes som perfekt, så forhindrer det forskellige kriterier for det gode og eftertragtelsesværdige og etablerer ét system som det afgørende. Dermed bidrager perfekthed til at fjerne værdien af forskellighed og den rigdom, der ligger i det.

7) Tror du, perfektionismen blandt unge og presset, de føler, har ændret sig gennem årene?

Ja, jeg tror, at perfektionismen historisk set har forandret sig, ligesom jeg tror, den kan have forskellig udbredelse i samfundet. I øjeblikket er der en relativ massiv præstationskultur, hvor alt gøres til ret simple spørgsmål om at du eller ikke du til noget. I skolen er der stor vægt på særlige mål, der ikke er tilpasset den enkelte. Der er også en massiv forestilling om rigtige måder at se ud og klæ sig på.

Omvendt er sociale sammenhænge også kendetegnet ved, at der etableres hierarkier, hvor nogen er mere end nogen andre. Dette er universelt i den menneskelige historie. Men mængden af det, og hvor meget plads, der er til at stikke ud og ikke forsøge at leve op til de samme standarder er forskellige.

Hvis man kigger tilbage i historien, vil man også se stratificeringsmekanikker udfolde sig. Hvordan er man et rigtigt ‘arbejderbarn’ eller et rigtigt ‘direktørbarn’ var også på spil for 50 og 200 år siden.

Men det samfund, vi har i øjeblikket, er meget fokuseret på individualisme og konkurrence mellem individer, hvilket giver næring til perfektionisme og det, du kalder perfekthedskultur. Men der er jo også masser af modstand mod det. Jeg oplever både klimaaktivisme og identitetspolitik som positive ytringer, der går imod en alt for snæver forestilling om, hvad der er det rigtige og perfekte. Der er også flere unge, der forsøger sig med anderledes kommunikationsformer - så hvor man kan se sociale medier som noget, der bidrager til en perfekthedskultur (vi vil alle være ligesom, vi tror youtubestjernerne er), så giver de samme sociale medier mulighed for modfortællinger, som eksempelvis når Emma Holten bruger medierne imod hævnporno og sætter en anden dagsorden, der handler om, at man ejer sin egen krop.

Tak for dine spørgsmål

Venlig hilsen

Ove

Man kan se Siljes artikel her

Billedet er hentet fra Tiny Budha: 'Overcoming Perfectionsim in a Culture That Promotes It'.