Om dannelse med mere

Blog

Kunstig nærhed

Kunstmuseet i Aalborg lavet et treårigt projekt, hvor børn skal opleve kunst med kroppen og ikke gennem en skærm. Et godt projekt, men markedsførst som et antiprojekt, hvilket har vagt en del undren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På twitter foregår der mange gode pædagogiske diskussioner under hashtaget #skolechat. I den forløbne uge var der blandt andet en diskussion af et nyt initiativ fra KUNSTEN - kunstmuseet i Aalborg - der i en treårig periode vil de med deres ‘Kreativarium’ skabe rum og zoner for, at børn får direkte kontakt med kunstværker og lærer kreativitet at kende ved at bruge deres hænder og resten af kroppen.

Om dannelse med mere

Jeg er idehistoriker og ansat på Center for Skole og Læring på Professionshøjskolen Absalon. Mine faglige interesser spænder vidt og omfatter blandt andet 'dannelse i det aktuelle samfund', skoleudvikling, forholdet mellem skole og samfund, professionelle læringsfællesskaber, netværkslæring samt digitale og sociale medier til undervisning og udvikling. Jeg er medstifter af foreningen SUMU - Sekretariatet til Udvikling af Modig Undervisning, som har til formål at støtte initiativer, der forholder sig udfordrende til gængse rammer for undervisning og didaktiske designs. Jeg debatterer aktivt skoleforhold på Twitter, hvor du finder mig under navnet @oveucsj

Børn skal møde kunsten med kroppen

“Kreativitarium har fokus på børns direkte møde med kunst og giver børnene mulighed for at bruge hænder og krop, når de går på kunstmuseum”, hedder det blandt andet.

Det lyder på alle måder som et rigtig fedt projekt, og det skal nok give mange børn - 75.000 er målet - gode og berigende oplevelser.

Medier giver distance

Det var nu ikke så meget det, diskussionen på Twitter handlede om. Den handlede om, at projektet er rammesat ud fra, at det handler om, at holde børnene væk fra en skærm. Tendensen i museumsverden har været, at man har taget digitale medier og formidlingsformer til sig, men med Eksperimentariet skal det være slut - ikke mere af det der med digitale medier.

Så projektet sælges primært som en erstatning for noget; en frelse kan man måske ligefrem kalde det. De digitale medier betragtes som modstanderen for at give børn mulighed for at være kreative. Eller som den gode giver af projektmilionerne siger:

“Børn og unge får nu en mulighed for at få et frirum fra de digitale medier. Kunstmuseet Kunsten, der ligger i Aalborg, laver et modtræk til den digitale verden og åbner Kunstens Kreativitarium.”

Begrundelser eller min syge moster?

Denne udmelding fik professor Ole Sejer Iversen til at påstå, at man vil trække staniolhatte ned over hovederne på børnene, fordi den vil ‘beskytte dem mod den digitale fare’.

Det er en besynderlig logik, der er på spil. For det første er der masser af rum, hvor digitale eller andre medier spiller en meget lille rolle. For det andet er der ikke nogen modsætning mellem brug af medier og kreativitet. For det tredje kan medier af forskellig art både bruges til at isolere mennesker fra hinanden og bringe dem tættere på sammen, ligesom mennesker kan bruge medier alene eller til at skabe noget sammen.

Hvad er det, medier gør ved folk?

Med andre ord er det ikke så meget medierne, der forhindre noget af det, museet - og Nordea - gerne vil, men det nogle medier somme tider bruges til. Og det gælder jo hvadenten de er digitale eller analoge. Det at læse en bog bidrager ikke i sig selv til selskabelighed eller fællesskab. Men boglæsning kan sagtens bidrage til og indgå i fællesskaber. Jeg går også ud fra, at man i Kreativariumet vil bruge forskellige medier og formidlingsformer, der både ville kunne anvendes til at skabe nærhed og fjernhed; individuel forbrug og fællesskabsdannelse.

Det problematiske ved den måde at ‘sælge projektet på’ er for det første, at man får demonstreret meget lidt indsigt i medier og teknologi. Den implicitte forståelse af teknologi er meget banal og snæver, hvilket ikke lever op til, hvad man må forvente af museumsformidling. For det andet bidrager det til en fortælling om ‘den rigtige’ tilgang til og forståelse for både kunst og kreativitet og den forkerte. Som om kunst ikke også er teknologi - Selve det moderne begreb om kunst er tæt knyttet til en forståelse af teknologi og materialebeherskelse - Så man kan også sige, at Kreativarium er udtryk for en snæver og banaliserende kunstforståelse.

Hvad er så pointen?

Hvis man gerne vil bidrage til en kritik af, hvordan digitale medier anvendes i forskellige sammenhænge, så kan man gøre det ved at vise, hvordan man kan anvende dem bedre. - Ikke at man behøver at gøre det med KUNSTENs projekt - det er sådan set slet ikke pointen.

Men en pointe er det, at det er ualmindeligt tyndt at ville få et projekt til at se godt ud ved at henvise til, hvad det ikke er. Gå dog ud i skoven, hvis I vil være fri for medier - og der er masser af mulighed for at være kreativ. Og hvis I gerne vil have, at børn skal møde kunsten, så tænk over, hvordan I bedst kan få det til at fungere.

I hvert fald forekommer det mig, at man får en meget underlig diskussion, hvis udgangspunktet for kunst og kunstformidling skal knyttes til et formål om at trække børn væk fra noget andet. Ret beset er Kreativariumet vel også et alternativ til at dyrke sport og andre fritidsinteresser - men det skriver de ikke noget om hos KUNSTEN eller Nordea.

Henvisning: Millionstøtte skal få børn væk fra skærmene, Nordea.