Er bæredygtighed en dannelsesopgave?

Foto: Pixabay.com

En overskrift i Skolemonitor lød den 30. september i år: “Uddannelsesdebatten trækker bæredygtighed ind i skolen: »Klimakrisen kalder på, at skolen udvider sin dannelsesopgave«” Under overskriften argumentere forskellige skolefolk for, hvorfor det er vigtigt, at skolen påtager sig opgaven og får klima og bæredygtighed på skemaet - eller i hvert fald at emnet inddrages i undervisningen.

Dette forekommer mig både rigtigt og vigtigt, og der er da også rigtig meget fokus på forholdet mellem skolens opgave og bæredygtighed i øjeblikket. Men betyder klimakrise og bæredygtighed at dannelsesopgaven må revideres?

Ja, det kommer jo an på, hvad man lægger i begrebet dannelse. Hvis dannelse betyder, at den enkelte må have kendskab til vigtige samfundsmæssige emner for at kunne forholde sig til dem, så vil alle vigtige samfundsmæssige spørgsmål være et område for dannelse. Det er vel også det, Klafki peger på, når han udnævner visse samfundsmæssige problemstillinger til at være epoketypiske nøgleproblemer og kræver, at disse skal indarbejdes som emner i skolen. Det er også det, der ligger i ‘digital dannelse’, hvor dannelsesbegrebet bliver sat til at være en begrundelse for arbejdet med digitale medier, platforme og artefakter, for at gøre den enkelte i stand til at tage informerede valg i sit liv.

Jeg finder imidlertid denne forståelse af dannelse problematisk, fordi dannelse her bliver til at spørgsmål om viden, færdigheder og kompetencer, der skal gøre den enkelte i stand til at forholde sig til samfundsmæssige emner. Dannelsesbegrebet mister derved sin betydning som det, der ikke defineres gennem viden, færdigheder, kompetencer og informerede holdninger til samfundsmæssige emner. Dannelse bliver et funktionelt begreb for overordnede læringsmål for medborgerskabsundervisning eller lignende.

I sin bog  FAQ om dannelse har Thomas Rømer en interessant diskussion af forholdet mellem dannelse og pædagogikkens ‘hvad’. For Rømer handler dannelse grundlæggende om “forbindelsen mellem mennesket og verden” (s.13), og han beskriver med Grundtvigs begreb dette forhold som en vekselvirkning, hvor begge dele løbende bliver til. For at denne vekselvirkning kan fungere, hævder Rømer, så må skolen suspenderes fra en samfundsmæssig logik. Skolen skal etablere en zone for fri tid, hvor man arbejder med elevers undring, undersøgelse og kundskabstilegnelse.

Rømer vil derfor ikke være med til at sætte pædagogikken for bæredygtighedens eller verdensmålenes vogn. Bæredygtighed kan ikke som sådan stille krav til pædagogikken. “Dannelsen vil insistere på sin uafhængighed af politiske delemner, herunder klimaspørgsmålet” (s.182). Og han fortsætter med at slå fast, at skolen ikke skal “løse klimaproblemer, men interessere sig for forholdet mellem natur, kultur og suspenderet kundskab”.

Selvom jeg ikke køber ideen om skolen som suspenderet fra samfundet - ‘den frie tid’ - så er jeg enig med Rømer i, at dannelse ikke handler om viden og indsigt i samfundsmæssige eller politiske emner. Dannelse handler om, at elever udvikler en kritisk, refleksiv og selvrefleksiv selvstændig tilgang til sig selv, de andre og verden. Og det gøres ikke gennem undervisning i noget, men ved at udvikle læringsmiljøer, hvor eleverne kan udvikle sig med “selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet”, for nu igen at henvise til Klafkis dannelsesbegreb.

Dannelsesbegrebet har fået sin moderne prægning i oplysningstiden, hvor det var knyttet til en forestilling om det frie - og enkeltstående - menneskes udvikling gennem selvoverskridelse. Dette betyder også, at dannelsesbegrebet, hvis det stadig skal have betydning, må opfattes anderledes, da dannelse ikke kan bundet til en oplysningsfilosofisk opfattelse af sammenhæng mellem bevidst og fornuft. Men i stedet for at forkaste dannelsesbegrebet, som Per Fibæk Laursen har argumenteret for i tidsskriftet KvaN  (nr.110), og i stedet for at gøre det til et begreb om at undervise i samfundsmæssigt set højaktuelle problemstillinger, så vil jeg tilslutte mig den svenske dannelsestænker Jan Thavenius, når han i en bog om det modsigelsesfulde dannelsesbegreb siger:

“Hur antikverat ordet bildning än kan förefalla som idealismens och det borgerliga samhällets oanvändbara utfällning, är det i längden omöjligt att undvika. Det behövs, eftersom historiens olika bildningsbegrepp är centrala i vår kultur… Vi har inget annat begrepp med vilket vi kan diskutera de aspekter som inte faller under utbildning.” (Den motsägelsefulla bildningen)

Dannelse er pladsholder for utopien i en moderne verden, og denne utopi er knyttet til, at skolen giver rum til og muliggør, at børn kan udvikle sig selvstændigt som andet og mere end samfundsborgere. Det er det, dannelse handler om, ikke om bæredygtighed. Men selvfølgelig skal skolen inddrage bæredygtighed, klimakrise, normkritik osv., fordi det er centrale vidensområder, som elever må udvikle sig til at forholde sig informeret til. Det er en undervisningsopgave, som også vil have implikationer for elevernes dannende udvikling. Men at undervise i noget samfundsmæssig set relevant og vigtigt er ikke dannelsens opgave, da dannelse handler om spændingsforholdet mellem det fælles, det individuelle og det, der ikke går op i nogen af dem.