Online-undervisning vender op og ned på mange ting

Den digitale folkeskolen vender og drejer sig

Niels Chr. Saur har skrevet et Indlæg her i folkeskolen med den interessant titel: “Den digitale folkeskole vender den tunge ende nedad”.

Titlen er interessant, fordi der ikke findes en digital folkeskole, men hvis den skulle findes, så er det godt at vide, at der er en person, der ved, hvordan den vender. Det kan være nyttig viden.

Titlen er også interessant, fordi den indikerer, at man kan generalisere på baggrund af en situation, ingen har forberedt sig på. Stort set over natten skulle en hel masse lærere gentænke deres undervisning og undervisningsplaner. Uden forberedelse og for mange uden forudgående kendskab til de digitale værktøjer, portaler og tjenester, der kunne og skulle anvendes - og uden forudgående kendskab til de særlige didaktiske krav, dette stiller - blev lærere, elever og forældre kastet ud i ‘nød-undervisning’.

Det er mildest talt en imponerende indsats, lærerne har leveret - Så al mulig respekt og anerkendelse for det. - Men det er naturligvis ikke rimeligt at vurdere denne undervisning ud fra samme kriterier som den undervisning, der har været planlagt i lang i forvejen og som lærerne er uddannet i og til.

Jeg har derfor skrevet et svar til Saur, som jeg vil dele og elaborere på her:

Generaliseringer fører sjældent til kritisk refleksion

Tak for dit indspil om digitalisering, som mange har syntes rigtig godt om. Indlægget har i skrivende stund fået 117 likes, så du rammer helt sikkert en opfattelse, der deles af mange.

Du har efter min opfattelse ret i, at online-undervisning kan give en række udfordringer for mange elever. Som for folkeskolen generelt så er det vigtigste for at klare sig godt som elev, at man er født ind i en familie med kærlige og interesserede forældre - sådan er det med undervisningen generelt, med lektielæsning specielt og med online-forlagt undervisning i højere eller mindre grad afhængig af elev, alder og et hav af andre forhold.

Men det er en underlig generaliserende tilgang at tale om digitale teknologier, som om det er én ting, der har én særlig måde at fungere på, uden at inddrage det forhold, at alt kan bruges på mange forskellige måder. At hævde at skole er analog lyder som noget romantisk sludder i mine ører - og det er en måde, der helt overser eller ikke har indsigt i, hvad teknologi digital eller jer er for en størrelse.

Det elektriske lys har muliggjort en anden undervisning end undervisning uden eller med andre lyskilder. Er det så undervisningsfremmed? Nej! Løser det udfordringerne i undervisningen ift. de enkelte elever? Nej, det gør det ikke. Og sådan kan man tage teknologi for teknologi og finde, at de kan være løsning på nogle udfordringer, men ikke andre - og at de måske skaber nye udfordringer.

Med det elektriske lys bliver man afhængig af et stabil strømkilde - og man får en øget CO2-belastning. IT-rygsækken kan være en hjælp for nogle børn, men kan også ses som et teknisk fix, der fastholder og positionere eleven på en bestemt måde. Adgang til nettet gør det let for elever at finde svar på simple spørgsmål, blive distraheret af noget uden relevans for skolearbejdet, men det giver også mulighed for at søge kilder, der ellers ikke ville blive inddraget i undervisningen, ligesom det giver mulighed for at invitere andre stemmer ind i undervisningsrummet. 

Teknologi er aldrig løsninger

Men nettet løser ikke de udfordringer, som du peger på, skolen har med vende på en bestemt måde - og det gør skrivehæftet, blyanter og kridttavle heller ikke. Der er nemlig tale om en social udfordring - der heldigvis overkommes i rigtig mange tilfælde.

Dybest set handler det om, hvordan man som lærer anvender de midler, man har til rådighed - og hvis man vil blive god til det, så handler det også om at turde udfordre vanetænkningen. Det kunne jo være, man kunne komme til at gøre noget, man ikke kunnet tidligere? - Vi kalder det 'didaktisk fantasi'!

Men allerede denne direkte sammenligning forskyder det interessante, som netop ikke er den direkte sammenligning ud fra det gældende; det nuværende. At inddrage nye redskaber, bygninger, steder betyder nemlig også, at forholdene bliver anderledes, og at undervisningen bliver anderledes - og altså ikke kan vurderes ud fra om enkelte elementer bliver forbedret eller forringet; mere eller mindre. Skolen og undervisningen udvikler sig - og det kan bringe noget godt og noget skidt med sig. Det er en skolepolitisk og pædagogiske kamp om normative værdier.

Erfaringer danner grobund for en mere kvalificeret diskussion

Den ideologiske afvisning, du har af alle former for anvendelse af digitale dimser og tjeneste, forekommer mig at være den mindst produktive i forhold til at have børnene/eleverne i centrum. Og vi skal, efter min opfattelse, bruge alle de midler, vi kan for at sikre, at alle børn får et fedt skoleliv - det er den store opgave. Og hvis nogle lærere og skoler kan anvende dingenoter og værktøjer, du ikke kan lide, til det - så synes jeg bare, de skal give den fuld skrue - og at de hele tiden skal tænke på: hvordan er det, vi får flere med, hvordan er det, vi arbejder med, at elevens baggrund ikke skal være afgørende for, om eleven får gode oplevelser og støttes i at udvikle sig mest muligt som et myndigt individ i et fællesskab.

Digitale læremidler og online tjenester kan være en del af dette - men det er et didaktisk og pædagogisk anliggende - ikke et teknologisk, hvilket du med dine forestillinger lægger op til.

Det store forsøg med online-undervisning vi oplever i øjeblikket vil give alle et større erfaringsgrundlag. Og man kan håbe på, at det gør den videre diskussion om, hvordan vi tilrettelægger undervisningen og hvilke teknologier, der bliver inddraget bliver underlagt spørgsmålene: hvorfor, hvordan, hvornår, for hvem, i hvilke sammenhænge osv. - og at vi ikke fortsætter i den ukvalificerede meningsudveksling, der i al for høj grad har præget debatten - og gjort den til et spørgsmål og for og imod teknologi i stedet for at handle om elevernes udvikling ud fra pædagogiske (for)målsstæninger.