Bøgernes skole eller nysgerrighedens?

Bøgernes skole

Der foregår konstant gode diskussioner om skolen, og de foregår alle steder. Ikke kun på Christiansborgs gange eller i skolens personalerum, men også ude i det, som nogle kalder ‘civilsamfundet’. Et af de steder, hvor gode og offentligt tilgængelige diskussioner opstår er på Twitter - især under hashtagget #skolechat.

En af disse diskussioner kom jeg selv til at deltage i, da jeg følte mig kaldet til at kommentere, hvad jeg opfattede som et temmelig provokerende tweet fra Thomas Aastrup Rømer, der skrev “Mon ikke at alle er enige om,a t der er 10000 gange vigtigere, at børn læser god skønlitteratur, end at de spille pc-spil eller chatter på dit og dat?”

Rømer uddybede sin opfattelse ved at pege på, at han ønsker “en helt almindelig jævn skole, hvor bøger er det væsentlige, og hvor man ikke spiller pc-spil eller har google i lommen, og hvor enhver form for learning analytics og læringsplatform er bandlyst.”

Rømers skole er én, hvor kundskaber og lærere spiller en afgørende rolle, og centralt for kundskaberne er netop bøger. Den viden og de erfaringer, der er gjort skriftlige. Der kan åbnes for film, så længe de bliver set i mørker, og hvor der ikke foregår nogen interaktion.

Teknologier bestemmer

Det er interessant, at Rømer lægger om til en teknologikritik, hvor allehånde digitale teknologier uanset deres beskaffenhed, funktion eller brug skal bandlyses. De er kommet ind i skolen uden at blive inviteret så at sige, og han opfordre til, at man i skolen følger Imran Rashids råd om at slukke for den digitale (informations)strøm.

Når denne teknologikritik er interessant, skyldes det ikke mindst, at den fremhæver en teknologi, nemlig bogen for bogens skyld. Det er teknologien bogen, der fremhæves ved siden af den gode litteratur. Men litteratur, understreger Rømer, kan kun være god, hvis den formidles gennem en bestemt teknologi, nemlig bogen - og det er ovenikøbet bestemte bøger, der er gode. Rømer lægger dermed også, såvidt jeg forstår, op til en særlig kanon: ‘den gode litteratur’.

Nysgerrighed

Efter min opfattelse rammer Rømer helt ved siden af skiven i forhold til, hvad skole handler om. Skole handler om at udvikle børnenes nysgerrighed i forhold til sig selv, de andre og alt det, der er omkring dem; deres omverden. Og skole handler om, at børn udvikler sig, så de kan forholde sig aktivt til sig selv, de andre og deres omverden - så de indgår både som ‘sig selv’ og i større fællesskaber. Det kræver kundskaber og viden, der udvikles og nærres gennem elevernes åbenhed og nysgerrighed. - Og det er skolens og lærernes ansvar.

For at denne proces kan lykkes kræver det, at de møder ‘det andet’ og ‘de andre’, så deres erfaringer dels udvides gennem det, de ikke selv har gjort sig erfaringer om. Og at de møder andre perspektiver på det, som de har gjort sig erfaringer med. Det er det, undervisning skal bidrage til, og det kan ske ved hjælp af hvilke som helst hjælpemidler, der kan bidrage til processen. Elevernes aktiviteter - både individuelt og sammen - skal også bidrage til denne proces. Alt der bidrager til processen og som også gør, at eleverne engagerer sig i aktiviteterne, har en plads her.

God litteratur kan således tilgås gennem forskellige teknologier - trykte bøger eller digitale bøger. Bøger ændrer sig naturligvis med deres form, men hvis formen og indholdet samlet set bidrager til elevernes lærende udvikling, så er fint. Det samme gør elevernes egne forsøg på at finde svar på spørgsmål ved at søge viden på biblioteker og i leksika uanset, hvor de finder dem henne.

God litteratur er god, fordi den går i dialog med elevernes gennem deres læsning og tilegnelse af den. Her er formen for litteratur ikke vigtig - og det er heller ikke vigtigt, at det nødvendigvis følger en bestemt narrativ. God litteratur aktiverer læserens fantasi og udvider læserens kendskab til verden bredt forstået - Om litteraturen er computerspil, brætspil, rolleleg, eller Folk og røvere i Kardemomme By er principielt set ikke det afgørende.

Didaktisk fantasi

Det betyder ikke, at man i undervisningen ikke skal lægge op til bestemte aktiviteter, der benytter sig af forskellige begrænsninger. Man kan lave aktiviteter, hvor alle skal have bind for øjnene, som skal foregå ude ved en sø, som skal foregå med analoge ressourcer, eller skal foregå udelukkende ved hjælp af, hvad man kan lave med to piberensere en pakke spaghetti og en skumfidus. Det afgørende er formålet for det didaktiske design. Hvad der kan begrundes didaktisk og som ikke går ud over de rammer og samværsformer, man er blevet enige om, for hvad der kan foregå i en skole, skal man da bare kaste sig over.

Hvis det samtidig udfordrer rammerne for elevernes - og lærernes - forforståelser, så er det bare et ekstra plus. Det handler om at give rum for lærernes didaktiske fantasi.

Men det handler også om, at man ikke skal acceptere en dagsorden, hvor bestemte aktivitetsformer presses ind i skole - eksempelvis gennem mere eller mindre bevidstløs digitalisering, der ikke begrundes didaktisk i konkrete situationer. Her er jeg enig med Rømer og hans kritik. Jagten på effektivisering og opstilling af konkrete mål for hvert enkelt barns (primært kognitive) udvikling er med til at underminere den gode skole, hvor børnenes hele udvikling er det centrale.

Teknologier er ikke gode eller dårliger - eller neturale for den sags skyld. De er redskaber, der kan anvendes med et formål. Og det er det, der er det afgørende - ikke teknologien.

Og ja: jeg går ind for læsebånd og at børn skal stifte bekendtskab med mange forskellige teknologier, så de også får mange erfaringer med, hvad de forskellige former for videns- og erfaringsformidling kan for dem. Det er børnenes og elevernes nysgerrighed, det handler om - ikke lektor Rømers præferencer for en bøgernes skole, selvom jeg har stor respekt for samme lektor Rømers arbejde og helt legitime og anderledes perspektiv på skole.

PS: Gå evt. selv på Twitter og følge diskussionerne om skole, didaktik, pædagogik, teknologi i skolen og andre spændende emner på #skolechat 

Tak til Thomas for diskussionen!