Hvem gør hvad med hvad og med hvilket formål? - Om digitalisering og skole

Folkemødet er netop overstået, og så vidt jeg har forstået, har der været mange gode debatter og diskussioner. Også nogle, der har handlet om skolen. Og det er rigtig godt, at der er en levende skoledebat.Et emne, der kom op igen igen, var spørgsmålet om digitale medier i forhold til skolen. Gør digitale medier, ressourcer, værktøjer, platforme osv. noget godt for skolen, eller er de tværtimod noget, der er en forhindring for god og vedkommende undervisning? Godt spørgsmål, men efter min mening er det helt forkert stillet. Det handler ikke om, hvorvidt forskellige ressourcer og værktøjer er gode eller dårlige - men om, hvad man vil med undervisningen, og hvordan man kommer der til.

'Det digitale' er gift for børns læring

Af en af diskussionerne  fremgår det, at Alexander von Oettingen prorektor på UCS  mener, at 'det digitale' er en forhindring for læring, ja det er faktisk ren gift: “Det digitale er ren gift for børn, der skal lære at regne, læse og skrive. Det digitale er tempo, tempo, tempo. Læring kræver langsomhed. Det handler om at være tilstede i tid, sted og krop. Kroppen er meget vigtig. Det digitale er antikropsligt. Et barn skal skrive ”mor” i tre uger for at lære det.” (Thomas Kokholm: 'Stikker digitaliseringen af med folkeskolen?')

Her tillægges ‘det digitale’ en særlig kvalitet, der gør, at det er lærings- og menneskefremmed - ja måske ligefrem menneskefjendsk - i hvert fald er 'det digitale' noget, der forhindrer en god udvikling hos eleverne.

Substantiver og substanser

Men hvad er det digitale i forhold til andre genstande som bøger, papir, åløb og kridttavler? Besidder ‘det digitale’ en særlig ontologi, der gør, at det er fremmed for kognitiv, social og følelsesmæssig udvikling? - Eller er det bare noget, som føles fremmed for de, der vælger ikke at ville have med det at gøre, eller bare fordi de ikke har været vant til at anvende det evt. i en skolemæssig sammenhæng?

At hævde, at visse værktøjer - hamre, kridttavler, plastikmodeller af indre organer, blyanter osv. har en særlig nærværende status for børns udvikling og læring forekommer at være en fejlslutning, da den går fra en materialitet til en effekt for den, der bruger værktøjet. Altså at det er værktøjet eller ressourcens fysiske egenskaber, der er afgørende for dens betydning for brugen. Substantivet og substansen af et værktøj er det afgørende - ikke dets brug, der i argumentationen forekommer mere eller mindre ligegyldig - og i hvertfald uden egentlig betydning for brugerens (elevens, lærerens) udvikling og meningskonstruktion.

Men værktøjer, ressourcer og steder kan vel bruges på forskellige måder, der afgør, hvad der sker i interaktionen mellem værktøj, bruger og det der konkret gøres noget med. Læring og udvikling handler om verber - hvem gør hvad med hvad og med hvilket formål - ikke om den ene del alene. Kridtstreger på en tavle kan således også bruges på forskellige måder, af forskellige aktører med forskellige formål. Der er ikke noget internt eller nødvendigt forhold mellem kridtstreger og et ønsket resultat.

Det moderne og effektivisering

At hævde, at ‘det digtale’ er tempo, tempo, tempo er dybest set noget underligt noget - og det ser helt bort fra den konkrete og den historiske kontekst.

Det øgede tempo sker i det, vi bruger værktøjer til - altså er det brugen, der er eller kan være tempofyldt. Men det er jo samtidig rigtigt, at der nok er for meget fart på i skolen - effektivitetskravene, måling og konkurrence, kan være dybt problematiske. - Men at tillægge dette nogle bestemte typer af værktøjer frem for menneskelige handlinger og beslutninger, forekommer at være en kortslutning - at ‘forrette bager for smed’ så at sige.

Akkordsystemer og effektiviseringer har været en del af det moderne Danmark i umindelige tider. Skolen er selv, som Alexander von Oettingen har vist i flere af sine bøger, et forsøg på effektivisering - og dermed opskruet tempo - af læringsprocesser, fordi læring og udvikling i det omgivende liv ikke er effektivt nok. Børnene kan ifølge von Oettingen ikke nå at lære det nødvendige, og derfor har vi udviklet skole, hvor man kan koncentrere sig om elevernes læring og udvikling befriet for det kaos, der i øvrigt kendetegner ‘livet’ uden for skolen.

Verber og værdier

Denne effektiviseringsmaskine, vi kalder det moderne, kan diskuteres politisk, og den handler om en hel masse forskellige ting - blandt andet værdier og menneskesyn. Og lad os endelig tage den diskussion. Men det kommer ikke til at ske, når man vælger at fokusere på en dims i klasselokalet, så man ikke kan se det større billede - og slet ikke se, hvad det er, der kan bidrage til en god udvikling for eleverne og for god undervisning.

Det er problematiske, når man vil diskutere skole ud fra substantiver og tror, at særlige ‘navneord’ er paradigmatiske for det, der foregår i skolen - og det er i hvert fald med til at forskubbe fokus fra det, der er vigtigt: børnenes hele udvikling i en god skole præget af god og meningsfuld undervisning - til det, der ikke er det, nemlig hvilke værktøjer, der er gode og dårlige.

Jeg vil opfordre til, at vi stopper med at diskutere for og imod det digitale, og i stedet fokuserer på, hvad er det, vi gerne vil opnå. Lad os fokusere på verberne i stedet for substantiverne!