Om dannelse med mere

Om dannelse med mere

Blog

Sætter forskere videnskaben over lærernes erfaringer?

Endnu en omgang om ‘mobildebatten', der prøver at sætte lys på forholdet mellem forksning og professionserfaringer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

(Billedet: All this technolgy is making us antisocial)

Om dannelse med mere

Jeg er idehistoriker og ansat på Center for Skole og Læring på Professionshøjskolen Absalon. Mine faglige interesser spænder vidt og omfatter blandt andet 'dannelse i det aktuelle samfund', skoleudvikling, forholdet mellem skole og samfund, professionelle læringsfællesskaber, netværkslæring samt digitale og sociale medier til undervisning og udvikling. Jeg er medstifter af foreningen SUMU - Sekretariatet til Udvikling af Modig Undervisning, som har til formål at støtte initiativer, der forholder sig udfordrende til gængse rammer for undervisning og didaktiske designs. Jeg debatterer aktivt skoleforhold på Twitter, hvor du finder mig under navnet @oveucsj

Lektor ved Syddansk Universitet Dion Rüsselbæk Hansen har skrevet et indlæg i Skoleliv med titlen: ‘Det er problematisk, at vi sætter videnskaben over lærernes erfaringer.’ Indlægget er et indlæg i den standende debat om mobiltelefoner i skolen.

I indlægget gør Hansen op med den position medieforskeren Kirsten Drotner har stået for, og som argumentere imod, at man fjerne mobilerne i skolen, da det er vigtigt, at børn og unge lærer at omgås den type af teknologi - og det er samtidig vigtigt, at lærerne lærer, hvordan de håndterer de udfordringer, der kan følge med. Hansen udfordrer Drotners position, som han finder problematisk, fordi Drotner for det første overser erfaringerne fra praksis. For det andet vælger Drotner det videnskabelige argument imod forbud, når hun siger, at der ikke er videnskabeligt belæg for forbuddet. Men med samme logik, kan man sige, at der ikke er videnskabeligt belæg for, at mobiler skulle gavne i undervisningen, men her vælger Drotner et politisk, normativt argument for dette, nemlig elevernes ytringsfrithed.

Hansen kommer med en række udmærkede overvejelser om vigtigheden af ‘praktikernes’ erfaringer, hvilket jeg er helt enig i.

Men jeg synes også, at Hansen både forsimpler og fordrejer sagen.

For det første finder jeg det lidt problematisk, at Hansen som så mange andre i denne debat har for travlt med at placere hinanden i nogle uholdbare yderpositioner. Hansen stiller det op, så man enten lytter til praksis eller man ser bort fra praksis. Men sådan fungerer professions- og medieforskningen jo ikke. Forskning er hele tiden informeret af praksis, inddrager praksis, forholder sig til praksis, arbejder sammen med professionsudøvere - og megen forskning laves i tæt tilknytning mellem 'forskere i praksis' og 'praktikeres forskning'. (Så meget for Platon) Så Hansen får opstillet en falsk modsætning mellem videnskab og praksis - al praksis er på mange og intrikate måder både forskningsbaseret og forskningsinformeret.

Hansen bruger dog modstillingen som en typisk retorisk figur, hvor der er brug for en helt og en skurk. I modsætning til samfundet eller tiden, der i Hansens optik, gør videnskaben til helt, så vil han vende det om og vise, at videnskaben underkender praksis - og det nærmest som et princip. Om Drotners position hedder det om forholdet til lærerne: “Pointen er, at med en sådan logik, er hun med til at infantilisere lærerne og ikke anerkende deres daglige erfaringer og pædagogiske skøn som betydningsfulde. Ja, det er som om, at når lærere og andre udtaler, at de erfarer et givent problem, f.eks. med mobiltelefonen, at de så fra videnskabeligt hold mødes med en antagelse om, at de ikke for alvor ser, hvad de ser, og at de ikke for alvor hører, hvad de hører.” Hansen må hævde, at Drotner ikke anerkender, at lærerne og skolerne oplever problemer. Men det er rent faktisk ikke det, hun hævder. Så Hansen får placeret Drotner i en absurd yderposition, som han så kan skyde ned.

For det andet skal man passe på med at hævde, at enten forskningen eller erfaringer gøres til operative sandheder. Erfaringer i praksis er typisk mange- og forskelligartede. Så hvad siger praksis? Praksis siger jo ikke noget (bestemt), ligesom forskningen heller ikke gør det. Så erfaringer og forskningsindsigter må hele tiden inddrages på et operationelt niveau for at give mening i en hverdagssammenhæng. Men for Hansen forbliver der tale om to adskilte domæner, hvor der ikke er nogen nævneværdig udveksling.

Jeg har hørt sætningen 'min erfaring siger mig at....', som ikke betyder andet end: 'jeg mener at....' Og det kan være fint nok, men som basis for undervisning og det at bedrive skole, er det ikke nok. Her må man finde nogle fælles principper for undervisningen, hvor de forskellige opfattelser af ‘god undervisning’ kan diskuteres og udfordres og ikke udelukkende overlades til den enkeltes skøn.

For det tredje så siger dele af forskningen i teknologi, at man ikke kan forstå teknologi som 'en ting', men altid må forstå teknologi i de konstellationer, tingene indgår i. Ja man kan sige, at teknologi ikke findes, fordi den ikke kan lade være med at indvirke på og sammen med de, der bruger den eller gør noget med, ved og gennem den. Derfor kan man med forskningsmæssigt belæg (hvis man anerkender præmisserne for den forskning) sige, at fokus er forkert, når man taler for eller imod mobile devices i skolen. Dette negligerer ikke problemer, men siger, at det findes et andet sted - i en konstellation.

Så for at vende tilbage til Hansens kritik af Drotner. Så er pointen, at den forskning, Drotner henviser til, ikke negligerer, at de måder, elever fungerer på i skolerne fra et undervisningsperspektiv kan give problemer. Men problemerne må forstås sammenhængende. Det er således ikke en enkelt ‘ting’, der skaber problemerne, selvom den ‘ting’ godt kan indgå i problematiske handlemåder. Så forskningen peger på, at man må prøve at forstå problemerne i stedet for at gøre en ting til problemet. - Det er det samme man ser inden for forståelsen af mobning. Det vil være en fejl at se årsagen til mobning som den enkelte mobbers skyld (eller den mobbede for den sags skyld) - Man må som Helle Rabøls forskning viser, se mobning i sammenhæng med dynamikker i klassen (og måske også uden for klassen). På samme måde med de ting, der indgår i sociale sammenhænge - og dermed også undervisningssammenhænge - i skolen. Se nu på tingene i de sammenhængende dynamikker, der er en del af. - Og det uanset om nogle har erfaringer, der tilsiger dem, at det er den enkelte ting, der er årsagen. Her vil medieforskningen hævde, at der er belæg for, at det ikke forholder sig sådan.

Dion Rüsselbæk Hansens indlæg bliver derfor efter min opfattelse problematisk, fordi det forskyder debatten væk fra det, den handler om - nemlig de dynamiske sociale mekanismer, der er på spil i undervisningen og frikvartererne.

Men dermed har jeg ikke sagt noget om, hvordan de sociale dynamikker, hvori der også indgår ting, skal påvirkes i de didaktiske organiseringer, som udgør praksis. Det er straks meget sværere - og det problematiske ved de lette løsninger er, at de netop ikke forholder sig til de komplekse problemstillinger, men bare leder efter et quick fix.

Powered by Labrador CMS