Fornuft og følelse er forudsætninger for meningsfuldt medborgerskab

Bidrager de sociale medier til den demokratiske, offentlige debat - eller er de omvendt mere til skade for den? Det spørgsmål kan måske besvares gennem (titlerne på) Jane Austens romaner: ‘Fornuft og følelse’ og ‘Stolthed og fordom’.

Vi er som statsborgere medlemmer i en stat, hvor vi nyder visse rettigheder og pligter, som er af juridisk karakter. Men vi er også mennesker (et folk?), der har noget for med hinanden. Vi er medborgere, og medborgerskab handler mere om, hvilke værdier og politisk kultur, vi er fælles om; eller vi er enige om at strides om, hvilket også kræver et fælles accepteret grundlag for striden. Med-borgerskab henviser til, at den enkelte også er en del af et vi. Ofte taler vi også om civilsamfundet og om offentligheden. Og det er netop i disse arenaer, at vi bliver til som et vi - og vi bliver til i anerkendelse af, at vi som enkeltindivider og som grupper også er forskellige fra hinanden. Forskelligheden og uenigheden er netop grundlaget for, at vi kan være medborgere med og i gensidig respekt for hinanden.

Forudsætningen for at få dette ‘vi’ til at fungere i en moderne og demokratisk forstand, at vi kan udveksle synspunkter med hinanden. At vi forholder os til hinanden om det, vi er fælles om. Det gælder eksempelvis, når vi bor i en opgang. Her forholder vi os til, hvordan vi skal forholde os på de arealer, vi har fælles eller som har betydning for vores liv sammen. Og det gælder på arbejdspladsen, i institutionerne, i det offentlige rum og foreningerne osv.

Normer og regler

Ved at forholde os til hinanden udvikles normer for vores samvær - og når normerne ikke er nok, bliver vi enige om regler, så vi kan gennemtvinge normerne. Eller vi udgrænser normbrydere på forskellig vis. Man må ikke stjæle kan både være en norm og en regel. Men reglen (loven) har vi, fordi det ikke har været nok at have det som en norm.

At forholde sig til det, vi har for med hinanden, er grundlaget for det borgerlige demokrati. Det borgerlige demokrati voksede ud af oplysningstiden med ideer som ytrings- og forsamlingsfrihed, hvor man også kunne slutte sig sammen, hvis man havde fælles ideer at kæmpe for. Ideelt set består den borgerlige offentlighed af den samtale, vi har med hinanden om de anliggender, vi har fælles og dermed påvirker nogle af os eller måske ligefrem os alle. Derfor er samtalen, diskussion, uenigheden og vores forskellighed og forskellige opfattelser også en del af demokratiet og den demokratiske samtale.

Uenighed kræver enighed om rammer

Den demokratiske samtaler giver dog kun mening, hvis man for det første har en overordnet enighed om, at man udgør et demokratisk fællesskab; at man er medborger i den samme enhed: nationen (eller i gruppen, foreningen, spiseklubben eller lignende). Den anden enighed går på, at man kan diskutere ud fra fælles præmisser, hvilket vil sige, at man skal kunne henvise til grunde for at have en mening. Alle kan for så vidt mene hvad som helst - for eller imod fri abort; ligestilling eller ikke mellem kønnene; skatter på færre eller flere procenter osv. Men for at andre skal kunne forholde sig til den enkeltes mening, må den kunne begrundes - altså må der argumenter til, der støtter den udtrykte holdning. Den demokratiske samtale ophører, hvis der ikke argumenteres. At mene og begrunde det mente er fundamentalt for enhver samtale, som skal knytte an til den anden eller de andre.

Derfor bygger offentligheden på, at der kan argumenteres - eller at man kan lytte og afveje andres argumenter. På baggrund af argumenter kan man beslutte, hvad man som fællesskab skal lave af regler, eller hvordan man skal prioritere det, der er fælles. Politik betyder i klassisk forstand at blive enige (eller uenige) om fordeling af værdier med gyldighed for det fælles; samfundet.

En mening kræver et argument

Den offentlige, demokratiske samtale kommer i stand gennem folks optagethed og interesser, og deres forsøg på at overbevise andre om, hvad der er det rigtige at gøre, når det involvere dele eller hele fællesskabet. Følelsesmæssigt involvering og værdimæssig argumentation går hånd i hånd med anvendelsen af rationalitet, hvor man henviser til ‘rationelle’ sammenhænge, der understøtter ens synspunkt. Man argumenterer ud fra, hvad man føler, og hvad man mener hænger rationelt sammen. Forestillingen om, at dialog kun afhænger af rationalitet er en forenklet forestilling, da opfattelsen af, hvad der tæller som rationelt er alt andet end udelukkende ‘rationelt’, men den diskussion lader jeg ligge her. Det afgørende er, at følelser også tæller som et argument i en dialog. Men hvormeget følelsen - eller følelser - tæller i argumentationen er op til dem, der lytter til argumentationen at afgøre. Man kan ikke henvise til en følelse og mene, at det er et tvingende argument for eller imod noget, da argumentet jo skal afvejes af dem, der også deltager i samtalen. Det samme med et argument, som man mener logisk eller rationelt er tvingende. Det skal stadig underkastes samtalepartnernes vurdering af argumentet - og de argumenter, der taler imod en bestemt mening.

Argumentation kan anvende patos og logos og henvise til den enkeltes etos for at overbevise andre. De andre med-borgere må kunne forholde sig til det, der bliver ytret. Følelse og fornuft er således afgørende for medborgerskab, da de er det brændstof argumenter kører på for nu at bruge en metafor.

Der er mange grunde til, at den ideelle borgerlige offentlighed ikke helt fungerer på denne måde, hvilket blandt andre Jürgen Habermas har vist i sine utallige bøger om udviklingen af den offentlige samtale og demokratiet. Men uanset at offentligheden ikke lever op til idealet, så er der med massemedierne og fastholdelse af de borgerlige rettigheder en vis udveksling af synspunkter - og dermed demokratisk debat - i de udviklede moderne stater. At komme til orde er ganske vist ikke så nemt og demokratisk, som man kunne ønske, men de fleste færdes i fællesskaber, som de kan præge gennem deres deltagelse og samtaler. Demokrati i moderne forstand er ikke udelukkende et spørgsmål om, hvordan man stemmer ved valg til offentlige embeder, men også et spørgsmål om, hvordan man regulerer det liv, man lever med hinanden. Det gælder i sportsklubben, familien, arbejdet og når vi møder hinanden i det offentlige rum. Langt det største del af vores demokrati foregår, når vi ikke stemmer om noget; altså når vi får samvær(d)et til at fungere i det daglige.

Borgerlig offentlighed og Internettet

Med udviklingen af Internettet og de sociale medier blev mulighederne udvidet for at flere kunne deltage i den offentlige debat; den demokratiske samtale. Og det er et relevant spørgsmål, om Internettet er med til at udvide den demokratiske samtale. På den ene side kan alle henvende sig til større og mindre forestillede fællesskaber, og der kan samtales om dette og hint, som opfattes som relevant for både den ene og de fællesskaber, som han eller hun har valgt at være en del af. Der er helt ufattelig meget kommunikation, hvor alle mulige mennesker forsøger at blive hørt og influere på andre for at skabe et bedre liv for sig selv og dem, men danner fællesskaber med. Men noget tyder samtidig på, at samtidig med, at flere interagerer med flere, så er der også megen kommunikation, der virker splittende, så folk med forskellige meninger kommer længere fra hinanden - og ikke længere taler sammen, men snarere taler for sig selv; hvor der ikke lyttes, men kun tales. Og hvor man ikke kerer sig om at vurdere hinandens argumenter, hvilket var svært nok i forvejen i den offentlige samtale via møder og massemedier.

Som jeg har nævnt kræver den offentlige samtale, at man er enige om præmisserne for, hvordan man diskuterer. Her har det (måske) vist sig, at de sociale medier ikke i tilstrækkelig grad har etablere et sådant sæt af normer eller regler for offentlig samtale.

Hvis vi accepterer, at en diskussion eller en dialog gælder det, vi har fælles, så må det også gælde, at når man kommer med en påstand eller et synspunkt, så kan man argumentere for det. Man må altså henvise til en grund. Toulmins argumentationsteori danner basis for enhver offentlig (eller privat for den sags skyld) diskussion. Man mener noget (påstand) af en grund (belæg), og denne grund viser i sig selv hen til en grundlæggende værdi (hjemmel) (parenteserne henviser til kategorierne i Toulmins argumentationsmodel). Når man diskuterer om noget, så er argumenter aldrig tvingende i sig selv, da de af modtageren skal vurderes i forhold til deres validitet, relevans og styrke; altså om de også betyder noget for modtageren.

Det er samtidig afgørende at modstandere af synspunktet kan imødegå det ved tilsvarende at begrunde sit synspunkt med belæg og hjemmel. Dermed kan der udspille sig en rationel og emotionel samtale, diskussion eller skænderi, men på en måde, så andre, der lytter, kan følge med og tage stilling til argumentationen pro et contra. På samme måde som en boksekamp, hvor man er enige om, hvordan man leverer slag og forsvar og andre kan kigge og vurdere, hvordan det går i ‘kampen’. Det afgørende er, at modstanderne respekterer den andens argumenter som valide eller kan vise, hvorfor eller hvordan de ikke er det. En diskussion kræver argumentation fra begge sider og lytning fra begge sider.

Hvis reglerne ikke overholdes ophører spillet

Men ofte er det ikke dette, der udspiller sig på de sociale medier - og i det hele taget i megen politisk diskussion uden for de sociale medier. Ofte hævdes der blot noget - uden at der argumenteres. Eller der argumenteres på måder, der hverken anerkendes af dem, der har modsatte synspunkter eller af mere neutrale tilhørere. Når man hævder noget uden at angive belæg og hjemmel (hvis der spørges til det), så er der ingen samtale. Og endnu værre tyder meget på, at mange bevidst hævder noget, der er usandt - altså at der siges noget udelukkende for at fremme en sag. Bevidst løgn er et brud på præmisserne for offentlig, demokratisk samtale, ligesom misrepræsentation af en modstanders synspunkt (eks stråmandsargument) er det. En samtale må foregå redelig - eller så redelig som muligt - for at være en del af den borgerlige offentlighed og dermed et moderne demokrati. Overholder man ikke spillereglerne, ophører spillet, som i dette tilfælde er demokratiet. Og jo større del af den offentlige samtale, der ikke overholder præmisserne for den demokratiske samtale, jo mindre demokratisk er samfundet.

Dette er en af grundene til, at der efterspørges undervisning i forståelse af offentlige meningsudvekslinger. Hvis vi bliver bedre til at afgøre, hvornår der argumenteres for noget - og man kan gennemskue argumentationen med gyldig hensyn til domænespecifikke argumentationsmåder, så vil man også blive bedre i stand til at følge med i og kritisk forholde sig til den offentlige debat, hvilket vil gøre den mere demokratisk.

Det er op til læseren af dette indlæg at bedømme, hvor stor en del af den offentlige samtale, der overholder præmisserne for en ordentlig og redelig argumentation - og om hvor meget af diskussionerne på de sociale medier er værre end samtaler, der foregår på de traditionelle medier og i face-to-facesamtaler.

Det afgørende er at vurdere om det for fornuft og følelser, der fylder i den offentlige samtale, eller om det snarere er stolthed og fordom. Hvis samtalerne er kendetegnet ved stolthed og fordomme, så er der ingen sam-tale, men kun monologer og ekkokamre. Stoltheden tilsiger ufejlbarlighed. Samtalen giver kun mening, hvis der er en mulighed for, at man ikke sidder inde med den absolutte sandhed og har adgang til en uforanderlig viden, som Aristoteles siger. Og fordomme tilsiger, at der ikke er en grund til at lytte til den anden, da den anden ikke har noget til bidrage med. Han eller hun er udelukket fra deltagelse blot ved sin andethed.

Mastodon - en ny demokratisk offentlighed?

I øjeblikket er der mange, der har forladt eller er ved at forlade Twitter, fordi man vurderer, at samtalen der udvikler sig mere og mere i retningen af stolthed og fordom. En del utilfredse brugere forsøger at etablere demokratiske samtaler på platformen Mastodon, der faktisk ikke er en platform. Mastodon fungerer ved, at der er mange decentrale tilkoblingsmuligheder, og hver instans, som de hedder, har mulighed for moderation. Dette giver bedre mulighed for, at samtalerne nogenlunde overholder præmisserne for ‘den gode samtale’ - ikke med henblik på at blive enige, men med henblik på at regulere den offentlige samtale, så den styrke demokratiet snarere end at underminerer det. Mastodon er det, Habermas vil betragte som en procedure, der er med til at korrigere de uheldige sider ved den (nuværende) offentlige samtale; altså en måde hvorpå man kan sætte nogle formelle rammer op om samtalen, da den fuldstændige frisættelse, som gælder for de helt frie - eller uhensigtsmæssigt modererede - platforme. Den decentrale struktur på Mastodon er måske en vej til at om ikke at redde den demokratiske samtale, så dog at tilbyde en åndehul, hvor der er mere plads til fornuft og følelse end til stolthed og fordom.