Fra selvudvikling til præstation

Stigende mistrivsel

Der er en interessant diskussion i øjeblikket om, hvorvidt skolen bidrager til, at børn får det dårligt. Flere børn end tidligere udvikler symptomer på stress og dårlig trivsel. Der er vist ikke mange, der afviser, at der er en sådan udvikling, men årsagen til den, er i høj grad til debat. Merete Riisager har været ude i flere forskellige sammenhænge for at gøre det klart, at det ikke skyldes forhold i skolen. Hun peger i stedet på forældrene som årsagen til, at børn mistrives.

Jeg tror Riisager har ret i, at det ikke er karakterer og karaktersystemer, der får antallet af børn med mistrivsel og stress til at stige. I det hele taget er det nok slet ikke et enkelt forhold. Hvis vi tager karaktererne, så kan man forholde sig forskelligt til dem. Og hvis det at få karakterer har noget med mistrivsel at gøre, så skyldes det nok i meget højere grad, den måde vi eller barnet tillægger karakteren betydning. Der er forskel på at forholde sig til en karakter som en kommentar til en præstation, hvor man synes, at man kan bruge den som en meningsfuld feedback på præstationen - og så at tillægge karakteren et udsagn om ens værd.

Derfor er det alt for forsimplet at tale om, om det nu er karakterer eller X-faktor, der er årsagen til mistrivsel. Det er snarere noget, der har at gøre med nogle kulturelle forandringer, hvor man kan hævde, at vi som samfund måske er ved at skifte fokus fra en orientering om realisering af den enkeltes livsmuligheder til en orientering om formålstjenlige præstationer - eller fokusskifte fra det enkelte individ til en industrimaskine.

Fra identitet til præstation

Ungdomsforskeren Naomi Katznelson mener, at man kan se en sådan udvikling. Hun hævder, at inden for de sidste ca 30 år kan man konstatere en udvikling, hvor der i 90erne (eller nok snarere helt tilbage til 70erne) har været fokus på skolegang som et bidrag til barnets selvudvikling og identitetsdannelse, så er der nu i 2010erne langt mere opmærksomhed på, hvordan man klarer sig i forhold til andre. Den sidste omtaler Katznelson som del af en præstations-diskurs, hvor de andre ses som konkurrenter, og hvor det hele tiden handler om at blive bedømt eller om at vinde. (Naomi Katznelsons tiltrædelsesforelæsning.)

Der er forsåvidt ikke noget galt med i en skolesammenhæng at været interesseret i og finde motivation gennem præstationer. Men en for ensidig fokusering på præstationer kan flytte fokus fra andre områder som at dyrke de gode relationer og det at lære noget. Der er stor forskel på præstationer og på læring. Man kan godt gennem præstationsorientering lære noget, men (for)målet med præstation er at vinde, at blive bedømt af andre som ‘god’. Læring handler om den enkeltes udvikling af evner til sammen med andre at forholde sig til sine omgivelser. Det er en proces, hvor der ikke er en konkurrence mellem elever, men hvor der er en udvikling for den enkelte gennem deltagelse i flere forskellige fællesskaber.

Når præstationer samtidig kobles på en række ydre mål, der handler om, hvordan man kan komme til at udfylde forskellige mere eller mindre kendte positioner defineret af industrien, så betyder det, at præstationsorienteringen også kan ses som en indpasning af skolekulturen i en samfundsmæssig maskine.

Elevers udvikling må også nødvendigvis tænkes i forhold til samfundsmæssige behov - skole handler jo blandt andet om, hvordan et samfund reproducerer sig selv. Men hvis fokus bliver ensidigt rettet ind efter forestillinger om samfundsmæssige behov, så reduceres det enkelte barns udviklingsmuligheder.

En paradoksal tid

Der er noget paradoksalt i vores tid. Der er øget fokus på, hvordan undervisningen i højere og højere grad skal tilrettelægges efter den enkelte. Derfor taler også så meget om ‘personalized learning’ og den slags. Men fokuseringen på den enkelte slår meget let over i, at målene for den enkeltes udvikling - altså ikke undervisningen, men målene for undervisningen - bliver det samfundsmæssige.

Helt i modsætning til en pædagogik, der har fokus på fællesskabet og de dynamiske gruppeprocesser, hvor målet bliver den enkeltes hele udvikling. Så det kollektive fokus, der udviklede sig igennem barnets århundrede (1900tallet) var egentlig et forsvar for den enkeltes udvikling til et frit handlende og myndigt individ, der igennem sit selvforhold også forholdt sig til omverden og de andre.

Det er paradoksalt at den nutidige liberalistiske skolepolitik egentlig tendentielt udmønter sig som tilpasning af det enkelte individ til at passe ind i en forestillet skabelon om fremtiden. Individualiseringen af eleverne slår over i sin modsætning: den totale tilpasning; og dermed kommer den også til at stå i modsætning til store dele af Folkeskolens formålsparagraf.

Så nej, det er ikke karakterer, Instagram eller X-faktor, der er skyld i øget mistrivsel - det er forsøget på at tvinge en bestemt fremtid ned over skolen og dens elever.