Om dannelse med mere

Om dannelse med mere

Blog

Hvad ligger der i en karakter?

Karakterskalaen er - modsat hvad uddannelsesministeren tror - ikke årsagen til børn og unges mistrivsel. Problemet er snarere, at vi lukker børn og unge ind en præstationskultur.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Karakterskala - igen, igen

Om dannelse med mere

Jeg er idehistoriker og ansat på Center for Skole og Læring på Professionshøjskolen Absalon. Mine faglige interesser spænder vidt og omfatter blandt andet 'dannelse i det aktuelle samfund', skoleudvikling, forholdet mellem skole og samfund, professionelle læringsfællesskaber, netværkslæring samt digitale og sociale medier til undervisning og udvikling. Jeg er medstifter af foreningen SUMU - Sekretariatet til Udvikling af Modig Undervisning, som har til formål at støtte initiativer, der forholder sig udfordrende til gængse rammer for undervisning og didaktiske designs. Jeg debatterer aktivt skoleforhold på Twitter, hvor du finder mig under navnet @oveucsj

Der diskuteres stadig karakterer og karakterskala. Den nye uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen mener, ligesom den afgående, at der noget grundlæggende galt med karaktererne - eller rettere: karakterskalaen. »Det handler om de studerendes trivsel”, siger ministeren til Politiken. Med det mener hun, at karaktererne bærer en stor del af skylden for, at mange unge føler sig stressede, utilstrækkelige og andet skidt.

Og det ville da være dejligt, hvis man bare kunne erstatte karakterskalaen med en anden, og så ville det løse problemet med den truede trivsel for børn og unge på vores skoler og uddannelser.

Karakterer og mistrivsel?

Men spørgsmålet er, om den truede trivsel overhovedet har noget med karakterskalaen at gøre. Eller er karakterskalaen blot et synligt symbol på noget andet, der er så meget vanskeligere at gøre noget ved?

Hvor ved ministeren - den nuværende såvel som den tidligere - overhovedet, hvordan karakterskalaen indvirker på trivslen. De unge taler om det stressende ved at blive målt og vejet, og de giver udtryk for, at de er kede af at blive reduceret til et tal. Karakteren bliver til en identitet - man er sin karakter; eller sådan er der en del børn og unge der føler. Dette er et udtryk for det, man kalder præstationssamfundet, hvor den enkelte opfattes som lig med dennes præstationer - og man ser derfor ikke det enkelte barn. Man ser i øvrigt noget tilsvarende på andre områder som handicappede (du er dit handicap), tilflyttere (du er din etnicitet) eller folk med kønsidentitet, der afviger fra flertallets (du er din kønsopfattelse - eller: du er din (formodede) seksualitet).

Men sådan bør det ikke være. Man skal kunne se det enkelte menneske (barn, ung såvel som voksne) og ikke kun se den enkeltes præstationer repræsenteret ved en bedømmelse.

Men alt dette har noget med en syg vurderingskultur at gøre, og hænger formodentlig (det er ikke undersøgt, så vidt jeg ved) ikke sammen man karakterskalaen, men langt mere med, hvad man bruger den til, og hvordan praksis med tildeling af karaktererne er.

Derfor er det også befriende at læse en redegørelse for 7-trinsskalaen af Katherine Richardson, der har været med til at konstruerer den. (Politiken den 25. august) Her sætter hun fokus på to forhold, der er helt afgørende i denne debat: 1. Hvad er det overhovedet, man ønsker at karakterer skal sige noget om. 2. Hvordan bliver karaktererne (og skalaen) anvendt i praksis.

Præstationssamfundets svøbe

Det første vil jeg lade ligge til et andet indlæg. Men praksis er præcis, det det handler om, når man skal se på sammenhæng mellem karakterer, karakterskala og mistrivsel. Karaktergivningen indgår i en bestemt måde at opfatte eleverne og deres skolegang på. Det indgår som et led i en kultur, som placerer barnet eller den unge på en bestemt måde.

Hvis man vil undgår mistrivsel og stress blandt børn og unge, så må man kigge på, hvordan de opfattes - positioneres - i skolen. Man må se på, hvordan kvantificeringen bliver det afgørende i den måde de forstås på.

Pointen er, at det kan være fløjtende ligegyldig med at ændre karakterskalaen, da det handler om, hvordan skolens (og den samfundsmæssige) kultur placerer eleverne i et direkte konkurrenceforhold med hinanden. Hvor det handler om at game systemet for at klare sig i konkurrencen om at blive anerkendt for det man præsterer ift. andre - men ikke anerkendes for det, man gør i sig selv.

Før man begynder at ændre karakterskala skal man overveje, hvad det er, man vil bruge en skala til, og hvordan det hænger sammen med, hvorfor vi holder skole. Hvad er det, vi gerne vil med skolen - og hvad er det for rammer, vi vil give børn og unge at udvikle sig i.

Hvis vi fortsætter med at bedømme, hvordan elever klarer sig i forhold til hinanden, så kan den nuværende karakterskala være lige så god som en, hvilket som helst anden. Karakterskalaen er ikke problemet, det er den holdning, at vi tror, vi skal bedømme børns udvikling relativt til andre børns udvikkling.

Powered by Labrador CMS