Om dannelse med mere

Om dannelse med mere

Blog

Nej, vi lever ikke i en digital tidsalder - om det randzonatiske

Dette er et lille indlæg om, hvordan vi forstår noget gemmen begreber, og hvad det kan betyde for vores opfattelse af den virkeligheden som en sammensat størrelse. I indlægget vil jeg forsøge at nærme med et begreb som 'det ecotome', som jeg foreslår kan oversættes til det, der befinder sig i randzoner - det randzonatiske. (Undskyld!)

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vores tidsalder er ikke digital - digital er bare et ord!

Om dannelse med mere

Jeg er idehistoriker og ansat på Center for Skole og Læring på Professionshøjskolen Absalon. Mine faglige interesser spænder vidt og omfatter blandt andet 'dannelse i det aktuelle samfund', skoleudvikling, forholdet mellem skole og samfund, professionelle læringsfællesskaber, netværkslæring samt digitale og sociale medier til undervisning og udvikling. Jeg er medstifter af foreningen SUMU - Sekretariatet til Udvikling af Modig Undervisning, som har til formål at støtte initiativer, der forholder sig udfordrende til gængse rammer for undervisning og didaktiske designs. Jeg debatterer aktivt skoleforhold på Twitter, hvor du finder mig under navnet @oveucsj

Når vi forholder os til verden, til samfundet og til hinanden har vi brug for ord og kategorier, som vi forstår igennem. Forståelse er noget, der kræver en mediering. Man forstår noget ved at sætte det i tale og ved at sætte det i tale gennem begreber, som man sætter i forhold til andre begreber. Det er helt nødvendigt, men det indeholder også et par problemer. Et af disse er, at man forveksler begreber med det, begrebet er et begreb for og tror, at man med begrebet har forstået og forhold sig til verden i sammenhæng.

Når mange derfor siger, at vores tidsalder er digital - eller at samfundet er digitalt; udvikler sig digitalt eller tilsvarende, så er det eksempler for en begrebslig forståelse, hvor digitale processer, teknologier og ting sættes i forgrunden, hvorved andre elementer ved det, der er på tale sættes i baggrunden.

Dybest set er det jo  noget vrøvl at sige, at en tidsalder er digital for, hvad menes der egentlig med det? Hvad præcist er det, der er digitalt ved ‘tidsalderen’? Og hvor befinder den tidsalder sig overhovedet? Vi må forstå, at den digitale tidsalder er en metafor, der skal gøre os i stand til at forholde os til nogle elementer eller processer, der foregår for os eller med os i vores liv. Så det er det ene problem ved den begrebslige forståelse: at det vi forstår gennem begrebet (den digitale tidsalder) ikke findes, men at begrebet trækker noget frem, som vi kan genkende, netop fordi det beskrives gennem begreber.

Ordet digital reducerer verden til forskellen mellem 0 og 1

Et andet problem ved denne måde at beskrive det på er, at man kan komme til at forstå det beskrevne som identisk med beskrivelsen. At vores tidsalder er digital kan blive forstået som, at det giver mening at forholde sig til samfundet (tidsalderen) ved at forholde sig til det, der er digitalt. Det er eksempelvis det, der sker, når man argumenterer for, at det er nødvendigt med et fag i skolen, hvor man arbejder med at forstå digital teknologi. For hvis vores tid(salder) er digital, så må den jo forstås som og igennem det digitale. Men dette er en fejlslutning, for tidsalderen er ikke digital, den er (hvis det gav mening at bruge ‘er’ i denne sammenhæng) sammensat af alt muligt, hvoraf noget af det kan beskrives som digitalt, og noget som analogt, og noget som hverken det ene eller det andet: proces, følelser, forvirring, oplevelser osv.

En måde at arbejde med denne problemstilling består i at prøve at være opmærksom på, hvad det er, vi gør, når vi beskriver noget som noget bestemt: evt. som digitalt. Og det er det den såkaldte ‘postdigitale tænkning’ gør blandt andet gennem et begreb som det ‘ecotone’, som er et begreb jeg først at stødt på for ganske nyligt. Men begreberne ‘postdigital tænkning’ og ‘det ecotone’ er gode begreber, der henleder opmærksomheden på, at noget ikke lader sig bestemme entydigt eller med et begreb, der ‘nagler det’ på en bestemt måde.

Fra ecoton til randzone

De ecotone er en betegnelse for det, der findes i grænserne mellem noget og noget andet: eksempelvis mellem skov og strand. En skov, der grænser ned til en strand, vil i overgangen, hverken være skov eller strand - eller både være skov og strand. Det danske ord for dette fænomen er randzone, så en god fordanskning af det ecotone vil være det randzonatiske; altså det fænomen af, at noget både er hverken-eller og både-og.

Hvis vi vender tilbage til forestillingen om ‘den digitale tidsalder’, så betyder den forståelse af vores tid, at man let kommer til at ‘overfokusere’ på det, der kan forstås som digitalt, men fuldstændigt overser den reduktion af ‘tidsalder’, man dermed har foretaget. Man ser ikke, at vores tidsalder - alle vore tilværelser med og i alle vore organisationer og organiseringer - faktisk er randzonatiske; altså bestemt ved flerheder og uregerligheder. Vi kan derfor ikke forstå vores tilværelse gennem begreber, der nødvendigvis udelukker sin modsætning. De digitale dimser, værktøjer og ressourcer kommer jo kun sammen med en masse plastik, vægt, lugt, kommer kun i bestemte former for brug og misbrug, kommer kun i bestemte relationer til andre ting, andre brug osv. osv.

Derfor bliver man nødt til at forstå en tidsalder - eller et hvilket som helst andet sammensat fænomen - gennem begreber, der kan sættes op imod hinanden, og som ikke går op i én endelig bestemmelse. Denne form for tænkning er blevet kaldt så meget. Den tyske tænker Th. W. Adorno talte eksempelvis om en ‘negativ dialektik’, hvor begreber aldrig faldt til ro i en færdig fortolkning, og han var derfor også begejstret for det, der hedder kiasmer: noget der slår over i sin modsætning, som når man tænker natur som historie - en naturhistorie.

Lad os være mere opmærksomme på det ranzonatiske!

At sætte fokus på dette vigtige element ved både tænkningen og ‘vores tid’ er vigtigt. Jeg er derfor rigtig glad for, at jeg forleden stødte på kategorien det ‘ecotone’ ved at læse artiklen ‘Ecotones: a Conceptual Contribution to Postdigital Thinking’ (henvisning i bunden af dette indlæg). Som forfatterne også peger på, så er det ikke en ny form for tænkning, og de peger selv på et en tænkning som ‘hybrid pædagogik’ og det libidinale som andre former, hvor man gør op med såkaldt dikotomiske tænkning (= tænkning gennem begreber, der gensidigt udelukker hinanden som natur og historie; digital og analog; menneske og maskine osv.) Altså troen på, at vores verden kan bestemmes via begreberne, selvom begreberne netop er en måde at komme til at tale om noget bestemt på - ikke at forveksle med det, begreber er ‘om’.

Når man taler om det digitale samfund eller den digitale tidsalder skal man altid huske på, at det er et snit, der er lagt ind over noget - og dette snit har en masse konsekvenser, som er alt andet end neutrale. Det er et bestemt perspektiv på verden og et forslag til en måde at forstå verden på. Men det er ikke noget, der er en objektiv beskrivelse eller registrering af verden.

Henvisninger:

Ryberg, T., Davidsen, J., Bernhard, J. et al. Ecotones: a Conceptual Contribution to Postdigital Thinking. Postdigit Sci Educ (2021). https://doi.org/10.1007/s42438-020-00213-5

Billede: 'Ecotone', Wikipedia

Powered by Labrador CMS