Krænkelse og dannelse

Følelse af eksklusion

Nu er året ved at rinde ud ligesom debatten om det betimelige i, at en person angiveligt havde følt sig ekskluderet fra et fællesskab, da man til et møde på CBS afsang ‘Den danske sang er en ung blond pige’.

Selve diskussionen blev temmelig latterlig og trak argumenter op, som eksemplet slet ikke kunne bære. Når eksempelvis Mette Frederiksen begyndte at tale om censur, viste det blot, at hun ikke havde sat sig ind i, hvad sagen drejede sig om. Ingen havde blot antydningsvist foreslået nogle former for indskrænkelser af ytringsfrihed eller at udstede forbud mod noget som helst. Der var tale om, at en kvinde havde givet udtryk for en følelse af eksklusion.

Omvendt er det vanskeligt at forstå, at noget som helst i den sang kan få en person til at føle sig ekskluderet. Den nationalromantiske sang handler om klangen af det danske sprog, når det bliver sunget. At sangen ganske vist også bidrage til national stolthed og måske en vis form for nationalisme er der dog heller ingen grund til at benægte.

Fællesskabet og den enkelte - et dilemma

Men debatten peger faktisk på et grundlæggende dilemma i ethvert fællesskab og i demokratiske samfund, hvor flertallet selvfølgelig bestemmer, men med skyldig hensyn til mindretallet og den enkelte. Et fællesskab, der understøtter og bygger på individuelle rettigheder, må hele tiden balancere mellem flertallets ret og hensynet til dem, der ikke er enige i eller en del af det flertal.

Det er også her man kan se problemstillingerne i identititetspolitiske strømninger, som jo er bevægelser, der gør opmærksom på, at de som mindretal også har rettigheder. Men mindretalsrettigheder kan aldrig tilsidesætte flertallet, men kan pege på, hvor flertallet ikke i tilstrækkelig grad har blik for konsekvenser for et mindretal eller enkelte medlemmer af det store fællesskab.

Demokrati betyder hensyn

Hvis vi ser på det konkrete eksempel, så kan det ikke diskuteres, om den pågældende kvinde følte sig ekskluderet. Man kan ikke diskutere den enkeltes følelse. Når denne følelse bliver bekendt for de, der udgjorde flertallet, så giver den enkeltes følelse af eksklussion anledning til, at fællesskabet kan reflektere over, hvilke ritualer man vil følge. Man kan overveje, om sangen var et godt valg, eller om den ikke var det ud fra det formål, som den rituelle afsyngelse måtte have.

Hvornår og hvordan tager et flertal i et fællesskab hensyn til den enkelte eller mere eller mindre veldefinerede mindretal. Det er en vigtig refleksion i et fællesskab, hvordan det virker som alle dets medlemmer. At indgå i et demokratisk fællesskab kræver, at medlemmerne evner at se problemstillinger fra hinandens synspunkt. Man må prøve at forstå hinanden.

At forstå den anden - ikke at være enig med den anden

Det at forstå hinanden betyder ikke, at man skal mene det samme eller at man skal acceptere hinandens synpunkter eller meninger. Men det betyder, at man er forpligtet til at gå gennem en proces, hvor man forsøger at forstå den anden. Her må gælde de fire gyldne regler for uenighed og intelligent diskussion: Først må man kunne gengive, hvad den anden mener på en måde, så den anden kan genkende det. Så må man markere, hvad man er enige om, og hvad man lærer af den anden. Og endelig må man udtrykke hvori og hvorfor, man har en anden opfattelse end den anden.

På den måde kan man sikre demokratisk dialog og ikke blot udskamning af synspunkter eller følelser, som man ikke er enig i.

Dannelse og demokrati

Og det er præcis noget af det, dannelse handler om. Evnen til at se hinandens perspektiver, at forstå at andre mennesker ikke nødvendigvis har slette motiver, men at der kan være gode grunde til, at de mener - og føleler - noget andet end man selv gør. Og uden at man af den grund accepterer, hvad de er kommet frem til. Dialogen om forskelligheder leder frem til og er i sig selv en del af en kultiveret refleksion, som fører til, at man kan foretage velbegrundede valg.

I fællesskaber, der bygger på rationalitet, må alt kunne diskuteres, hvilket sagtens kan føre til, at nogle føler sig ‘krænket’ på deres stolthed eller identitet. En følelse af krænkethed er ikke noget argument i sig selv. Men en følelse kan sagtens bidrage til, at man får en bedre forståelse for den andens synspunkt og dermed også bidrage til den fælles refleksion.

Det var ikke noget af dette, man så i den massive udskamning en en kvindes følelse ved en lejlighed, som de allerfærreste gad at sætte sig ind i, inden de selvretfærdigt brugte denne anledning til en hævdelse af et selvudråbt flertals ret til at pege på ‘trusler mod demokratiet’ fra en indblildt fjende. Den største trussel mod demokratiet er automatreaktioner, der går på fordomme og manglende indsigt - og manglende evne til fælles refleksioner

- Eller man kan også bare sige at truslen mod demokratiet er mangel på dannelse.

(Billede: Dianne Touchel)