Akademisering i skolen - et problem?

Den forfærdelig akademisering

“Vi har akademiseret skolen for meget. Selv idræt og madlavning er blevet teorifag”, skulle børne- og undervisningsminister Rosenkrantz Theils angiveligt have sagt til Efterskolernes årsmøde. Hermed gentager hun, hvad rigtig mange andre også har sagt om skolen de sidste mange år. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: må man da ikke ‘lære noget’ i skolen? Eller hvad mener kritikerne egentlig med deres kritik?

Hvad betyder det overhovedet, når man taler om ‘akademisering af skolen’? Det første jeg selv kommer til at tænke på er, om denne kritik er et ekko af Anders Fogh Rasmussens opsang om ‘ekspertvælde’ og ‘smagsdommere’. Fogh Rasmussen leverede en kritik af, at dem, der ved noget, skal inddrages og høres, når man tager beslutninger. Fogh Rasmussen og andre, der kritiserer eksperter, bliver irriteret over, at det ikke bare er deres egen sunde fornuft, der skal være udslagsgivende. Men det er jo afgørende for skolen, at man anerkender, at der findes videnskab, og at man kan skelne mellem synsninger og viden. Der ligger en snigende og voldsom populisme i udsagnet om, at ‘selv idræt og madlavning er blevet teorifag’, fordi det peger fingre af noget, man tilsyneladende ikke behøver at have eller søge indsigt i.

Det forekommer også mærkeligt, at akademisering oversættes med 'teori' - så med kritikken af akademisering bliver al teori mistænkelig - eller i hvert fald teori inden for områder, der også har med en håndværksorienteret praktisk færdighed at gøre. Som om håndværk ikke også er teoretisk funderet.

Både idræt og madkunskab handler jo også om at vide, hvad der sker med kroppen, når man gør noget med og ved den. Dette er der ingen grund til at være nedladende om. Men måske er det værste ved udtrykket ‘akademisering af skolen’, at det forhindre en snak om undervisningen, fordi udtrykket indskrænker, hvad en sådan snak kan handle om - man kan ikke rigtig forestille sig det modsatte, at man ønsker en akademisering af skolen - Eller det vil jeg i hvert fald ikke selv gøre.

Den magiske betegner

‘Akademisering af skolen’ er sådan en magisk betegnelse, der betyder, at man ikke behøver at argumentere mere - eller at finde belæg for sin udtalelse. Den fungerer på samme måde, som når nogle taler om ‘12-tals piger’, ‘rundkredspædagogik’ eller ‘feminisering af skolen’, som jo var meget populær nogle år tilbage. Alle forfærdelige betegnelser, der viser sig ikke at have nogen gyldighed. Men vi ‘ved’ alle, hvad det handler om - og det er forkert, og det må man gøre noget ved.

Det dejlige ved betegnelser som ‘akademisering af skolen’ er, at udtalelsen indeholder både præmis, belæg og konklusion i én og samme bevægelse. Det gør ellers ret komplicerede ting til meget enkle, så man kan handle på dem. Det er også noget, man hurtigt kan samle tilslutning til netop fordi, man kan høre på udtrykket, at det er forkert. Der er ikke en mulig modpol. (Og desuden passer det fint ind i den almindelige udbredte akademikerbashing. Det er blevet en folkesport at se ned på og kritisere de der akademikere. Desuden er de jo alligevel aldrig enige, så hvad skal vi dog bruge dem til?)

Tilbage til skolen

Akademisering af skolen er en tilstrækkelig upræcis konstruktion, som ikke siger noget som helst om, hvad der foregår hverken på et overordnet eller et konkret plan i skolen. Undervisningen følger de målbeskrivelser, der eksisterer for de forskellige fag - og her gælder det også i idræt og madkundskab, at man både skal gøre og vide. Man kan slet ikke adskille gøren og viden i en skolesammenhæng, da det hele tiden handler om denne vekselvirkning mellem gøren og viden.

Og når man siger, at ‘selv’ i fag, der har fokus på idræt, madlavning (som madkundskab behændigt oversættes til af ministeren for området) eller håndværk og design, er blevet akademiseret, peger man så ikke bare på, at disse fag også består af såvel gøren som viden. Alle fag er praktiske fag - og alle fag er teoretiske fag. Al undervisning og læring handler om forholdet mellem viden og gøren. Tænkning i sig selv er både teoretisk og praktisk. Hvad gør man, når man tænker - og hvordan gør man det?

Problemet med udtrykket er blandt andet, at det etablerer en falsk modsætning mellem teori og praksis. Man gør noget, fordi man har en ide om, hvad der sker, når man gør det (praksis er genereret af teori) - og når man gør og har gjort noget, overvejer man, hvad der skete og hvorfor (teori er genereret af praksis).

Jeg vil mene, at den almindelige miskreditering af akademikere, eksperter og viden helt generelt har sat sig i måden, man taler om skolen på - hvilket er meget uheldigt, da det skygger for en reel debat om, om der er den rette sammenhæng mellem forskellige arbejdsformer i undervisningen - Udtrykket skygger for, at man får fokus på undervisning og (for)mål med undervisningen, fordi betegnelsen ‘akademisering af skolen/fagene’ allerede har indskrevet sin egen konklusion (og det, man ved, behøver man ikke undersøge, som allerede Aristoteles pegede på).

Opfordring

Så min opfordring er, at man skal holde op med at bruge den slags slagsordsagtige betegnelser. De blokerer for en egentlig nysgerrighed i forhold til undervisningen - og de forhindre at arbejde med et nuanceret syn på, hvad der rent faktisk sker i undervisningen, og hvad man gerne vil fremme i synet på undervisning.