Udemokratisk dannelse - en politisk disciplin

Den danske folkeskole bygger på nogle værdier, som historisk er udviklet af oplysningstiden. Her handler det om at lade sig styre af den viden, som bliver tilgængelig og om åbent at kunne diskutere alle forhold, der er relevante for menneskers liv, deres sociale forhold og omgang med naturen og kulturen.

Demokratisk dannelse kommer ikke af sig selv

Derfor er det også rigtig godt, at undervisningsminister Merete Riisager i kronikken ‘Demokratisk dannelse kommer ikke af sig selv’ i Politiken den 15. december i år slår fast, at den demokratiske dannelse er noget, vi må arbejde for og med. Og her står ikke mindst folkeskolen helt centralt, da den er en vigtig del af børns opvækst, og skolen bidrager gennem demokratisk medinddragelse af børnene til, at børnene udvikler sig som demokratisk dannede borgere.

Så tak for at slå det fast, Merete Riisager. Jeg er meget, meget enig i mange af dine overvejelser over vigtigheden af demokratiet og vores kamp for det, ligesom jeg også som du ser, at demokratiet er udfordret fra mange sider. Både fra religiøs fanatisme, men også fra politikere, der benytter en særlig retorik for at opbygge falske modsætninger. Det vender jeg tilbage til.

Hov - det handler måske slet ikke om dannelse

For når man så læser kronikken bliver man hurtigt klar over, at det måske slet ikke er den demokratiske dannelse, der er på spil for Riisager - i hvert fald tyder meget på, at teksten ikke i sig selv er en invitation til åben dialog eller et udtryk for åndsfrihed. Den handler snarere om en helt simpel muslim-bashing, hvor alle muslimer gøres til én samlet og meget problematisk gruppe, der netop ikke forstår, hvad demokrati og demokratisk dannelse handler om.

Lad os et øjeblik gå analytisk til teksten. “Ytringsfrihed er en af de helt centrale frihedsrettigheder i Grundloven”, fremhæver Riisager. Og det er en vigtig frihedsrettighed. Alle skal have lov til at ytre sig gennem tale, handling og tøjstil, så længe det ikke begrænser andre menneskers frihed. Det er jo helt rigtigt, men ikke helt den måde, Riisager udlægger det på.

Denne passus om ‘ytringsfrihed’ følges af en information om, at 93% af danske muslimer 10 år efter muhammedkrisen mente, at det var forkert af Jyllands Posten at bringe tegningerne af Muhammed. Og det finder Riisager problematisk, og hun sætter trumf på, ved at hævde, at denne konflikt - altså mellem dem, der finder det rigtigt og forkert at bringe tegningerne - gentages “i danske klasselokaler”.

Forbudt eller forkert? Retoriske manøvrer

Men er det ikke det, ytringsfrihed og dialog handler om? At man kan have forskellige holdninger til, om det var rigtigt eller forkert at offentliggøre noget bestemt? Man kan da godt have en holdning til, om noget er rigtigt eller forkert ud fra en række normer. Det er da ikke det samme som at sige, at det skulle være forbudt. Jeg synes, det er forkert af integrationsministeren at offentliggøre, at hun har muhammedtegninger på sin iPad, men jeg kunne da ikke et øjeblik overveje, at det skulle være forbudt. Det er jo hendes ytringsfrihed, det handler om. Men jeg kan synes, at det er dumt som minister at bruge det i sin offentlig markedsføring - og jeg kan mene, at det siger noget om integrationsministeren og hendes karakter.

For Riisager er det åbenbart et problem, at nogle mener, at det var forkert af Jyllands Posten bragte tegningerne - Hun udfordrer eller problematiserer i det mindste deres ytrings- og meningsfrihed, hvilket nærmer sig sindelagskontrol. - Men netop skjult gennem en mistænkelighedens retorik.

Men Riisager er ikke færdig i sin retoriske udfoldelse, og hun knytter videre denne åbenbart forkerte opfattelse til et anliggende, der helt grundlæggende har med Islam at gøre - i modsætning til andre religioner. Og på den måde bliver alle muslimer gennem denne fine retoriske manøvre gjort til en udfordring for ytringsfriheden og dermed den demokratiske dannelse.

Relativ religionskritk

Religionskritik er en vigtig del af både ytringsfrihed, vidensorientering og demokratisk udveksling af synspunkter, der principielt kan rette sig mod alle dele af menneskelivet. Det mener jeg, at Riisager har helt ret i. Religionskritikken er en vigtig del af det moderne, og er et vigtigt element i den demokratiske dannelse. Altså ikke, at man skal være imod al religion, men at al religion skal og kan diskuteres.

Men, og igen er der et men, for det gælder tilsyneladende for Riisager ikke alle religioner. I hvert fald har hun haft travlt med at lægge afstand til skoler, hvor man vil gøre det frivilligt, om man som elev vil deltage i juleafslutning i en kirke. Men i det tilfælde mener Riisager, at det er af hensyn til det kulturelle fællesskab - vores særlige kulturelle rødder, hvor altså det kirkelige står over det verdslige. Det religiøse gøres til noget, der er sanktioneret historisk, hvorfor det ikke i samme grad kan gøres til et noget, man kan vælge til eller fra. Og hun understreger så i denne sammenhæng, at hun oven i købet i den demokratiske dannelses navn har nedsat “et råd for demokratisk dannelse med sognepræst Kathrine Lilleør i spidsen.”

Religionskrig - eller demokratisk udfordring

Hmm, tænker jeg. Merete Riisager er i sin fulde ret til at nedsætte et udvalg, som hun vil. Men det er da interessant, at kronikken dybest set iscenesætter en religionskrig mellem to religioner, hvor den ene kommer til at repræsentere lysets kraft og den demokratiske dannelse, mens den anden så bliver det, der truer den. Og formålet er, så vidt jeg kan bedømme, ikke at forsvare den demokratiske dannelse, men udelukkende med demokratiet som alibi at pege en særlig gruppe ud i et ideologisk ærinde.

Jeg er fuldstændig enig i Riisagers forsvar for den demokratiske dannelse. Det er også ministerens ret til at mene, hvad hun vil om forskellige religioner - og hun skal bare gå i gang med at kritisere dem alt det hun orker. Jeg vil selv gerne skrive under på, at Islam og enhver anden religion udgør en demokratisk trussel, når den sætter religionen over demokratiet og den demokratiske debat med forbud og marginalisering.

Udemokratisk dannelse

Riisagers kronik er efter min mening ikke et udtryk for demokratisk dannelse, den udtrykker snarere et modsætning mellem forskellige grupper, hvor der på den ene side står ‘de rigtige’ og på den anden ‘de forkerte’. Det er så som så med at lægge op til en forståelse af åndsfriheden og dialogen i kronikken, som snarere forsøger at miskreditere bestemte grupperinger, så dialog og demokratisk meningsudveksling ikke er en mulighed.

Så vidt jeg læser kronikken, så er den et forsøg på at knægte ytringsfriheden for en gruppe gennem en ideologisk marginalisering. Det er efter min mening et problematisk standpunkt at indtage for landets såkaldte liberale undervisningsminister.