Luftig kritik af dannelsesbegrebet

Søren Tonnesen Lodahl, der er sekretariatschef i Danmarks Private Skoler – Grundskoler og Gymnasier har skrevet et indlæg, hvor han kritiserer måden, mange bruger begrebet ‘dannelse’. (Misbrug af dannelsesbegrebet fjerner fokus fra praksis) Han mener, at begrebet gøres luftigt, fordi det ikke konkretiseres, og fordi det ikke forbindes med praksis. Desværre er kritikken i sig selv meget luftig, og det er helt umulig at gennemskue, hvilke brug af dannelse, Lodahl skyder på - ligesom det er vanskeligt at gennemskue, hvilke dannelsesbegreber og hvilken brug af dannelse, der er skydeskiven for hans kritik. Det er bare det dannelsesbegreb, der er ukonkret, luftigt og fjernt fra praksis.

Men hvad betyder det, at et begreb er fjernt fra praksis. Hvis dannelse handler om at blive nogen ved siden af det at blive noget, som en gængs talemåde vil have det, er det så fjernt fra praksis. Det betyder vel noget for og i praksis.

Det er rigtig godt at tage (endnu) en diskussion af dannelsesbegrebet og dannelsesidealer - også ud fra, at andre bruger det ukonkret og luftigt. Men det er vanskeligt at diskutere berettigelsen af en kritik, der ikke nævner eksempler på, hvor dannelsesbegrebet bliver luftigt.

Dannelse handler vel primært om at blive til et myndigt menneske, der kan forholde sig selvstændigt til verden, andre og sig selv og gøre det i sammenhæng med andre. Dette kan måske lyde luftigt, men vejen dertil er såre konkret. Det handler om at give plads til deltagerne i de forskellige sociale sammenhænge og i de læringsarenaer, som skolen og uddannelsessteder etablerer. Så når undervisningen foregår med respekt for og med inddragelse af deltagerne er dannelsesprocessen godt i gang. Når elever, kursister og studerende ses og anerkendes for de særlige individer, de hver især er, og når deres forskellige udtryk tillægges værdi, så er der fuld blus på dannelsesprocesserne. Klafki (højtravende dannelsesteoretiker og didaktiker) taler om selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet som grundelementer (kompetencer kalder han dem) for en god dannelsesproces.

Det er naturligvis også rigtigt, at dannelses bliver et begreb for det, vi selv ønsker - jeg putter det i dannelsen, som jeg går ind for og står for. Dannelse er nemlig et normativt - og ikke et deskriptivt begreb. At sige "dannelse er uddannelse og uddannelse er dannelse" er for mig at se at tømme dannelsesbegrebet for indhold. For hvis dannelse er det samme som uddannelse og undervisning, så har vi jo netop ikke brug for begrebet. Dannelse er det ved undervisning og uddannelse, der bidrager til at gøre deltagerne til myndige individder - og det sker, når undervisningen positivt bidrager til det hinsides, ved siden af eller som en del af det, der i øvrigt undervises i. Dannelse er ikke et fag, men er en del af det, vi kalder det faglige. Det er i arbejdet med noget, at man bliver til nogen.

Dannelse er også eller sker også ved at lade faget stå frem - at åbne det og verden for deltagerne og på den måde bidrage til deltagernes nysgerrighed, undren og lyst til engagement. Dannelse sker, når mennesker gennem et engagement med verden også forholder sig til sig selv og de andre. Det er sgu meget praksisnært.

Bare en umiddelbar refleksion!