Mobiler, myter og muligheder

Der er endeligt kommet en undersøgelse, der afdækker, hvordan man forholder sig til elevernes brug af mobiler i skolerne: Skærm - skærm ikke? Undersøgelsen er foretaget af Andreas Lieberoth, Århus Universitet, og bygger på svar fra 602 skoler. Skolerne er blevet spurgt om, hvordan de forholder sig til elevernes brug af mobiler i timerne og i frikvarteret, hvad der har ført til deres politiker og ikke mindst hvilke effekter, deres politik har ført med sig.

Der er tale om en god, gedigen og reflekteret undersøgelser, der i afrapporteringen også indeholder en lang række forbehold over for resultaterne. Blandt andet gør forfatteren opmærksom på det metodiske problem i at afgøre selvrapporterede effekter af en indført politik. Hvis man har indført en bestemt politik på et område og efterfølgende skal vurdere den, så kan der være en tendens til, at man har mere øje for, hvad der virkede end det modsatte. Men dette gælder for al selvrapportering, hvor der kan være en confirmation bias (og observatørbias, som rapporten nævner)  på spil.

Rapportens hovedtal

Rapporten viser, at skolernes politikker falder i 9 kategorier:

Telefonen slukket/i tasken (22,8 %)

Opbevares hele dagen under lås (19,1 %)

Regler laves i klasserne (14,9 %).

Differentieres efter alder (14,8 %)

Efter lærerskøn (11,8 %)

Opbevares med adgang efter skøn/aftale (10,2 %)

Bruges som arbejdsredskab (4,4 %)

Ingen faste regler (1,6 %)

Forbud (0,4 %).

Effekterne er øget socialt samvær og øget koncentration. Men disse effekter er faktisk mindre, end man skulle tro. Det er nemlig kun ca 22%, der mener, at deres regler har ført til dette. Og dette tal er behæftet med stor usikkerhed, da det kun er godt en tredjedel (211) af de adspurgte skoler, der har svaret på, om de kan se en klar effekt.

Dette tal er interessant, fordi det er det, der har været fokuseret mest på i den efterfølgende debat, hvor overskrifterne har slået på, at mobilbegrænsninger fører til øget social samvær og koncentration i timerne. Og rapporten tyder på, at der kan være positive effekter af at begrænse elevernes adgang til mobilerne. Men der er ikke tale om nogen særlig tydelig tendens, og tendensen modsiges af andre svar, hvor det tyder på, at brugen af mobiler hævdes at øge det sociale samvær mellem eleverne.

Så selvom nogle kommentatorer - og de fleste overskrifter har peget på en sammenhæng mellem mobilbegrænsning og øget socialt samvær - så er den effekt ikke særlig markant tilstede i rapporten. Og i hvert fald kan det være svært at udlede en generel regel ud fra rapporten. Og forfatteren peger da også på, at der kan spores en høj grad af indflydelse fra det offentlige debat, hvor fortællingen om mobilens skadelige virkning for det sociale fællesskab har stået særdeles stærkt de seneste par år.

Hvorfor regler?

Når skolerne har indført regler kan det især begrundes i to forhold. Det mest almindelige er, at mobilerne ikke skal forstyrre i timerne. Dette er der en del skoler, der har oplevet, og derfor har de indført regler for anvendelse af mobil. Rapporten peger dog også på, at forstyrrelser i timerne nok skyldes mange andre forhold end mobilerne, og at elevernes mobilbrug måske bliver en ‘let genvej’ til at vise, at man gør noget ved ‘problemet’. Der er dog kun ca. 1,5 % af skolerne, der henviser til viden og forskning som grundlag for begrænsninger af mobilbrug i skolen

Den anden årsag til, at lave regler for elevernes mobil brug kan være, at man har et ønske om, at eleverne skal lave noget andet: være sammen, bevæge sig, lege eller lignende, men denne grund nævnes ikke nær så tit.

Men hvad bruger børnene mobilerne til?

Det er en rigtig god rapport, Andreas Lieberoth har skrevet. Den er deskriptiv og skal afklare, hvad skolerne har gjort. Men der er ret så mange spørgsmål, som rapporten ikke svarer på, fordi den ikke har haft det som sit sigte. Det allervigtigste spørgsmål er: hvordan har børnene lært at bruge det redskab, som mobilen også er, i undervisningssammenhæng (og i sociale sammenhæng), og hvem har lært dem, hvornår den må bruges og til hvad?

Undersøgelsen viser, hvordan skoler har taget imod elevernes brug af mobiler, men den siger intet om, hvordan eleverne bruger mobilerne eller hvordan de er kommet frem til de typer af brug af mobiler. Børn bliver udstyret med et kraftfuldt apparat, der kan bruges til mange forskellige ting, og som også har en stærk indvirkning på mange af deres livssammenhænge i forhold til interesser, viden og sociale relationer. Men de fleste børn må selv sammen med deres kammerater finde ud af, hvordan de skal forholde sig til dette kraftfulde apparat.

Der er derfor ikke noget at sige til, at skolerne oplever, at eleverne bliver påvirket af deres mobiler, og at mobilerne derfor bliver set som ‘problemet’. Men som rapporten faktisk også peger på, så skyldes elevernes måder at handle på mere og andet end deres brug af mobiler, og mobilerne er kun en del af forklaringen. Så skolernes regler om mobiler bliver ren symptombehandling, der ikke tager fat på egentlige udfordring.

Hvem skal lære børnene at bruge mobilen?

Efter min opfattelse skal børn opdrages, så de ved, hvordan man skal forholde sig til mobiler. Det er en opgave for forældre og skole. Men det er også vigtigt at anerkende, at voksne ikke ved alt, og derfor skal man være varsom med at forbyde noget, børn gør. Man skal gå i dialog med børnene om deres adfærd uanset om det er med mobiler eller ej. Børn skal nemlig også overskride den ‘fornuftige adfærd’, som voksne dikterer eller anbefaler.

Der kan sagtens være overskridende brug med mobiler og andre typer af udtryk, som børnene kan komme op med, som ville bliver forhindret, hvis deres udfoldelsesmuligheder var forbudt.

Det er efter min bedste overbevisning meget bedre, hvis vi som skole, lærere og forældre bidrager til at lære børn og elever til at bruge deres redskaber på en hensigtsmæssig måde, end at vi sætter abstrakte regler op for deres brug. Det handler ikke om, at børn selv skal bestemme, hvad de skal anvende deres mobiler (eller andet for den sags skyld) til, men om, at vi anerkender, at mobilen er en særlig type af redskab. Og det kræver øvelse og læring at komme til at anvende det, så det både styrker elevens arbejde i skolen og barnets sociale liv og interesser.

Digital adfærd læres i skoler, der tager opgaven på sig

Denne opgave kan man naturligvis blive fri for, hvis man helt fjerner mobilerne eller på anden måde har en meget striks regulering af børnenes adgang til og brug af mobilerne. Af tallene i rapporten ‘Skærm - Ikke skærm’ ser det dog ud til, at de fleste skoler har regler for mobilbrug, der muliggør en dialog om elevernes brug af den. Og en af rapportens konklusioner er: “Skoler har held med at lære eleverne digital adfærd og deltagelseskompetence, hvis de ser det som deres opgave. De mest restriktive regler skaber dog praktiske barrierer for at personalet kan lære eleverne skik og brug omkring mobiltelefoner.” Det handler altså om at gå ind i arbejdet sammen med eleverne, så de lærer hensigtsmæssig adfærd, hvilket meget restriktive regler faktisk er en forhindring for. Rapporten peger også på en positiv effekt af aldersdifferentiering, hvilket også lyder meget rimeligt.

Vi savner så at vide, hvordan dialogen om mobil foregår - og hvad eleverne faktisk bruger mobilerne til, når de er i skole. Det er vigtige spørgsmål, der handler om indhold og ikke kun om rammer.

Den rapport vil jeg se frem til med spænding.

(Billede er hentet fra ABC News og BBC News)