Kan vi blive for professionelle?

Mens vi venter på OK18, vil jeg lige dele et par tanker der tager udgangspunkt i nedenstående citat:

En yderligere professionalisering af for eksempel lærer- og børnehavepædagogerhvervet kan imidlertid være med til at fjerne erhvervet fra det praktiske og jordnære i skole og børnehave. Det strengt videnskabelige, rationelle og logiske får så mere plads. Et sådant syn på, hvad der er vigtig viden, vil kunne føre til betydelige problemer, når erhvervet skal udøves blandt børn, som kræver omsorg og evne til mellemmenneskelig kontakt, og hvis følelser skal mødes med indlevelse og fleksibilitet.

Bogen "Flerstemmig vejledning" er fra 2014.

Jeg husker tydeligt mit første rigtige møde med en folkeskoleklasse, helt alene, frisk ud af seminariet med alle mine didaktiske teorier, fuld af ideer til undervisningsforløb. 

Jeg havde en forventning om at virkeligheden var barsk, men jeg er virkelig blevet overrasket over hvor barsk den er.

Jeg kom ud med en intention om at skulle være "den professionelle lærer", med en professionel distance, uden at tage ting med hjem, og naivt nok er jeg faktisk blevet lærer for at lære børn matematik. Det er egentlig stadig min mission. Men det er ikke det der fylder det meste af det jeg laver. Desværre fylder det i min optik alt for lidt.

Den tavse viden der senere er kommet til mig, baserer sig på en række af mine personlige egenskaber, og ikke rigtig på noget jeg har lært på seminariet. Den tavse viden, er tit ting der tages for givet. Det er ting som ikke er beskrevet i de fagbøger jeg har læst i hverken, matematik, natur/teknologi eller madkundskab.

Det jeg føler er blevet udviklet er min intuition, jeg er blevet bedre til at lytte til de små signaler, jeg er på en og samme tid blevet bedre til at lytte, men også til at lukke af og være opmærksom på den enkeltes behov. Min indlevelsesevne er væsentligt forstørret. 

Min evne til at læse mennesker er blevet bedre.

De ovenstående egenskaber gør, sammen med personlig bagage, mig til et mere sårbart menneske. Jeg er på en og samme tid sårbar, men i mødet med mennesker også modtagelig og åben for dem.

Det er en god ting, sådan helt generelt.

Men derefter kommer konflikten. Konflikten mellem at skulle være distanceret, professionel og empatisk og nærværende.

Efter OK13 skulle lærerne normaliseres. Puttes i et regneark, passe ind i en celle. Lærerjobbet blev i min optik sammenlignet med et kontorjob. Professionalismen skal være større end nogensinde. 

Der tales om den kompetente, robuste og professionelle lærer.

Men hvad nu? Nu står vi her, på grænsen af mere end en konflikt.

Den helt åbenlyse konflikt om overenskomsten.

Konflikten i at have "normaliserede" arbejdstider i et "ikke normalt" job.

Konflikten i at menneskesynet er forskruet og til dels forsvundet.

Konflikten i at skulle både være robust men samtidig også have et modtageligt sind.

Kan empati puttes i Excel? Kan det at være nærværende? Kan evnen til at lytte?

Det der kan kommes i et regneark, er færdigheder. Men børn er så meget mere end færdigheder. De er langt mere end færdighedsregning, kemiske formler og afkodning. Børn er små hele mennesker, der skal lære at blive livsduelige.

Jeg tror på at vi har mere brug for mennesker, der evner at se styrken i forskelligheder, end i færdighedsregning. Vi har brug for indlevelse, fantasi og kontakt.

Er vi på grænsen til at blive for professionelle?