Blog

MUS - nærværende ledelse
Som leder er jeg meget fokuseret på balancen mellem ledelse og styring. MUS samtalen er, isoleret set, et styringsinstrument.
Den årlige medarbejderudviklingssamtale er en forberedt, struktureret og fremadrettet samtale mellem leder og medarbejder. Det er her fremtidige arbejdsopgaver, forventninger og kompetenceudvikling med mere bør tages op. Ifølge kommunens HR-center det ved at være tid til den rituelle dans med MUS-skemaerne og MUS-forberedelsespapirerne.
Jeg er om nogen optaget af, at der skal drøfte arbejdsopgaver, laves forventningsafstemning og stort fokus på kompetenceudvikling i en tid, hvor de faglige krav skærpes og nye ting kommer til.
Det er også for både leder og medarbejder godt, at have afsat tid til, i en hektisk hverdag, at drøfte vigtige forhold og vilkår som bidrager til en god arbejdsplads, hvor fokus på kerneopgaven er i front. Dette refleksionsrum og ”kiggen hinanden i øjnene” bør prioriteres men skal ikke nødvendigvis hedde MUS.
Jeg vil gerne udfordre systemtænkningen idet, at der er mange andre forhold som er vigtige for både medarbejderen og den nærmeste leder, at få vendt/diskuteret/drøftet og afklaret. Mange ting kan ikke vente et år eller afklares på en MUS samtale. Det skal finde sted løbende – MUS samtalen bør derfor betragtes som én lang on-going samtale, som der evalueres på en gang om året – til MUS samtalen.
Som leder er jeg meget fokuseret på balancen mellem ledelse og styring. MUS samtalen er isoleret set, et styringsinstrument.
- Kunne man forestille sig, at man løbende var i dialog med den enkelte medarbejder om indholdet i opgaveporteføljen? JA
- Kunne man forestille sig, at man løbende drøftede gensidige forventninger til de mange spørgsmål og indholdsområder, som løbende dukker op på en skole? JA
- Kunne man forestille sig, at man konstant var i dialog om og i konstant sparring omkring, hvordan man kan håndtere udfordringer af faglig- og kompetencemæssig karakter? JA
Min erfaring som leder siger mig, at en dialogisk og nærværende ledelse som i praksis sammen med medarbejderne forbereder og gennemfører indholdet af en MUS samtale i løbet af året, giver gode resultater.
Både når det gælder elevernes udbytte, skolens generelle udvikling samt medarbejder trivsel. Dagligdagen udfordrer mig konstant på en tidsmæssig prioritering - det kræver meget tid men det er givet godt ud.
Derfor bliver HR´s MUS materiale også lige tvistet en gang, så det giver mest mulig mening. Men det siger jeg ikke højt og det bliver vel mellem os.