Astra-bloggen
Blog
Engineering: vedholdenhed, engagement og fejltolerance
Engineering er en anvendelsesorienteret og problemløsende tilgang, som tager udgangspunkt i at løse et konkret problem eller behov. Populært sagt er der tale om, at eleverne arbejder med praktisk løsning af praktiske problemstillinger, samtidig med at de lærer om naturvidenskab og teknologi. I projektet Engineering i skolen kan du blive klædt på til at bruge engineering i din undervisning.
Kast dig ud i det
Al begyndelse er svær. Også engineering. Får eleverne mon tilstrækkeligt fagligt udbytte ud af forløbet? Og hvordan kan jeg som lærer give plads til den mere elevstyrede undervisning, som engineering-aktiviteterne lægger op til? Vi ved (fra NEUC’s praksiskortlægning af EiS, 2017), at elevernes interesse for naturfag øges ved at arbejde med engineering. Vi ved også, at engineering træner elevernes vedholdenhed og fejltolerance og engagerer elever på tværs af interesser og social baggrund.
Når du kaster dig ud i engineering, er det vigtigt, at du er klar over, at engineering er en måde at realisere ambitionerne i Forenklede Fælles Mål, som rækker ud over de konkrete aktiviteter i undervisningen og peger frem mod, hvad eleverne skal kunne med naturfagene - også uden for skolen. Eleverne kan sagtens få et stort og forskelligartet læringsudbytte af at arbejde med engineering i skolen. Praksiskortlægningen fra NEUC viste, at elevernes læringsudbytte dækkede mange forskellige generiske kompetencer såvel som mere anvendelsesorienteret fagligt udbytte.
Den seneste undersøgelse (foretaget af Københavns Professionshøjskole og Rambøl) af naturfagslæreres kompetencebehov viser, at teknologi og innovation er det, lærerne har sværest ved at få med ind i naturfagsundervisningen. Når du arbejder med engineering-forløb, får du automatisk innovation med i naturfagsundervisningen, og i mange af de tilgængelige forløb er teknologi samtidigt integreret som redskab.
Med engineering-tilgangen opnår eleverne større indsigt i, hvordan naturvidenskab anvendes til at løse problemer, og deres interesse for at arbejde problemorienteret med naturvidenskab og teknologi styrkes. Netop behovet for udvikling af en engineering-didaktik, der kan binde STEM-fagene sammen, er formuleret i forarbejdet til regeringens nationale naturvidenskabsstrategi.
Projektet Engineering i skolen sætter engineering i spil i naturfagsundervisningen og giver lærerne redskaber til, hvordan de kan ved hjælp af engineering kan gøre undervisningen mere vedkommende for eleverne - det øger interessen og får det lærte til at sidde bedre fast i hukommelsen.
Sådan kommer du i gang
Det første, du skal have styr på for at komme i gang med engineering i din undervisning, er de syv elementer, som engineering-processen indeholder. I projektet Engineering i skolen er der udviklet en procesmodel for engineering. Procesmodellen indeholder de syv delprocesser, og til hver delproces er der tilknyttet metodekort og animerede lærervejledninger, der sikrer, at du får alle delprocesserne helt ind under huden.
I lærervejledningerne er der meget fokus på de opgaver og det arbejde, du som lærer har i et engineering-forløb.
Et helt engineering-forløb optager mange lektioner, og derfor kan det være en fordel at øve nogle af elementerne, inden eleverne kastes ud i et helt forløb. På samme måde kan det være hensigtsmæssigt at træne projektopgaven, inden eleverne kaster sig ud i den. Der er udarbejdet et gratis metodekit med små praktiske opgaver til at øve nogle af elementerne.
Grundlaget for alle vejledninger og animationer er en engineering-didaktik, der er blevet udviklet i samarbejde med en række grundskolelærere.
Download gratis undervisningsforløb
Som en del af Engineering i Skolen-projektet bliver der udviklet fem undervisningsforløb til de fællesfaglige fokusområder, som du kan downloade helt gratis.
Et af dem er ‘Dyrk planter på Mars’, hvor eleverne skal arbejde med det fællesfaglige fokusområde ’strålingens indvirkning på levende organismers levevilkår’. Med udgangspunkt i udfordringen konstruerer eleverne en plantekuvøse til plantedyrkning på Mars. I forløbet indgår aktiviteter, der kan erstatte det traditionelle arbejde med ioniserende stråling i 9. klasse, kortlæsning samt betingelser for levende organismer. Andre eksempler er ‘Det rene vand efter oversvømmelsen’ og ‘Lodrette haver’.
Der udvikles løbende flere forløb, fx ‘Bevægelse er godt’, der integrerer micro:bit i et forløb med hjerte og puls. Se alle forløbene her.
Brug eksisterende events til at arbejde med engineering
Hvert år bliver der desuden udviklet engineering-forløb, der passer til årets tema i Naturvidenskabsfestival. I år bliver der bl.a. udviklet et forløb med fællesfagligt fokus om plast i havet til årets festivaltema ‘Vandets Hemmeligheder’.
Opgaverne i Naturfagsmaraton er ligeledes tilpasset engineering-didaktikken, så hvis du deltager sammen med din klasse, får du samtidig engineering-forløb til din undervisning.
Der udvikles også hvert år nye undervisningsforløb i forbindelse med Engineering Day, hvor du også kan finde forløb fra tidligere år. Engineering Day afholdes hvert år i uge 45 for 4. - 9. klasse. Det er gratis at deltage.
Derudover er Unge Forskere-konkurrencen en fantastisk mulighed for de elever, der trives med engineering i undervisningen. Her får eleverne gennem problembaseret arbejde med det naturfaglige stof mulighed for at opleve science som et kreativt fag, hvor de selv kan byde ind og gøre en forskel - og de får træning i at præsentere deres projekter.
Tilmeld dig Astras nyhedsbrev, og modtag seneste nyt om Engineering i Skolen og naturfagsundervisning