Naturfag som en del af det pæne selskab

Kunne det foregå? Nej, vel.

Var ordvekslingen mulig, hvis det det ikke var læsning, det handlede om men fysik/kemi eller et af de andre naturfag? Svaret er desværre, at det kunne faktisk godt ske. Naturfag bliver ofte anset for at være noget svært, nørdet og måske elitært.

De fleste kan enes om, at naturvidenskab da er rigtig godt, og det er skønt, at læger, ingeniører og laboranter beskæftiger sig med det. Det er der endda en vis status i: Wow, du er partikelfysiker… astronaut… hjernekirurg…

Men naturfag i skolen? Dét er ok ikke at være så tændt på. Det er faktisk i nogle tilfælde socialt acceptabelt - også blandt voksne - at distancere sig fra det.

Hørt på lærerværelset op til uge 39 (hvor Dansk Naturvidenskabsfestival løber af stabelen) eller på vej mod en miljøuge: “Uha, nej. Altså jeg skal nok være med, men DU (naturfagslæreren) må fortælle mig, hvad jeg skal gøre og sige, jeg ved SLET ikke noget om naturfag.”

Kunne en lærer på samme højlydte måde ytre sig om, at historie ved han/hun SLET ingenting om, eller samfundsfag? Nej. Der vil man komme til at fremstå som et udannet menneske - det er ikke comme il faut.

Men holder denne distancerende indstilling til naturfag så?

Målet med skolens virksomhed er at bidrage til elevernes almene dannelse. Det er også at bane vejen for, at de unge efter endt grundskoleforløb går videre i ungdomsuddannelser og derfra til de videregående uddannelser - så vi får en tilstrækkeligt veluddannet og varieret sammensat arbejdsstyrke at leve af i Danmark.

Naturfagene har faktisk noget at byde på i forhold til begge mål:

I forhold til rekruttering til naturvidenskabelige og tekniske uddannelser lægges der et grundlag i grundskolens naturfag. Fænger undervisningen, kan der tændes en gnist af interesse hos eleverne for at fortsætte i det naturvidenskabelige spor. Der er behov for, at nogle unge vælger denne vej i samfundet, dog ikke alle unge.

Men også i forhold til at ruste alle elever, inklusive dem som ikke skal, kan og vil vælge naturvidenskabelige og tekniske levebrød, har naturfagene noget at byde på. Der er “naturfag” i alt, der rører sig i et ungt menneskes liv lige fra det nære som fx deres egen udvikling (pubertet), den elektronik de benytter sig så heftigt af, trivsels- og sundhedsproblemstillinger - til de mere vidtløftige eksistentielle spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med livet? Er Universet virkelig uendeligt?

Kan moderne mennesker leve et moderne liv uden at kunne skelne facts fra bluff? Videnskab fra pseudovidenskab? Kunne skelne saglig argumentation fra glidebaneargumenter?

Måske kan vi leve livet foruden, men risikoen for, at vi bliver taget ved næsen, er stor.

Naturfagene er med til at ruste eleverne med et livsberedskab af kompetencer, der bl.a. sætter dem i stand til at søge årsagssammenhænge og have en undersøgende tilgang til problemstillinger. Med andre ord: Naturfagene yder et væsentligt bidrag til elevernes almene dannelse.

Så var det ikke på tide, vi i vores indstilling lukkede naturfagene ind i det pæne selskab af almendannende fag i skolen?

• Forældre kan bidrage ved bakke op om deres børns læring - også i naturfagene. Man behøver ikke have styr på grundstoffernes periodesystem selv for at spørge interesseret til det, ens barn lærer i naturfagene.
• Lærere kan bidrage til fortællingen om, at naturfagene er for alle og har noget væsentligt at byde på.
• Og politikerne kan huske, at når fagligheden skal styrkes, så gælder det også naturfagligheden. Man kunne nemlig godt forledes til at tro, at der er en slags signal om, hvilke fags faglighed, der er vigtigst, når man senest ser, at nationale test i biologi og geografi bliver frivillige for at gøre plads til obligatoriske i dansk og matematik.