Folkeskolens naturfagsrådgiver
Blog
Samarbejde – det er ikke raketfysik, men der-imod …
Veltilrettelagt undervisning, udnyttelse af kompetencer, elever med lyst til naturfag og en glæde til at undervise i disse timer. Dette er en opskrift på, hvordan fælles visioner kan føre til undervisnings-glæde – både hos elever og lærere.
Ny struktur
På 5. og 6. årgang er vi i år tre overbygningslærere, der har natur og teknologi. Jeg kender den ene 5. klasse og en af 6.klasserne, da jeg har haft dem de to foregående år. De andre klasse kendte hverken mine to kollegaer eller jeg.
Inden skoleårets start var vi noget betuttet over denne undervisningsopgave. 120 minutter alene med en klasse man ingen relationer har til, en gang om ugen og uden faglokale.
Hurtigt kunne vi blive enige om at prøve at gribe denne opgave anderledes an end den traditionelle undervisning.
Vi valgte følgende:
- Fælles opstart på trappen
- Alle elever mødes og introduceres til dagens emne
- En lærer og et hold i hvert vores klasselokale
- På 5. årgang: 3 lærere og 3 hold (Til vores første emne er holdene klasserne)
- På 6. årgang: 2 lærere og 2 hold.
- Hvert hold undervises 25/30 minutter – hvorefter lærerne roter.
- Dvs. hver lærer underviser i det samme stof til hvert hold = mindre forberedelse
- Udnyttelse af hver vores kompetencer, så eleverne oplever at møde lærere, som er skarpe på deres stof.
- Pause
- Eleverne er ude 10 minutter at få frisk luft
- Fælles afslutning
- Alle elever mødes på trappen igen, og vi skriver vores nye viden på et fælles mindmap i mindmeister (programmet ligger på skoletube)
Ikke raketfysik
Denne struktur er jo ikke nogen verdensopfindelse, men bare en måde at organisere sine timer på. Grunden til, at jeg alligevel vælger at skrive om vores undervisning, er håbet om, at den kan inspirere kollegaer til at anskue tilretteæggelsen af naturfagsundervisningen i et nyt perspektiv.
Vi har endvidere en plan for, hvem af os der laver undersøgelser. Så indtil nu har vi formået, at undervisningen hver gang indeholder undersøgelser, men den enkelte lærer står ikke med dette ansvar til hver uge.
Vi bruger Meebook som læringsplatform. Her er forløbene bygget med et fælles overblik og et forløb til hver lærer. Så kan vi alle følge med i, hvad der sker i de forskellige timer.
Efter efterårsferien fortsætter vi, og vi korrigerer med de erfaringer, som vi har gjort i første semester. De tre lærere, som er en del af denne organisering, har vidt forskellige kompetencer. Ved at organisere os på denne måde, så bliver vores undervisning bedre fagligt, og eleverne oplever kvalificerede lærere.
Vi oplever fællesskab, sparring og glæden ved at være kollegaer.
TAK til Tina og Martin for at tro på ideen.