
Folkeskolens naturfagsrådgiver
Blog

Tillykke – du har lavet en fejl!
Et nyt skoleår står for døren. Den enkelte lærer sidder i disse dage i sit tænkekammer eller sammen med sine kollegaer og planlægger det nye skoleår. Hvad skal være i fokus? Læsning, læringsmål, kompetencer, bevægelse eller noget helt femte? Mit fokus skal være FEJL. – Eller måske snarere manglen på FEJL.
Flickr/ Rafael Gandi
To grupper af elever
I den danske folkeskole er der kort sagt to grupper af elever. Dem der kan honorer kravene, og dem som ikke kan. Dette indlæg handler om den første gruppe. De elever, som kan agere i skolens arenaer – med sprog, regler, normer og krav. De er dygtige, velstimuleret og velargumenterende. Der er ingen tvivl om, at disse elever kommer videre i uddannelsessystemet – men hvad venter der dem?
Karakterræset
En undersøgelse fra Aalborg Universitet hat netop konkluderet at en præstationskultur, hvor der er fokus på høje karakter i gymnasiet mindsker elevernes trivsel og læring. Dette kunne også gøre sig gældende i folkeskolen. De elever som kan agere i skolen arena, de vil have høje karakter. De vil have 12-taller og ikke andet. En del af dem er ikke interesseret i feedback, men kun karakteren. Hvis det ikke er 12 – så er det uinteressant.
Failure is not an option
Deres profiler på de sociale medier er perfekt. Deres skolegang er lutter 12-taller. De dyrker idræt, gerne på eliteplan. Og fejl – det er ikke en mulighed. Lur mig om denne perfekthed ikke mindsker deres kreativitet og opfindsomhed.
I naturfagene er undersøgelser omdrejningspunktet. Nogen gange har man en hypotese, som holder – andre gange, så har man ikke. Hvornår lærer eleverne mest? Når hypotesen ikke holder, og man finder forklaringerne på, hvorfor den ikke holdt.
Fejl –ja tak
I dette skole år skal jeg have 150 elever på 3., 4. og 7. årgang til naturfag. Fra dag ét vil jeg gøre dem klart, hvor betydningsfuldt det er, at turde lave fejl. Jeg vil fremstå, som det gode eksempel og selv turde lave fejl, så de kan se, at voksne mennesker også fejler.
Måske du er blevet inspireret til, at eleverne skal turde at lave fejl i det kommende skoleår. Det vil være godt for deres og Danmarks fremtid.
”Kun de allermodigste – eller de mest dumdristige- skejer ud ved at forsøge at finde deres egne skæve veje til målet” Citat Rane Willerslev