Folkeskolens naturfagsrådgiver

Blog

Vil du med mig ud?

Børn og unge kommer ikke meget ud i naturen. Er det en forældre opgave? Hvem har ansvaret for det massive svigt, der sker mellem en hel generation og naturen? Og hvilken stemme har naturfagslærerene i denne problemstilling?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En undersøgelse fra Danmarks naturfredningsforening viser, at kun 29 procent af børnene kommer ud i naturen hver dag i løbet af sommerhalvåret. De børn som vokser op i dette årti, hvor elektroniske devises fylder i hverdagen – de snydes for eventyragtige oplevelser i naturen.

https://www.dn.dk/nyheder/ny-undersogelse-born-far-alt-for-lidt-natur/

Folkeskolens naturfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Mette Mellerup er Folkeskolens naturfagsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mettemellerup74@gmail.com

Hvor er forældrene?

Som så mange andre opgaver, der ligger i at være forældre, mener jeg, at det er en forældreopgave at tage sine børn og unge med i naturen. Det er symptomatisk for vores samfund med en forældregeneration (hvor en stor del) er fortravlet, ressourcesvage eller mangler empati for egen yngel. Det er en lang, sej proces at være forældre, og det kræver, at man tager ansvar, opdrager og siger nej.

Det er den nuværende forældregeneration, som skal tage deres børn og unge med ud i naturen. Der ligger oplevelserne og venter. Stjernehimlen, fuld måne, svampetur, havet, søen, heden, skoven, overnatning i shelter, bål – natur og nærvær.

http://vejr.tv2.dk/2018-09-05-hvert-sjette-barn-har-aldrig-hoppet-i-en-vandpyt

Naturfagslærerens stemme

Jeg vil opfordre alle naturfagslærere til at tage denne problemstilling op med vores elevers forældre. På forældremøder eller i en mail. Vi skal have denne problemstilling frem i lyset. Forældrene skal gøres aktive, så svigtet mellem børn og naturen kan formindskes.

Et par argumenter til forældrene kan være:

  • Børn bliver inaktive med deres elektroniske devises
  • Børn bliver mere robuste af at færdes i naturen
  • Oplevelser som børn kan huske – få forældrene til at mindes deres egen barndom

Verdens fremtid afhænger af børnene

”Hvis vi skal løse klima- og biodiversitetskriserne, skal vi starte med børnene. Børn skal vide mere om naturen, dens ressourcer og kredsløb. For børn, der kender og elsker naturen, er også bedre til at passe på den” siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, og understreger:

”Tid i naturen er en essentiel investering i vores børn og naturs velvære – nu og for fremtiden. ”

Jeg er helt enig – hvis naturen skal have en chance i fremtiden, skal den kommende generation agere anderledes. For at skifte livssyn og levestil skal man have viden. I dette tilfælde skal denne viden komme fra oplevelser i naturen.

Forældrene vågner nok ikke op lige med det samme, så det bliver nok til endnu en opgave for folkeskolen… Jeg vil for en gang skyld være på forkant. I næste uge skal vi ud – ud og hoppe i vandpytter. Uden læringsmål – blot med oplevelsen i fokus.

PS: er lige kommet hjem fra en tur i skoven med mit ældste yngel på 18 år og hunden. Da vi ser den flotteste store røde fluesvamp, spørg jeg ham om han har sin mobil med, så vi kan tage et billede. Svaret er nej, vi må lagre den i vores hukommelse, siger han uden at blinke.

Naturen er stedet for nærvær, oplevelser og tid.