
Folkeskolens naturfagsrådgiver
Blog

Virkelighedsnær projektopgave
Over det ganske danske land arbejdes der i disse uger med projektopgaven på 9.årgang. En tvungen opgave, hvor eleverne får en uge til at belyse en tværfaglig problemstilling. En uge som historisk set ikke har stået i naturfagenes tegn.
I de 10 år jeg har været folkeskolelærer har projektopgaven i 9.klasse været humanisternes højborg. En enkelt gang har emner som rusmidler, spiseforstyrrelser eller GMO været på dagsordenen.
Nye tider
Vi er i skrivende stund i gang med projektopgaven. Selve projektugen er i uge 5, så i disse dage vælges der underemner, og problemformuleringerne tager form. Vores overemne er FN´s verdensmål. Disse mål kender eleverne fra den daglige undervisning –primært i naturfag. I vores overbygning hænger målene med tilhørende tekst, billeder, modeller og elevmateriale. Dette er med til at synliggøre vigtigheden i, at tænke over hvordan vi behandler vores Jord.
FN’s verdensmål – en gave til tværfagligheden
Hvis verdensmålene bliver brugt aktivt i naturfagstimerne, bliver tværfagligheden begribelige for de fleste elever. De oplever hvordan biologi, geografi og fysik/kemi – med deres forskellige kerneområder- kan bruges til at forstå verdensmålene. Teksten der følger med til hvert mål kan bruges til at lave problemformuleringer til projektopgaven eller problemstillinger til naturfagsprøven.
http://un.dk/da/om-fn/verdensmaalene
“MEGA nice”
I dette skoleår har jeg min daglig gang blandt 90 unge mennesker i 9.klasse. Undervisningen, der handler om FN´s verdensmål, er for dem nærværende og brugbar. Jeg siger ofte til dem, at det er deres generation, som skal redde og rydde op på Jorden.
Prøv at sætte denne lille film med Emma Watson på -det er MEGA nice.
https://www.youtube.com/watch?v=WwE7TxtoyqM
Vind i naturfagssejlene
Vi har 38 grupper i gang med projektopgaven. 24 grupper arbejder med naturfag. Der arbejdes med alt fra overfiskning, plastik i verdenshavene, rent drikkevand i Ulande til ansvarligt forbrug, fattigdom, sult og bæredygtigt energi. Naturfagslærerene (to stks.) er glade, stolte og har nok at se til …
Eleverne tilegner sig ny viden og bruger deres eksisterende viden fra den daglige undervisning. At de har en ballast i form af eksisterende viden, gør at de kan bruge mere tid på deres produkter. På Sølystskolen bruger vi designcirklen til at udvikle produkter.
https://www.youtube.com/watch?v=eLLzu3V-KG0
Jeg stemmer for FN´s verdensmål som overemne i projektopgaven.
FORZA (naturfaglige)virkelighedsnær projektopgave