Børn som medforskere

I Center for Grundskoleforskning arbejder vi med børneliv i undervisning og skole, og et af de emner, der optager os er, hvordan man kan arbejde med børneperspektiver i forskning. Tre aktuelle forskningsprojekter beskæftiger sig med netop dét.

Fælles for de tre projekter er, at de undersøger, hvordan man kan arbejde metodemæssigt med børneperspektiver i forskning: Hvordan deltager børn i forskning, som omhandler dem?

Dét spørgsmål hænger sammen med forskningsmetode: hvilke metodologiske valg og hvilke specifikke metodiske teknikker bruger forskeren?

Forskningsmetoder er vigtige; det er dér, forskning møder praksis, det er dér, videnskab møder verden, og det er dér, hvor det defineres, hvad tæller som viden og hvad falder udenfor, måske fordi det ikke har en form, som er nemt at omsætte til almindelige vidensenheder som videnskabelige artikler og forelæsninger.

Forskningsmetode handler om proces – det handler om vejen til viden – hvordan designes, planlægges og udføres forskning på en måde, så indsigter fra praksis og fra levet liv får de bedste muligheder for at træde frem, blive set, hørt og forstået.

I de tre projekter, jeg fortæller om her, er det indsigter fra levede børneliv og metoder til at få gode samtaler med børn, det handler om.  

Brug af artefakter i interview til at åbne for børns perspektiver

Stine Mariegaard, UCL/SDU, har netop forsvaret sit ph.d.-projekt Science i Børnehøjde. Projektet handler om at skabe kontinuitet i børnenes science-erfaringer i overgangen fra dagtilbud til skole.

I sin dataindsamling ville Stine interviewe børnehavebørn om deres forestillinger om gå i skole – hvad de glædede sig til, og hvad de evt. bekymrede sig om. Hun skulle også interviewe dem om deres science-erfaringer. Men hun stødte på problemer, fordi Stine ønskede at positionere sig som en voksen der ikke holdt magt over børnene, samtidig med at hun ønskede at tale med børnene om noget bestemt. Når børnene ikke umiddelbar blev fanget af spørgsmålene  blev det en udfordring at få deres opmærksomhed uden at irettesætte. Derfor udviklede hun en interviewkuffert, der indeholdt en bamse og science artefakter til at fange og fastholde børnenes interesse. Bamse blev den samtalepartner, som kunne vække børnenes interesse. Den skulle nemlig selv starte i skole, fortale Stine dem, og den var bekymret for, hvordan det ville gå. Gennem Stine spurgte Bamse børnene, om den ville hjælpe dem ved at lave tegninger, som viste, hvordan det var at gå i skole. Nu kunne samtalen med børnene foregå med Bamse og aktiviteten (tegningen) som mellemled.

At lytte til børn

Pernille Welent Sørensen er ved at afslutte et ph.d.-projekt på RUC om, hvordan børn bliver til et publikum i skolen, når teatret kommer på besøg.

Hendes tilgang til arbejdet var, at hun ønskede at lytte til børn som medforskere ved at stille sig solidarisk med deres perspektiver og undersøge, hvordan de bliver til som publikum i samspil med rum, relationer, mennesker, objekter og ting, og at bidrage med metoder og viden, der kan invitere til andre historier om dét at blive et publikum.  

For at holde sig selv fast på det ønske, skrev hun i starten af sit forskningsarbejde et manifest. Det indeholder seks præmisser, hvoraf to af dem lyder: ‘Jeg er villig til at forstyrre kategorierne børn-voksne’ og ‘Jeg er villig til at lytte til børn’. At lytte skal forstås bredt, det vil sige, det handler også om at iagttage børnene og se dem tegne, fx. Og det betyder at være villig til at lade sig genskabe og bevæge sig nogle andre steder hen.

For at leve op til manifestet besluttede hun sig for at være en “anderledes voksen”, det vil sige en voksen, som var sammen med eleverne hele tiden og fx ikke gik på lærerværelset i frikvarteret. Pauserne blev holdt med eleverne, og hun sagde “ja” til invitationer om at lege og gynge eller se YouTube-videoer i spisepausen. Det gav hende mulighed for at bevæge sig væk fra rollen som den voksne, der satte dagsordenen.

Tegnet af en af Pernille Welent Sørensens medforskere, som gik under det selvvalgte forskernavn Lady Gaga. Tegningen er fra workshoppen “tegn hvor du sad”, som blev afviklet i forbindelse med Limfjordsteatrets forestilling “morfar, MORFAR, morfar”.

Kreative metoder i forskning med børn

Ene Ernst Hoppe, er ph.d.-studerende på Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet arbejder på projektet SCOPE, hvor der benyttes kreative metoder som en måde at møde børn og unge med forskning. Projektets deltagere er elever i 0., 5. og 8. klasse, og der bliver brugt forskellige kunstbaserede metoder i undersøgelsen af børnenes interesser inden for emnerne natur, teknologi og sundhed. Et eksempel på at få en samtale i gang med eleverne er at lade dem forestille sig, de får besøg af nogle rumvæsener, som er på jorden for første gang, og at børnene skal fortælle og tegne for væsnerne, hvad de synes er vigtigt inden for de tre emner. Opgaven førte til fantasifulde tegninger og tegneserier, hvor børnene fortolker både opgaven og mødet med rumvæsnerne forskelligt. Andre eksempler på kunstbaserede metoder er collage, kortlægning, male/tegne, fotografere (visuelle), video-dokumentarer, blog/chats, videodagbog (medie) eller at forme noget i ler/bygge med lego (artefakter). De kreative metoder handler ikke om at have eller få kunstneriske evner; men om at lade sproget og den direkte dialog mellem elev og lærer/forsker (eller barn og voksen) træde i baggrunden og lade andre udtryksformer kommer i spil med brug af sanser og krop og lade samtalen opstå ud fra det skabte.

Det autentiske møde, findes det?

I arbejdet med børn som medforskere må vi diskutere, hvordan ens egen dagsorden påvirker børnenes ord, tegninger, handlinger og udtryk, uanset hvor meget umage vi gør os med at gøre mødet så ligeværdigt som muligt. Hvordan giver forskeren mulighed for, at relevante oplevelser, udtryk og sansninger bliver delt og dokumenteret? I hvilken udstrækning giver forskeren og ikke mindst forskningsmetoderne mulighed for, at det overraskende, uventede og uplanlagte får mulighed for at komme til orde? Og hvad gør man så, hvis man er så heldig, at virkeligheden yder videnskaben modstand? Hvis man får øje på noget, man slet ikke havde troet eller tænkt?

Hvad nu hvis det var eventyrvæsner og ikke rumvæsner, børnene i Enes projekt havde fået besøg af – ville samtalen så have udviklet sig anderledes og givet en anden viden? Viden bliver til i kraft af forskningsmæssige valg, forskningsmetoder og de valgte vidensmedier. Med sin forskning forstærker man nogle specifikke versioner af en virkelighed og metodologi og vidensmedier er medproducerende i forskningen.

Læs mere:

Braun, V., & Clarke, V. (2006). Using thematic analysis in psychology. Qualitative research in psychology, 3(2), 77-101.

Broström, S. (2012). Children's participation in research. International Journal of Early Years Education, 20(3), 257-269.

Calderhead, J. (1981). Stimulated recall: A method for research on teaching. British Journal of Educational Psychology, 51(2), 211-217.

Colliver, Y. (2017). From listening to understanding: interpreting young children’s perspectives. European Early Childhood Education Research Journal, 25(6), 854-865.

Davies, B. (2014). Listening to Children: Being and becomming.Routledge.Hohti, R. (2016). Children writing ethnography: children’s perspectives and nomadic thinking in researching school classrooms. Ethnographyand Education, 11(1), 74–90

Dockett, S., & Perry, B. (2005). ‘You need to know how to play safe’: Children's experiences of starting school. Contemporary Issues in Early Childhood, 6(1), 4-18.

In N. Järvinen, Margaretha & Mik-Myer (Ed.), Kvalitative metoder i et interaktionistiskperspektiv. Interview, observationer og dokumenter(1.oplag, pp. 147–168). Hans Reitzels Forlag

Kampmaan, J., Rasmussen, Kim, & Warming, Hanne (2017). Interview med børn: Hans Reitzels Forlag.

Morgan, M., Gibbs, S., Maxwell, K., & Britten, N. (2002). Hearing children's voices: methodological issues in conducting focus groups with children aged 7-11 years. Qualitative research, 2(1), 5-20.

Naylor, S., Keogh, B., Downing, B., Maloney, J., & Simon, S. (2007). The PUPPETS Project: using puppets to promote engagementand talk in science. InContributions from Science Education Research(pp. 289-296). Springer, Dordrecht.

Parkinson, D. D. (2001). Securing trustworthy data from an interview situation with young children: Six integrated interview

Spyrou, S. (2016). Troubling childrensvoices in research. In ReconceptualisingAgency and Childhood. New perspectives in Childhood Studies (pp. 105–118)

Svabo, C., Pedersen, R. R., Arnfred, A. J., Bønnelycke, J., & Tosca, S. (2020). Hvad er et videnskabeligt produkt? I K. R. Eskildsen (red.), Humaniora? En spørgende videnskabsteori (s. 105-126). Samfundslitteratur. https://buuks.dk/shop/humaniora-298697p.html

Svabo, C., & Bønnelycke, J. (2020). Knowledge Catcher: on the performative agency of scholarly forms. PARtake: The Journal of Performance as Research, 3(1, 2020). https://doi.org/10.33011/partake.v3i1.477

Shanks, M., & Svabo, C. (2018). Scholartistry: Incorporating Scholarship and Art. Journal of Problem Based Learning in Higher Education, 6(1). https://doi.org/10.5278/ojs.jpblhe.v6i1.1957

Svabo, C. (2011). Børns medierede museumsbesøg. Unge Paedagoger, 2011(1), 78-84. http://www.u-p.dk/default.asp?productcategory=2

Warming, H. (2005). Erkendelse gennem oplevelse; Når indlevelse ikke er mulig