Charlotte Holm

Blog

International migrantdag i dag 18. december

Verden over markeres dagen i dag bl.a. af ETUCE, vores europæiske lærerorganisation.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

International Migrant´s Day er FN- sponsoreret og en fejring og hyldest til migranter. I ETUCE fejrer vi det selvfølgelig i en uddannelsesmæssig kontekst med fokus på, hvad der fremmer migrantelevers muligheder for at klare sig godt i skolen, så de får bedst mulige afsæt videre i livet bredt set. ETUCE har indhentet vidnesbyrd fra lærere i hele Europa, der indrammer, hvad der skal til for at lykkes med opgaven hver dag ude i klasserne. Undervisning i sig selv er en kompleks opgave, og derfor kommer der sikkert mange bud på, hvilken slags støtte lærerne mener, der skal til, når man underviser elever med anden etnisk baggrund. I mit indlæg efterspørger jeg støtte fra politikerne. De skal tage ansvar for den stigende hårde retorik, der omhandler migranter, flygtninge, tosprogede, flersprogede, 1.-,2.- eller 3. generationsindvandrere i Danmark. Den retorik skal politikerne tage afstand fra- ikke kun i ord, men også i handling. Det stigmatiserer en bestemt elevgruppe eller deres forældre, når der som eksempel bruges udtryk eller indikatorer som ”elever med ikke vestlig baggrund” til at føre særligt tilsyn med skoler i særlige boligområder.  Det er er med til at skabe et ”dem og os”, i stedet for et ”vi”. Vi har som samfund brug for et inkluderende og mangfoldigt fællesskab, og vi har forudsætningerne for at levere på den konto. Det arbejder vi med og på hver dag i folkeskolen jf. folkeskolens formålsparagraf. Men det er ikke nok, at vi i skolen giver eleverne ”forståelse for andre lande og kulturer”, og eleverne ” får tillid til egne muligheder og baggrund”, hvis ikke samfundet udenfor folkeskolen spiller med på den fælles spilleplade. Andre lande vi sammenligner os med, er bedre til at løfte elever med anden etnisk baggrund end vi er i Danmark- så mon ikke der skal skiftes fra kort til langt lys, så tilgangen bliver en anden? Det er mit ønske og appel her på International Migrant´s Day.

Charlotte Holm

Charlotte Holm. Hovedstyrelsesmedlem i DLF siden 2016, medlem af Overenskomstudvalget. Da jeg har været lærer siden 1988 i Vollsmose, er jeg stærkt optaget af elever, hvis socioøkonomiske baggrunde og sproglige forudsætninger kræver en særlig indsats. Folkeskolen er det sted, hvor vi kan være med til at bryde den sociale arv, men det kræver et andet seriøst fokus fra politisk side, end det vi hidtil har set. Der skal et fagligt fokus på både modtageundervisningen og på den supplerende støtte, hvis man vil skabe en reel forandring for disse elever.