Dig og mig og vi to

Jeg husker selv Samtalens Mulighed som et afgørende element på min vej til at få dannet min identitet som lærer. Og fordi Marie havde mindet mig om den, lå den og rumsterede i baghovedet for nylig, da jeg helt lavpraktisk netop fik lov til at folde nogle af samtalens muligheder ud.

Jeg havde fået fornøjelsen af at være en af underviserne på et tværfagligt undervisningsforløb, der kombinerede billedkunst, seksualundervisning, historie og så dansk, selvfølgelig. Og ideen var, at jeg skulle køre en workshop fire dage i træk, hvor det altså var forskellige klasser og elever, der kom og deltog i undervisningen. Det var kanonspændende og godt tilrettelagt, og jeg havde anstrengt mig for at leve op til de øvrige underviseres standard. Af den grund havde jeg også brugt tid på at konstruere et helt arsenal mål for netop min del af forløbet. Det skulle jo ikke hedde sig…

Det var det samme forløb jeg skulle køre alle dagene, og det var altså de samme mål, jeg havde sat op for undervisningen. Det i sig selv havde været svært nok, og det tog 100 år alene at beslutte mig for, hvad de unge mennesker helt præcis skulle have ud af undervisningen. Det ved enhver, der har siddet med det digre værk som de nye fælles må er blevet ”forenklet” til. Men en dyb indånding senere lykkedes det at få konstrueret noget, jeg var tilfreds med. Og så kunne de bare komme an, de unge mennesker.

Da den sidste klasse var tjekket ud fredag eftermiddag, var jeg glad og høj, som man kan være, når undervisningen er gået særlig godt. Men jeg var også lidt forundret. På tavlen hang mine læringsmål og flagrede. To af dem, hvad jeg helt sikkert nailet; det var nogle af de helt konkrete mål om historiebrug og genrekendskab. De øvrige mål havde vi da berørt i vores møde omkring de faglige elementer, jeg havde med. Men det, der havde fået det til at svæve, var det, som altid sker i mødet mellem mennesker. Jeg kom med mit. De unge mennesker kom med deres. Og i vores møde, i vores samtale, voksede et nyt fælles tredje frem. Et af de elementer, jeg havde med, var Erik Henningsens maleri, der i daglig dansklærertale går under betegnelsen Barnemordet. Billedet forestiller tilsyneladende opgravningen af et barnelig. Maleriet er fra 1886. Ideen var at bruge det og et par andre kilder, som udgangspunkt for en samtale om seksualmoral. Den ene af klasserne var en 9. klasse, der godt kendte maleriet. Og en af pigerne tog lynhurtigt udgangspunkt i industrialiseringen og indledte en debat omkring de manglende muligheder for at få taget hånd om barnet og ikke mindst få forsørget det. De var også helt klar over, at det ikke var så godt at få et barn uden for ægteskabet. Det var en fed samtale. Og vi kom vidt omkring; folkeeventyrets arketyper, Pelle Erobreren og Karen Blixen. Dagen efter kom en anden 9. klasse, hvor der i modsætning til den anden klasse var en overvægt tosprogede elever. De var lidt forsigtige til at begynde med, men de ville rigtig gerne samtale, og de have en super fin faglighed at byde ind med også. Men da pigerne i klassen så Erik Henningsens maleri, blev øjnene store. Et øjeblik var der helt stille, og det varede lidt, inden jeg blev klar over, at det ikke var fordi, jeg havde grebet noget forkert an, ved at vise dem maleriet. Det var noget helt andet, der var på spil. De var simpelthen blevet dybt grebet af den unge pige på maleriets situation. -Det er skamfuldt sagde en af pigerne. Og snakken gik. Om naboerne, der ville snakke. Om pigens ære, om hendes liv fremover, om fyren, der sikkert bare var stukket af fra sit ansvar, og om pigens åbenlyse desperation. -Det er synd for hende, udbrød den ene af pigerne. Og alle så på den unge pige med det bøjede hoved. Og jeg så på pigerne. Og så greb jeg øjeblikket og samtalens mulighed. Der var ikke andet at gøre. For i vores møde, i vores samtale, voksede et nyt fælles tredje frem, jeg ikke lige havde set komme. Sådan er det, når man har med mennesker at gøre.