En dåseåbner til ordkunsten

Jeg er vild med opskrifter. Deres sproglige klarhed og sanselige løfterigdom. Fremmedartetheden indtil man er bekendt med de eksotiske råvarer og komplekse tilberedningsmetoder, de beskriver.

Opskrifter er smukke, fordi de beskriver en verden der er langt større end den, de rent praktisk består af - punktopstillede ord på papir og koncise vejledninger. Opskrifter er interessante, fordi de unægtelig er oplæg til fortolkning hos hin enkelte kok - og dermed samtaler kokkene imellem. Opskrifter er smukke, fordi de helt konkret sætter kokkene i gang med at udføre et stykke kunst, som har potentialet til at binde mennesker sammen i en æstetisk oplevelse.

Jeg er vild med digte. Fordi de er sprogligt gnistrende, og sanseligt løfterige. Fordi de tit og ofte er fremmedartede, komplekse og eksotiske, indtil man bliver bekendt med deres mønstre eller mangel på samme. Digte er smukke, fordi de rækker langt ud over den verden, de er en del af, både litterært og konkret. Digte er interessante, fordi de rummer så mange fortolkningsmuligheder hos hin enkelte læser, og dermed samtaler læserne imellem. Digte er smukke, fordi de øjeblikkeligt giver én trang til at læse højt og på den måde binde mennesker sammen i en æstetisk oplevelse.

Forandring og forundring

Vi har gennem de sidste 10 år eller mere i stigende grad inviteret køkkenkunsten til at blive en del af vores liv og verden, se bare på det utal af kendiskokke, ophøjede til rockstjernestatus og de før så utilgængelige michelinrestauranter, som med ét er gjort til genstand for den almindelige danskers opsparing på linje med sommerferierejser og iPads.

I samme tidsrum, hvor nytteværdi og økonomisk afkast iøvrigt er blevet samfundets hellige mantra, er lyrikken blevet sparket endnu længere uden for døren og har fået narrehatten trukket langt ned over ørerne .

Den er ikke nyttigt, siger nogle. For abstrakt og kompleks. Elitær og snobbet. De beskrivelser bringer mindelser om, hvordan køkkenkunstnere er blevet betragtet før Det Gastronomiske Gennembrud. I både litteraturen og den lidt mere virkelige verden finder vi eksemplerne: Tænk bare på den heksejagt både Babette og René Redzepi på hver deres måde er blevet udsat for, før afmystificering og sanselige oplevelser vendte stemningen.  

I dag er kogekunstens lyksagligheder tilgængelige for os alle sammen. Tænd tv’et og lær en bearnaise, gå på aftenskole og bliv en ekspert på rawfood, køb en af de utallige nørdede kogebøger og lær om alt fra bulgarsk simremad til sydøstasiatiske krydderitraditioner.

Kokkene, disse moderne alkymister, som tidligere havde svøbt deres fag i en uigennemsigtighed, gjorde kogekunsten tilgængelig for de mange, og de gjorde det med bravur. De var så at sige forandringsparate, mens vi spisende til gengæld blev gjort forundringsparate. Den opgave er det nu, til den mentale folkesundheds glæde og gavn, nu ordalkymisternes tid til at løfte.

Fra bord til ord

Og tiden er mere end moden til det. Afsnittet i skolereformens aftaletekst, ’Den åbne skole’, dikterer nemlig, at skolerne skal åbne sig op overfor det lokale kulturliv - endda med kommunernes hjælp. Så hvorfor ikke gribe muligheden og lade digterne komme indenfor for at afmystificere deres gerning og lade deres viden om og begejstring for ordenes vilde veje smitte af på skoleeleverne, som tv-kokkene har gjort det på den generelle befolkning? Det kræver bare to ting: Digterne skal turde træde frem for eleverne. Skolerne skal turde åbne dørene for digterne.

Vi som befolkning har ændret spisevaner, ikke fordi det var nyttigt og fornuftigt, men fordi nye spisevaner blev forbundet med nye oplevelser. Ekskursioner ind i det fremmede. Nye oplevelser giver nye muligheder for at opleve sig selv, og bygger dermed nye nuancer på vores identitet.

Der kan lyrikken i sandhed godt være med, og serveres den rigtigt, kan man med lyrik i krydderiskuffen tilføje en snert af litterær trøffel- og kaviarmagi til frikadellekrimikosten.  

Lyrik bliver alt for ofte forbundet med mystik og hemmeligholdelse. Det kan vi ændre på samme måde som vi ændrede kost- og motionsvaner. Nemlig ved åbenhed og imødekommenhed. Det første skridt, mener jeg, skal tages af grundskolen, og de skal tages nu, så digtkunsten får de bedste muligheder for at blive viklet ud af mystikkens kåbe og ind i den danske ungdoms hverdagskost.

Bon appetit!

Ps: Kulturstyrelsen har etableret en pulje med det formål at gøre kunsten mere synlig for børn og unge ved at bygge bro mellem lokale kulturtilbud og skolerne. Den kan passende bruges til at arrangementer mellem lokale ordkunstnere og grundskolerne.

Læs mere hér http://www.kulturstyrelsen.dk/presse-nyt/boern-og-unge/puljer-til-lokale-kulturtjenester-for-boern-og-unge/

Der er ansøgningsfrist d. 15/1 - så man skal skynde sig!