En milliard billeder, vi ikke ser...

-Jeg skal analysere en film til på torsdag, siger ældstebarnet, der lige er startet i 1. G.

Jeg læser avis og grynter en slags svar. Sådan mest for ligesom at markere, at jeg har hørt efter, hvad jeg næsten også har. Jeg er faktisk lige midt i noget om det amerikanske valg, og ikke vanvittig opmærksom på mine nærområder.

Hun bliver stående.

-Hvad?

-Jeg skal analysere en film til på torsdag, gentager hun. Og jeg ser mig nødsaget til at løsrive mig fra de trøstesløse udsigter til endnu en gang at få delt Verden i to af en mur og forsikre, at jeg har hørt hende. Hvad jeg jo næsten også har.

-Jamen, det kan jeg ikke... Hun ser forurettet ud. Nu kender jeg hende jo og ved, at hun ligner sin mor. Så jeg slår koldt vand i blodet. Selvfølgelig kan hun analysere en film…

-Nå. Hvorfor kan du så ikke det? I har vel gennemgået den i klassen?

- Ja. Men nu har jeg jo aldrig analyseret en film før. Så jeg ved slet ikke, hvordan man gør...

Jeg kan se på hende, at hun mener det. Og jeg kan lige pludselig godt huske, at der ikke var nogen film på listen over hendes opgivelser i sommer. Barnet har et ganske solidt danskfagligt fundament, og de har helt sikkert lavet noget andet i dansk i stedet, men faktum er nu, at barnet, der har slidt indtil flere dvd-afspillere op, og uden den mindste gradbøjning af virkeligheden kan kaldes super-forbruger af levende billeder, ikke har en faglig ballast i forhold til at gribe en filmanalyse an. Og der rammer vi lige ned i en generel problematik, som mange dansklærere sikkert kan nikke genkendende til.

Vi hører så meget om de unge såkaldt digitale indfødte og super-brugere af diverse elektroniske medier. Men er de nu også det? Og kan man tale om superbrugere, når der måske i virkeligheden nærmere er tale om super-forbrugere?  Alene på facebook up-loader danskerne mere end en milliard billeder om året. Mange af disse kører forbi os i en lind strøm hver dag, og vi er så vant til det, at vi nærmest ikke opdager alle de billeder, der flimrer forbi. Samtidig forbruger vi hjemmesider, computerspil, tv og film på livet løs. Og det er helt fint, men det hører alt sammen til i danskfaget, der i mange år har opereret med den brede tekstforståelse. Ikke alene skal vi skal spænde fra traditionelle tekster, der jo i sig selv stiller krav om, at vi har indsigt i alt fra Holbergs komedier til en nyhedsreportage, hen over tale, billeder og lyd, og her er listen ligeledes omfattende; hjemmesider, artikler, taler, fotos osv. Og nok er eleverne hurtige til at tage nye medier og udtryksformer til sig, men man kan simpelthen ikke opdyrke en faglighed på et område, som man alene forbruger i sin fritid. Og derfor er det tvingende nødvendigt, at vi i skolen klæder eleverne på til at forstå, hvad det er, de har med at gøre.  

Det tankevækkende er, at arbejdet med at forstå og integrere nye udtryksformer i danskfaget for rigtig mange dansklæreres vedkommende netop har været henvist til at finde sted om aftenen og i weekenden, hvor lærerne har siddet i privaten og bokset med at konstruere analysemodeller til computerspil, og læse op på teorier bag reality-tv, sådan at danskfaget var up-to-date i forhold til den nyeste udvikling, og dernæst har vidensdelt med kollegerne. Faglig efter- og videreuddannelse har man i hvert fald kigget langt efter i vejviseren i mange år, hvor selv små eftermiddagskurser i ”ny, dansk ungdomslitteratur” eller ”spillefilm i danskundervisningen” stort set er forsvundet ud af hverdagen i skolerne til fordel for store fælleskommunale kursusforløb. Man kan spørge, hvordan vi holder liv i danskfaget og det udvidede tekstbegreb, hvis lærerne ikke har tid til at gøre det?

Og ældstebarnet? Hun fik lavet den der filmanalyse... Og valget i USA? Det forbigår vi i tavshed...

Det nye nummer af tidsskriftet DANSK fra Dansklærerforeningen (nr. 4, december 2016)handler om andre udtryksformer.