Gennem spejlet

”Det er fuldstændig lissom den der novelle, vi læste. Jeg er ligesom hende Kiksede Katrine…” Marie tørrer øjenkrogen med fingerspidserne, så mascaraen ikke bliver tværet ud. Ikke for meget i hvert fald. Jeg kan godt høre, at hun er vred. Og jeg kan godt forstå det.

Det har været endnu en lortedag i rækken af Maries lorte-skoledage. Hun trives ikke. I perioder går det fint, men alt for ofte går det skidt, og vi bruger alt for meget tid sammen i et forladt klasselokale, hvor umage borde er stablet op på hinanden, og den snavsede grå linoleum ikke kan undgå at gøre det endnu mere trist at være 15 år og ikke kunne finde ud af alt det, der er vigtigt, når man er 15.

Ude fra gaden kan vi høre latter og hvin fra nogle af de andre, der har fået fri. Nogle af dem der i Maries øjne godt kan finde ud af det hele, og hun bliver lidt blank i øjnene igen.

-Men synes du, Katrine er kikset, Marie? spørger jeg. Mest for at få hendes opmærksomhed væk fra de leende piger på gaden, men Marie griber den. Hun krøller den papirserviet, jeg har givet hende, sammen og kaster det arrigt ned i skraldespanden. Hun ser mest ud som om hun har lyst til at losse den ad Hekkenfeldt til.

-Nej, for pokker. Det er jo Veronica, der er kikset. Og Polly. De er jo dem, der er kiksede. Fordi de bare løber med på en eller anden latterlig trend og selv tror de er så skide smarte… Hun skæver mod vinduerne.

Vi har i nogle uger været i gang med et forløb om selv-iscenesættelse i dansk og samfundsfag. Det har været et fedt forløb indtil videre, og det der rammer lige ned der, hvor de fleste i en 9. klasse kan finde sig selv.

Eleverne har set vantro på et filmklip med maleren Jens Jørgen Thorsen, der iført de obligatoriske leopardbukser afsynger et vers af marseillaisen, analyseret malerier og artikler om nudister og transseksuelle, og vi har arbejdet med dannelse af identitet i samfundsfag. Men at det skulle blive en novelle af Jesper Wung-Sung, der skulle blive det spejl, som Marie valgte at holde op foran sig en mandag eftermiddag, hvor livet igen ikke gjorde, som det skulle, havde jeg ikke regnet med. Hun havde bestemt ikke været begejstret for novellen, da vi arbejdede med den. Den var surrealistisk, havde hun ment, og alt det der med at hovedpersonen får opereret pumaører på for at score ham Leon, det var lidt åndssvagt.

Men et eller andet sted inde bag paraderne havde en kort novelle alligevel sat sit spor. Det hele gav åbenbart alligevel en lille smule mening, og vi fik en god snak. Lidt om Marie. Men mest om novellen. Og det var fantastisk at høre, hvordan Marie med udgangspunkt i sine egne bitre erfaringer fik sat alting lidt i perspektiv gennem litteraturen. Og det sker ind i mellem, at jeg bliver mindet om, hvor mange aspekter, der er i mit fag. Længe leve litteraturen…

Den i blogindlægget omtalte novelle hedder ”Catwalk” og er skrevet af Jesper Wung-Sung. Den kan findes i novellesamlingen ”Tretten tynde teenagere” udgivet af Dansklærerforeningen, 2011