Go PokéMOR

Solen høvlede ned, den dag. Og bilradioen flød over med nyheder om sommerens store dille, Pokémon Go, som havde valgt at ramme Danmark lige i dagen op til vores ferie. Efter flere uger med efterårslignende tilstande, havde jeg ikke haft fantasi til at iføre mig noget mere sommerligt end en lille birkenstock, så da vi i løbet af formiddagen trillede over Fyn, var det med bilvinduerne vidt åbne, og blæsten ruskede godt igennem.

Bilradioen gispede af anstrengelse, og jeg måtte nærmest råbe, når jeg skulle kommunikere med tropperne på bagsædet. Den 15-årige var for længst blevet træt af at høre mig holde foredrag om de egne og oldtidsminder, der passerede forbi os, og efter jeg havde jamret mig igennem Pet Shop Boys legendariske ’87-hit, hvor jeg næsten kunne huske alle linjerne, havde hun taget høretelefoner på, og indgik nu i tæt symbiose med sin mobiltelefon, kunne jeg se i bakspejlet. Det betød også, at det var ham den 12-årige, kommunikationen primært gik ud over.

-Har du downloadet det der Go Pokémon? forsøgte jeg, da der ikke lige var mere fornuftigt at sige om Ladbyskibet, hvis hjemegn, vi netop havde passeret.

-Det hedder Pokémon Go…

-Nå. Er det sjovt?

-Det er ok, sagde han pligtskyldigt.

Vi havde lige hørt et indslag i radioen om de zombielignende børn og unge, der i disse timer bevægede sig blege og blodfattige rundt i samfundet og generede den offentlige ro og orden. Og ikke mindst gravfreden og sådan. Det var forståeligt, at han ikke havde behov for at indkassere endnu et foredrag fra forsædet.

-Jeg har læst om en pige i USA, der blev ramt af en bil på motorvejen, fordi hun skulle fange en pokémon.

-Så er hun da også dum… konstaterede han tørt. Og så sluttede samtalen ligesom.

Da vi havde spist frokost, kunne jeg alligevel ikke dy mig.

-Kan du ikke vise mig det der pokémonspil? tiggede jeg, og forsøgte at lyde lidt henkastet. 12-åringen sukkede og trak telefonen op af lommen.

Og kort tid efter var det mig, der hoppede rundt mellem strandstenene og forsøgte at fange pokémoner. Jeg fandt en eevee. Den var sød, men slap fra mig. Til gengæld fangede jeg en magikarp. Jeg syntes godt nok, det var lidt synd for den, for det er sådan en slags stor guldfisk, der ligger og gisper på land, mens den ser bedende på en. Man får jo helt lyst til at slippe den fri på dybt vand...

-Den skal se sådan ud, fik jeg dog at vide. Og så var alt jo godt. Men jeg lagde telefonen væk, da et par dukkede op og satte sig med en madkurv i sandet nogle meter fra os. Det var alligevel for pinligt i min alder, tænkte jeg. Og i øvrigt lidt uheldigt, hvis jeg nu tabte telefonen i Lillebælt, for vi skulle jo bruge gps’en. Næste stop på turen var Den Gamle By i Århus.

På vej videre kom jeg i tanke om den debat, der i 50’erne udspillede sig omkring tegneserier. Det var den gang undervisningsminister Bomholdt valgte at nedsætte et udvalg ”vedrørende underlødig og nedbrydende litteratur for børn og unge”. Det er vist i dag mest husket som det kulørte udvalg. I Torben Weinreichs ”Leksikon for børnelitteratur” har jeg oven i købet læst mig frem til, at undervisningsvejledningen for faget dansk fra 1960 indeholdt en passus, hvor lærerne blev opfordret til at holde øje med ”ivrige læsere af kulørte serieblade”. Uha-uha…

I dag lyder det jo helt vanvittigt, især for en nogle-og-fyrre-årig dansklærer, som intet problem har med at læse Anders And i sin kiropraktors venteværelse. Men debatten om, hvad der er skadeligt for børn og unge har det jo med at med at gentage sig i offentligheden. Og det er jo sådan set også vigtigt, bare vi husker, at verden ser helt anderledes ud i dag, end den gjorde i 50’erne. Eller den gang jeg var barn.

Rent faktisk kunne man om eftermiddagen, når man kom hjem fra skole (og det var altså en del tidligere end i dag), træffe jævnaldrende på lokalområdets legeplads. Og ellers læste jeg meget, også tegneserier. Og så byggede jeg med lego.

I dag er der ingen ude at lege. Til gengæld er man sammen på en anden måde. 12-åringen spiller computer. Ind mellem for meget, synes hans mor, men han spiller med sine venner. De skyper sammen imens. Og er hensynsfulde og gode ved hinanden, kan jeg høre, når jeg står i køkkenet derhjemme og laver mad, og der bliver grinet og leget på livet løs på hans værelse. De klodser, der bliver stablet, er virtuelle nu. Han spiller nemlig minecraft.

De skaber selv universet; konstruerer og bygger på livet løs, og jeg har fået lov at være med et par gange. De er mildt overbærende, ham og hans kammerater, når jeg skvatter i et hul, og min figur ligger der som en anden væltet skildpadde, men spillet har virkelig mange kvaliteter.

Alt det ved jeg kun fordi, jeg har inviteret mig selv med ind i drengenes univers, og på den måde opdaget, at det hverken er skadeligt eller fordummende. Og som med minecraft, skal Pokémon Go nok vise sig, at have voldsomt mange muligheder i skolemæssig sammenhæng. Som dansklærer kan jeg godt komme i tanke om et par stykker allerede.

Vi voksne kan så passende sætte rammerne for, hvordan man opfører sig i det offentlige rum, når man gebærder sig derude. Min søn ved i hvert fald godt, at man ikke fanger pokémoner på motorvejen, lyder det til. Og jeg tror også, han kan tænke sig til, at man ikke hujer skrigende rundt efter Pikachu på en kirkegård. Men det hører vist ind under almindelig god opdragelse. Og så kan vi jo give ham noget af min verden i bytte. Som fx højtlæsning eller museumsbesøg.

I skrivende stund har jeg fanget 42 pokémoner. Jeg ved ikke, hvor mange flere, det bliver til. Men det har været sjovt. Og da vi nåede frem til Den Gamle By i Århus fandt jeg ud af, at de har fået en helt ny afdeling, siden jeg var der sidst. Tilsyneladende er jeg blevet så gammel, at det er min barndom, de har sat på museum i deres nye 70’er-afdeling. Verden er af lave.