Hvis bare man kunne

Jeg blev forelsket. Smaskhamrende forelsket. Det er over tyve år siden, og jeg husker det, som var det i dag.

Han hed J. P. Jacobsen. Og han var digter. Og han var videnskabsmand. Og selvom jeg havde tygget mig gennem bog efter bog på det lokale bibliotek, havde jeg aldrig hørt om ham. Måske fordi et lille forfatterskab bestående af to romaner, lidt noveller og en god håndfuld digte let kan blive overset på en bogreol. Men da jeg først åbnede den bog, min dansklærer lagde foran mig på bordet, forsvandt jeg i et hav af ord, som ramte mig, som jeg aldrig havde troet, ord kunne ramme. Jeg var helt seriøst fortabt i ord.

Det var mig uforståeligt, at der ud af alfabetets sølle 28 bogstaver, og ud af ord, som jeg for de flestes vedkommende godt kendte, kunne vokse noget frem, det var så stort og smukt og vildt. Og ikke mindst undrede jeg mig over, at de kæder af ord i den grad kunne røre mig så dybt, som de gjorde. Og jeg læste og læste. Jeg endte endda med at læse J. P. Jacobsens oversættelse af Darwins "Arternes oprindelse". Som jeg husker det, bærer den ikke præg af de store skove og brændingens brølen, men læst blev den da.

J. P. Jacobsens "arabesker" var jeg meget imponeret over. Ordet var lækkert, men jeg anede ikke, at en arabesk er en form for ornament, hentet i arkitekturen og kunsten. Ranker, bånd, blade, blomster, dyr og mønstre, der uafbrudt fletter sig ud og ind mellem hinanden. Arabesken er i princippet uendelig, hvis den ikke brydes, og den rummer gentagelsen, mønsteret, i sig i en eller anden form.

J. P. Jacobsens arabesker er digte, hvor ord efter ord, slynger sig ind og ud mellem hinanden. De griber efter hinanden, og giver slip. Han gav mig på papir hele verden fra den mindste detalje, som småstenene, der ruller i strandkanten til naturens store raseri. Og samtidig kunne han beskrive stilheden, så jeg holdt vejret, og kærligheden, så jeg fik tårer i øjnene. I dag forstår jeg, at arabeskerne kan ses som et billede på det kaos, menneskelivet er. Livet og døden. Glæden. Kærligheden. Smerten. Vreden. Alle de elementer som livet består af. Og det var der, jeg fik et glimt af mig selv i en stor og uforståelig verden.

Det er måske det, god litteratur kan. Vi kan spejle os selv i litteraturen. Og vi kan overføre elementer fra det, vi læser, til vores eget liv. Vi vil formentlig opfatte en given tekst forskelligt, alt efter hvem vi er, og hvor i verden og livet vi er. Men vi kan også i fortolkningen finde et fællesskab i det, vi læser. Men det vil altid være umuligt at måle, hvad litteraturen kan. Den er større end det målbare.

Man kan måle læsehastighed. Man kan teste sprogforståelse. Man kan vel også i en eller anden grad måle, om eleven har forstået personkarakteristik. Eller fortolkning. Men man kan altså ikke måle litteraturen. J. P. Jacobsen selv var både videnskabsmand og lyriker. Han rummede det målbare og det ikke målbare. Og han drømte om nogen om at overføre naturen og videnskaben til sine værker: ”Kunne jeg overføre Natures evige Love, Herligheder, Gaader og Undere i Digtningens Verden…” skrev han. Det lykkedes vist aldrig. Men han gav os noget, der var større.

Når mine elever i 9. klasse spørger "Hvorfor skal vi læse den her bog" så kender jeg godt svaret. Og jeg kan måske fortælle dem historien om botanikeren med de bedrøvede øjne, der skrev, så jeg et øjeblik troede, at der var en mening med galskaben. Og jeg kan måske lægge bogen foran dem og også forsøge at lukke den op. Men præcis hvad, de få ud af det, kan jeg ikke styre. For som J. P. Jacobsen skrev: "Ethvert menneske lever sit eget liv, og dør sin egen død".