Med ført hånd – men er der hænder nok?

”Med ført hånd” er et godt billede på den læringsproces, som vi tilstræber i vores daglige undervisning. Vi tilrettelægger og skaber rammerne for, at der hver dag kan foregå læring for den enkelte elev, hvor vi har tid til at guide tilegnelsesprocessen, hvor lærerresponsen foregår via dialog med eleven, og hvor vi på den måde er tæt på elevens proces. Samtalen er stadig lærerens vigtigste pædagogiske redskab.

Men disse pædagogiske grundtanker har trange kår i stordriftsskolen, hvor der stadigt er større og større fokus på effektivitet og målbare resultater. Jeg er enig i, at vores elever skal blive så dygtige som overhovedet muligt, men vejen derhen, synes jeg stadig, at vi skal skabe debat om, for den er måske ikke ens for alle vores elever.

Vi skal inkludere et større antal elever end tidligere, og politikerne forsikrer os om, at der er givet resurser til projektet. Men det hjælper ikke, når der år efter år spares på de kommunale budgetter, så kommer de udløste resurser ikke til at gøre nogen forskel i praksis.  Elever, der har brug for en førende hånd og nærhed fra en kendt voksen for at kunne styre igennem en skoledag både fagligt og socialt, tilgodeses ikke i tilstrækkelig grad i den folkeskole, som vi har i dag. De skal fungere i klasser på op til 25 elever uden synderlig støtte. Det vil på den lange bane få konsekvenser for deres trivsel, selvværd og faglige udbytte. Det bliver den enkelte lærers problem at løse den pædagogiske opgave, hvilket i nogle tilfælde er umuligt at udføre tilfredsstillende.

Jeg kunne som lærer drømme om, at disse elever mødte ind i en lille gruppe om morgenen, hvor de fik en stille og rolig start, og hvor skoledagen og dens aktiviteter blev skitseret for eleverne, inden de så gik ud i klasserne. Ligeledes kunne skoledagen afsluttes på denne måde, så der i en lille gruppe blev fulgt op på, hvordan dagen var gået. Skoledagen skal også struktureres anderledes for nogle af eleverne, således at der forekommer flere af de timer, hvor de oplever succes på deres skema. Jeg havde håbet på, at der i folkeskolereformen var indtænkt resurser til sådanne tiltag. Men den understøttende undervisning kan ikke tilgodese dette behov, og det synes jeg er ærgerligt, for her så jeg en mulighed for at indarbejde pædagogisk forebyggende arbejde af både faglig og social karakter.

Den større spredning i elevernes kompetencer kalder på flere varme hænder, hvis vi skal tilgodese den enkelte elevs alsidige udvikling.