Når det blæser...

For nogle år siden fejede en orkan hen over en stor svensk skov, som jeg holder meget af. Jeg kender den godt, den skov. Jeg ved, hvor de fedeste blåbær gror en varm sommerdag. Jeg ved hvor, jeg kan finde kantareller mellem efterårets gule blade. Og jeg kan den allerhemmeligste vej helt ind i den sorte mose, hvor der vokser multebær med røde kinder.

Den gang, det havde stormet så slemt, var der intet der lignede sig selv. Hist og her stak mosdækkede klippestykker op mellem de tunge graner, der lå hulter til bulter. Deres store skiverødder havde simpelthen givet op i stormen og sluppet det tynde jordlag. Nu lå de der, som faldne kæmper, blandt forpjuskede småtræer og lange, blanke fyrretræer, der stadig stod og svajede stædigt i vinden. Fyrretræer har nemlig ikke skiverødder. De har pælerødder. Og derfor står de bedre fast, når det blæser. Og det gør det jo ind i mellem.

Det er blevet vanvittigt moderne at tale om ”robusthed”. Vi lærere skal være robuste for at kunne navigere i et hektisk arbejdsliv med stadigt skiftende krav. Vores elever skal også blive robuste, for at kunne klare sig i samfundet. Det er vel ret fint, at være robust, synes jeg, og for øvrigt kan man spørge, hvem der synes, at man ikke skal blive robust? Det svar må blæse i vinden…

Min erfaring siger mig, at de fleste forældre har faktisk forsøgt at klæde deres børn på til at klare udfordringer. Hvordan kan det så være, at vi i stadig stigende grad hører om teenagere, der har svært ved at håndtere livet?

Der er nok mange årsager, men jeg tror, at vi har indrettet et samfund, der lægger et pres på de unge, som vi aldrig før har set magen til. Vi stiller store krav til dem, og jeg oplever, det er svært for en del elever at håndtere disse krav. De bliver stramt målstyret og ved godt hvad, der skal til, for fx at få en god karakter, eller løse en test tilfredsstillende. Samtidig mødes de af krav om, at de skal være innovative og nytænkende. Og så burde der være plads til at fejle, skulle jeg mene? Alene i mit fag, er der en divergens mellem det, jeg helst vil med dem, og det de skal præstere til afgangsprøven; prøv bare at lave en tekstanalyse ud fra en moderne tilgang, og tænk så på afgangsprøven… I år pillede jeg bl.a. blogindlæg ud af opgivelserne, alene af den grund, at jeg var bange for, at de ikke kunne trække høje karakterer hjem på genren. Øv for mig.

Vi kan formentlig alle sammen blive enige om, at det er vigtigt, at eleverne lærer noget i skolen. Det er det, vi holder skole for. Og det ved eleverne godt. For mig som lærer er det i høj grad fagligheden og mine fag, der er omdrejningspunktet i mit arbejde. Det er den, jeg er sammen med eleverne om. Jeg sætter en ære i en høj faglighed, og vil gerne sende mine elever ud i verden med gode og solide kundskaber. Men folkeskolen er så meget mere end faglighed. Og det er her, jeg som lærer, oplever det svært at holde fokus.

Nogle steder er man så optaget af at måle ”dygtighed” og ”faglighed”, at man fokuserer på, at et hævet karaktergennemsnit fx er det samme som en øget faglighed. Det er for det første noget vrøvl. Og for det andet er det skruen uden ende. Kommunerne sammenligner sig med hinanden, og vi sammenligner os alle sammen med de andre pisatest-lande, og i jagten på hurtigere, højere og mere glemmer vi, at folkeskolen er kulturbærende. Det, vi skal lære i skolen, rækker ud over de faglige kundskaber, vi her og nu kan måle. Når jeg maser for meget på, for at få mine elever til at præstere til sidste blodsdråbe, taber jeg noget. Og hvad værre er, så taber jeg nogen. Vi skal huske, at man skal have en rod, for at kunne stå fast, når det blæser. Og forhåbentligt er det ikke kun være træer med pælerødder, der står tilbage, den dag stormen har lagt sig.